Paddling through a Sea of Ice in Greenland45 uendelige sommerdage med midnatssol i kajak langs Grønlands nordvestlige kyst. Det er eventyret, som blev oplevet af fire friluftsentusiaster, som blev overvældet af lyset på isbjergene og hvalernes blåst.

Solen hænger lavt over horisonten, og havet er roligt. Snart er byen Uummannaq med sit hjerteformede bjerg bag os. Vore havkajakker har kurs mod den kæmpemæssige ø Storø, som ligger otte km væk. 

Øens klipper stikkes i brand af den lave sols røde lys. Klipperne falder 1000 m lodret ned i havet. De tiltrækker os som en magnet.

Vi er på 70o 40’ nordlig bredde, langt nord for Polarcirklen. Her langt fra civilisationens mylder har vi al den tid, vi kan bruge til at observere naturens vidundere. Under midnatssolen skifter havet farve til blodrødt og blåt, og overfladen bliver så blank, at alle omgivelser spejles. Bjergsiderne lyser i kraftige røde farver, skyggerne bliver længere, og isbjergene ser ud som om, de er oplyst af en gigantisk projektør.

Paddling through a Sea of Ice in GreenlandDagligdagen på turen med kajak i Grønland 

Vi vænner os til isbjergene lidt efter lidt og bliver bedre til at bedømme afstanden til dem. Fra disse flydende bjerge, der ser så fredelige ud, afstødes kolossale isblokke, som skaber en øredøvende larm, når de styrter i havet omkring os. Når de store isblokke falder i havet fra flere meters højde, skaber de nedslagsbølger fyldt med enorme isstykker. På et senere tidspunkt så vi et kæmpestort isstykke lave en tre meter høj nedslagsbølge.

Selv om dagen varer 24 timer, forstyrrer det ikke vores søvn. Vi finder en døgnrytme og når en jævn fremdrift på 10-40 km om dagen. Vi kan holde en hastighed på 6-7 km/t, når vinden eller strømmen ikke er imod os. Det er de desværre ret tit. 

Vinden blæser generelt fra nord, men når solen har varmet landmassen op i flere dage, kan den termiske vind fra indlandsisen nå vindstyrke otte på Beaufortskalaen.

Talrige klipper tårner sig op med bratte fald mod havet og forhindrer os ofte fra at gå i land og slå lejr. Der er mange dage, hvor vi må fortsætte flere kilometer for at finde en egnet lejrplads. Hver aften (hvis det da ikke er hver morgen) slår vi lejr på et lille jordisk paradis, som kun skæmmes af de satans myg. Vi fisker og bager vore egne brød. Når det er nødvendigt, smelter vi is til drikkevand. Mens vi sover, oplader vore solceller batterierne på vores satellittelefon, VHF, GPS og walkie-talkier.

Paddling through a Sea of Ice in GreenlandNår et sted er særligt tillokkende, vælger vi nogle gange at blive i flere dage. Så udforsker vi området til fods. Vore lange vandreture bliver altid belønnet med overvældende udsigter over gletchervægge, der styrter mod havet, fjorde fyldt med isbjerge, og indlandsisen der strækker sig endeløst mod horisonten.

Vi vasker os i havvand, og når der er mulighed for det, skyller vi os i en lille iskold klar bæk, mens vi følger et ritual, som vi for sjov kalder »totalkropvask«. På grund af klimaet kan vi kun tillade os denne ceremoni én gang om ugen. Vi fører dagbog og noterer alle GPS-koordinater for hver lejrplads, og hvor langt vi har padlet.

Nogle gange observerer vi hvalers blåst, der stråler på lang afstand i modlys fra midnatssolen. Andre gange kan vi lokalisere hvalerne fra lyden af blåsten, som kan sende en vandstråle mere end ti meter op i luften. Den karakteristiske lyd ekkoer ud over havet, og vi kan høre det mere end fem km borte!

Underligt nok er der langt færre finhvaler end på vores første ekspedition i dette område i 2005. Vi tror dette skyldes de store ismængder i år.

Paddling through a Sea of Ice in GreenlandNaturens luner i Grønland

På fjortendedagen padler vi ind i den snævre Inukavasitfjord. Himlen er fyldt med tunge skyer i alle nuancer af gråt. Vinden pisker regnen mod mit ansigt. Jeg haler energisk i pagajen, mens jeg er fikseret på den mørke horisont fyldt med små hvide skumtotter.

En måge flyver lige forbi min kajak, før den stiger brat med halsbrækkende fart, dens skrig bliver revet bort af vinden.

Skyerne letter, og kort efter har vi udsigt til stejle klipper, en bjergkæde med underlige former, nogle gletchertunger der flyder mod havet og en perfekt bue udskåret i midten af et enormt isbjerg. Et rigt varieret landskab viser sig for os.

