Dog sledding in GreenlandAlene i front

Første gang, man er med på en hundeslæde, har man en grundlæggende ide om, at hundene er foran og slæden bagefter. Men sådan er det ikke altid.

Lad det være sagt med det samme; at køre hundeslæde er noget af det bedste, jeg ved. Som turist sidder man sammen med hundeslædeføreren og nyder naturen, mens den eneste lyd, man hører, er hundenes trippen og sneens knitrende lyde under mederne.

Min allerførste tur var på en flot forårsdag med høj sol og 25 graders frost, så solbriller var nødvendige for overhovedet at kunne se noget for genskinnet fra isen og sneen. 

Havisen var en stor motorvej

Fangeren, der kørte mig, havde medbragt kaffe, som vi nød på turen. Det gav en god varme, men engang imellem stod han af og løb ved siden af slæden, så jeg gjorde det samme, selvom de mange skind på slæden var nok til at holde varmen med. 

Vi kørte en tur ud til den lille bygd Oqaatsut, ca. 20 km nord for Ilulissat. Dengang var der ikke åbent vand om vinteren som nu, og det nemmeste var at køre ud på havisen, der fungerede som én stor flad motorvej. 

På tynd is i Grønland

Pludselig stoppede hundene, og fangeren blev siddende på slæden sammen med mig. Han gav nogle hurtige ordrer, og hundene drejede alle mod højre direkte ind mod land. Jeg så spørgende på ham, og han pegede ud mod stedet, hvor vi var drejet af.

Lidt længere fremme fik jeg øje på et stort, sort område på isen. Tynd is. Is, der er udhulet af strøm nedefra, så der kun er et glastyndt lag is tilbage, og man dermed kan se det mørke vand nedenunder. Meget rart, at hundene instinktivt ved, hvornår de skal standse. 

Oqaatsut, en lille bygd i Grønland

Tæt på land svingede vi igen nordpå, og ankom sikkert til Oqaatsut, der i 1800 tallet var beboet af hollandske hvalfangere, der dengang kaldte øen Rodebaj – den røde bugt.

Her blev vi budt indenfor til kaffe og grønlandsk kage, der bedst kan beskrives som en mellemting mellem sandkage og et franskbrød drysset med sukker. Noget af det bedste, man kan dyppe i en kop varm kaffe, mens man får varmen tilbage i tæerne. 

Hjemturen

På grund af vores oplevelse med tynd is på vejen ud, valgte fangeren at køre hjem over fjeldet.

Det bumpede lidt hist og pist, der hvor vinden havde fejet sneen væk fra fjeldet, men det var en spændende forandring frem for den lige landevej på havisen. 

Den grønlandske slædehund

Modsat vi mennesker vil de fleste slædehunde gerne arbejde hårdt, og de prøver derfor at komme ind mod midten for at trække mest, så meget som førerhunden og rangordenen nu tillader det.

Det er fascinerende at sidde og se på, men et større arbejde for hundeslædeføreren, der ind imellem må rede linerne ud, inden de snos helt sammen på grund af hundenes konstante bytten plads. 

Stejlt nedad bakke

Vi kom til et sted, hvor det gik meget stejlt nedad, og føreren standsede hundene. Han bad mig holde godt fast, og jeg greb fat i snorene, der sad stramt hen over slæden for at holde skindene på plads.

Så hængte han et tykt tovværk over hver af slædens meder som bremser og sagde noget til hundene, der forsvandt om bag slæden sammen med ham. 

Alene i front, foran både fører og hunde

Jeg synes ellers, at jeg havde en klar ide om, hvordan hundeslædekørsel foregår, inden vi startede på turen. Hundene foran i en vifte og slæden bagefter med mig og en hundeslædefører ovenpå. 

Stor var derfor min forbløffelse, da jeg pludselig befandt mig alene forrest på slæden, foran både mand og hunde med en herlig fart nedad bakken.

Hundene satte bogstavelig talt alle poter i og bremsede på den måde hele vejen ned, mens hundeslædeføreren styrede slæden med sin vægt ved at stå bagpå og læne sig fra side til side. 

Meget imponerende og ikke helt det billede, jeg havde af hundeslædekørsel. Men så lærte jeg det, og stor var min respekt, da turen var slut, for både instinkter, evner, og det unikke samarbejde, der er imellem mand og hunde.

Foto: Dmitriy Martynov, global arctic award