Der er en overnaturlig stemning, og vi vil helst blive og beskue disse naturens vidundere, men vi lytter i stedet til vort instinkt – denne lille indre stemme som advarer mod farer og maner til forsigtighed.

På venstre hånd falder klipperne brat mod havet og forhindrer os i at komme i land. Vi har 30 km sejlads bag os, og store flager af pakis blokerer udgangen af fjorden. I denne labyrint af is padler vi sammen som én gruppe og holder os så tæt på bredden, som vi kan, for at undgå at blive knust mellem isflager i bevægelse.

Ved flere lejligheder er kystisen for tyk til at passere igennem, og vi er derfor nødt til at trække vore kajakker flere meter over isen for at nå den næste åbne rende. Regnen skifter undervejs til sne, og vinden løjer af. Efter 40 km finder vi endelig et sted at slå lejr. Vi har ikke kræfter til at lave mad og må i stedet improvisere et måltid. Denne aften falder vi i søvn i løbet af sekunder. En hård dag ja, men en af de dage hvor man rigtig føler, at man lever.

Paddling through a Sea of Ice in GreenlandBjørnen Remy

Efter at være tvunget til at vente mere end to dage på øen Qingussaat, fordi en storm først skulle rydde havet for pakis, sætter vi kurs mod bygden Nuugaatsiaq. Da vi ankommer, samler bygdens 80 indbyggere sig om os og beundrer vore havkajakker, der skinner i det lave sollys.

I bygden spørger vi efter en fyr, der hedder Remy. Det er en kontakt vi har fået fra vor ven Pierre i Uummannaq. En gammel mand peger mod et lille grønt hus i udkanten af bygden. Nogle stykker sæl tørrer i solen på pladsen foran huset.

Remy, som er en smilende person, åbner venligt døren for os. Denne dansker er ansvarlig for landsbyens strømgenerator og slog sig ned i bygden for mere end 30 år siden. Han forlod sit fædreland for at følge sin hustru, som ulykkeligvis døde for kort tid siden.

Vi går ind i hans hjem. Væggene er behængt med ræveskind, moskusoksehorn og et dårligt fotografi af hans 18-årige søn med en isbjørn han har nedlagt.

Remy byder på øl. Det er den første siden vi forlod Uummannaq for tre uger siden. På et stille, udmærket fransk begynder han at fortælle nogle sjove historier fra sin tilværelse. For eksempel om hans 12-årige søn, der om vinteren havde fisket på pakisen og fanget seks hajer og trukket dem tilbage til bygden alene. Han forklarer også, at den bedste teknik ved sæljagt er at skræmme sælerne ved at køre over deres åndehuller i fuld fart med hundeslæde, fordi Remy så venter ved det sidste åndehul med sin riffel.

Så rejser Remy sig og genopfører en nærkontakt med en moskusokse, som han var ude for om vinteren, da han med bukserne ned om hælene var på toilettet i sin jagthytte. 

Til sidst fortæller han om den mindeværdige dag i 1990, da generatoren kørte for første gang i Nûgâtsiaq, og de skræmte landsbyboere løb væk, da Remy tændte sin støvsuger for første gang.

Tørfisk

Nogle øl senere og efter vi har prøvesmagt forskellige slags tørfisk, som Remy generøst pånøder os, siger vi farvel til den elskværdige mand og vender tilbage til vore kajakker. Til vor undren er mange af beboerne i bygden samlet omkring to jægerne, som har fanget to kæmpestore sæler. Vi ser respektfuldt på, mens fangerne flænser disse prægtige dyr.

Mens vi gør os klar til at forlade bygden, foreslår en af fangerne, at vi skærer et af dyrene op. Rafic tager en stor kniv og skærer med sikker hånd underkroppen på dyret op fra top til bund. Han passer forsigtigt på ikke at beskadige de indre organer. Så tager en af jægerne leveren ud af sælen og tilbyder os den som en delikat mundsmag. Vi tager imod gaven og værdsætter delikatessen, for vi ved at denne vitaminkilde har tilladt inuitterne at overleve tusindvis af år uden frugt og grøntsager.

Trods vore værters gæstfrihed overmandes vi af eventyrlyst og længsel efter at padle og komme tilbage i naturen. Vore hoveder er fyldt med stærke indtryk, og vi tager afsked, glade for at være på vandet, men også glade for at have mødt Remy, hans familie og denne fjerne bygds venlige indbyggere, som modtog os med åbne arme.

Paddling through a Sea of Ice in GreenlandOp ad bakke - i Grønland

Indgangen til Ukkusissat fjorden er nu kun 15 km væk. En afstand vi er nødt til at tilbagelægge over åbent vand. Efter en god middag går vi op på toppen af øen for at checke næste dags overfart. Vi bliver overraskede over at se, at de store isflager igen ligger i vejen for os. Derfor tror vi, at bunden af fjorden stadig er frossen.

Næste morgen beslutter vi at gøre et forsøg og padler rundt om isflagerne, hvor sælerne ligger og hviler sig. Efter næsten tre timer når vi fjordens munding uden for meget besvær. 500 m længere fremme kan vi imidlertid ikke komme videre, fordi isen pakker meget tæt sammen. Vinden tager til, og det begynder at småregne. Vi går i seng, usikre på om vi kan fortsætte dagen efter.

Tidligt næste morgen er vi glade for at se, at mens vi har sovet, har vinden blæst al isen ud af fjorden, og en blå og skyfri himmel har afløst regnen.

Drømmen om at padle til bunden af den 100 km dybe fjord efter at have krydset J.P. Kochs land til fods, forekommer som en umulig præstation. 

Vi padler ind i den indre fjord. Vi er de første i år til at ankomme til dette stort set ukendte område, og vi nyder den uberørte natur. Klare smeltevandsstrømme flyder fra de sneklædte bjerge ned i havet, hvor utallige sæler ser ud til at ville følge os på vort eventyr.

Paddling through a Sea of Ice in GreenlandVi skal bruge tre dage på at nå bunden af fjorden, hvor et sumpet område skal krydses, inden vi når fastlandet fem km derfra.

Vi venter på højvande og sætter i gang op ad floden. Efter én km er vi nødt til at opgive kampen, fordi strømmen er for stærk. Så trækker vi vore kajakker gennem den bugtende flod i tre grader koldt vand, der ofte når op til lårene.

Derudover skal vi være klar til hurtig reaktion i tilfælde af kviksand.

Vi når fastlandet ved midnatstid. Vi er fuldstændigt udmattede, men også lykkelige over at nå bunden af fjorden, hvor nogle ænder og gæs tilbringer sommeren.

Næste dag beslutter vi at holde en fridag for at udforske området, før vi kaster os ud i at trække kajakkerne 40 km over land for at nå Upernavik mod nord.

Vi klatrer op på et fladt bjerg over vor lejrplads og får øje på to moskusokser, der græsser foran os. De ser os ikke, og vi iagttager dyrene, imponerede over deres størrelse, kraft og ro. Vi er lidt usikre på, hvad vi skal gøre og gemmer os lidt anspændte bag en stor sten. 20 minutter senere får de øje på os og løber bort ned ad bakken.

Paddling through a Sea of Ice in GreenlandOver klipper og frosne søer i Grønland

Efter en god nat begynder vi fire dages vandring, som vi aldrig glemmer. Vi danner to hold. Hvert hold trækker en af kajakkerne hen ad jorden med et seletøj. Så går vi tilbage og henter den anden kajak. Hver kajak vejer 100 kg. Vi trækker som gale i ti timer om dagen og forsøger at holde os til græs og undgå klipper. Arbejdet er overvældende, og maden er rationeret, for vi er ikke sikre på, hvor lang tid det vil tage os at nå næste bygd. Vi må alle strække os til den yderste fysiske og psykiske grænse.

Vi krydser tre næsten frosne søer. På afstand ser den anden sø ud til at være ufarbar, men da vi kommer nærmere, kan vi se en smal rende med åbent vand. Vi kaster kajakkerne i renden uden at spilde tiden, for vi vil undgå at renden fryser til foran os. Kajakkernes stævne splintrer nogle tynde isflager. Det lyder som ringlen fra en million små krystalklokker.

På tredjedagen når vi 400 m over havets overflade og begynder at gå ned mod havet på den anden side. Vi fungerer nu fuldstændig perfekt og når hurtigt frem. Vi fornemmer at havet er nær.

Paddling through a Sea of Ice in GreenlandPå fjerdedagen når vi den flod, vi havde håbet at sejle videre ad. Men det viser sig at være en rivende strøm med store vandmasser. At sejle her ville være selvmord!

Selv om vi er udmattede, beslutter vi at fortsætte. Flodens bredder er bakkede. Vi har trukket uafbrudt i 12 timer nu. Sletten og bakkerne passerer forbi. På toppen af en lille bakke kan jeg pludselig se Sylvain løfte sine arme og råbe, og jeg råber med. En intens lykkefølelse overvælder mig, og i løbet af få sekunder forsvinder alle mine smerter. Endelig: Der er havet!

Et imponerende landskab åbner sig for os. Laksefjordens glitrende linjer står i kontrast til det omgivende landskab som et sorthvid foto. Rafic og Thomas når os hurtigt. Et øjeblik står vi der ved siden af hinanden stirrende på havet, mens det går op for os, hvad vi har været igennem.

Paddling through a Sea of Ice in GreenlandInuitterne, de arktiske folk

Der er god tid til at tænke, når man padler på havet, og mine tanker går ofte til inuitterne. Det arktiske folk som har levet i tusindvis af år i dette ekstreme miljø. Deres overlevelse er et fantastisk eksempel på menneskets evne til at tilpasse sig ekstreme vilkår.

Inuitternes kontakt med det moderne samfund har ændret deres traditionelle måde at leve på. På trods af dette har de forstået at beholde og sikre deres værdier.

Vi lever nu i en verden, som bevæger sig hurtigere og hurtigere, hvor vore egne interesser kommer i første række, selvom vi i stedet burde lære af disse gavmilde og vennesæle menneskers eksempel. På trods af landets enorme størrelse kender alle hinanden. Inuitterne elsker at mødes for at fortælle hinanden historier, synge sammen og le sammen. 

Gensidig hjælp og at dele er grundlæggende livsværdier for inuitterne. I løbet af vort eventyr lagde vi ofte mærke til, at den ægte varme i Grønlands is findes i de lokales venlighed.

Paddling through a Sea of Ice in GreenlandUpernavik, en lille by i Nordgrønland

Klokken er 18 da vi passerer den lille ø Nunarssuaqs nordligste punkt.

Der er kun 30 km, der adskiller os fra byen Upernavik. Vejret er igen perfekt. En let brise skubber os mod syd. En flok lomvier flyver over os. Vi padler langsomt og nyder hvert sekund. Efter ti km finder vi nogle store, flade klipper, hvor vi beslutter at slå lejr.

Den følgende dag har den tåge, som de omkringliggende øer hidtil har holdt tilbage, lagt sig som en hvid dyne over vor lejr. Sigtbarheden er nedsat til 100 m.

Vi padler langs Karrat-øens kyst, og efter nogle kilometer klarer det op til skyfrit og blå himmel. Der er lige tid til at tage en kort pause og spise lidt, før tågen kommer tilbage. Denne gang navigerer vi efter GPS. Strækningen på fem km til øen Upernavik er et slalomløb. Vi passerer isbjerge, nogle gange venstre om, andre gange højre om, så vi kan holde os nogenlunde på ret kurs.

Pludselig bliver horisonten mørkere, og kysten bliver synlig gennem tågen. Om et par dage er vore oplevelser slut, og vi overvældes af melankoli. Vi har rejst 600 km i alt og taget 350.000 åretag. Men endnu vigtigere er det, at vi i 45 dage har været borte fra civilisations mylder, og vi har set naturens utrolige kraft og skønhed; vi har oplevet det intense og uforglemmelige eventyr, mens vi navigerede i et ishav.

Paddling through a Sea of Ice in GreenlandFakta

 

Kajakken og hundeslæden er to transport- og jagtmidler, som er udviklet af inuitterne. Det ville have været umuligt for inuitterne at overleve det barske arktiske klima uden kajakken. Skelettet blev bygget af drivtømmer og dækket med stramt strakt sælskind. I det 20. århundrede begyndte motorbåde at erstatte kajakkerne. De senere år er den traditionelle grønlandske kajak blevet genopdaget til sportsbrug. Klubber rundt om i Grønland prøver at bevare de gamle konstruktionsmetoder.

I juni og juli går solen ikke ned i Nordgrønland.

Om eftermiddagen kan temperaturen være 
15-20oC. Ved midnat ned til 0oC. Vejret ændrer sig hurtigt!

Holdet

Jean-Luc og Sylvain Grossmann, Rafic Mecattaf, Thomas Truninger.

 

Paddling through a Sea of Ice in GreenlandRejseinfo

Hvor: Denne ekspedition fandt sted på Grønlands nordvestkyst mellem Uummannaq og Upernavik.
Transport: Med fly fra København til Kangerlussuaq, derefter nordpå med Air Greenland
Rute: Ekspeditionen startede fra Uummannaq og padlede nordpå forbi bygderne Ukkusissat, Nuugaatsiaq og Aappilattoq og sluttede i Upernavik. Holdet tog ikke ruten rundt om Svartenhukhalvøen men gik 40 km over land med kajakkerne på slæb ad en oldgammel inuitsti for enden af den lange Ukkusissat fjord for at nå Upernavik området.

Udstyr

Sikkerhedsudstyr: Personlokalisator (beacon), VHF, nødraketter, GPS.
På vandet: Kodiak havkajak, redningsvest med padlejakke og neoprendragt.
Udendørs: Venus II Extreme telte med Swan WB soveposer og Sim Light 3.8-underlag, Platypus vandbeholder, DragonFly og XGK blus, Baja vandtætte poser.