Dog-sledding in North-East-GreenlandPå hundeslæde over Horsens fjord

Grønland oplevet fra hundeslæde er en imponerende rejse gennem tid og sted 

Når slæden suser afsted, og de enorme vidder blot bliver større og større, er det fuldstændig som om, at tiden står stille. Og når vejret så pludselig tvinger én i ly, og man ikke kan gøre andet end at acceptere det, så finder man ud af, hvor lille man egentlig er. Grønland er barsk og uforudsigelig, og det er netop dét, der gør det så fantastisk.

Det er den 28. april 2007, og jeg står foran hotellet i Rey-kjavik. Jeg har en helt speciel følelse i kroppen, og jeg kan mærke, at denne dag bliver noget ganske særligt. Ikke fordi jeg skal til Grønland, for det har jeg prøvet så mange gange før, men fordi jeg skal på slædetur med afgang fra Ittoqqortoormiit. Byen er en af de yngste bosætninger i Grønland og den nordligst beliggende by på den grønlandske østkyst med 500 km til Island og med verdens største nationalpark som nærmeste nabo. Det er et barsk og isoleret område, der kræver sin mand at føre en hundeslæde igennem. Men det er lige præcis dét, der fascinerer mig og jeg kan næsten ikke vente, til jeg sidder på slæden.  

Dog-sledding in North-East-GreenlandDet er nærmest en naturlov, at alt der har med Grønland at gøre, ikke kan presses ned i faste rammer og tidstabeller

I fugleflugt til Grønland

Første step er Reykjaviks luft-havn, hvor det lille Dash-8 skal flyve mig til til Jameson Land. På min billet står der afgang kl. 07.00, men det er rykket en time – det kommer dog ikke bag på mig. Det er nærmest en naturlov, at alt der har med Grønland at gøre, ikke kan presses ned i faste rammer og tidstabeller. Sådan er det, og det må man finde sig i. 

Da hjulene endelig slipper sit tag fra startbanen, stiger vi let og ubesværet mod himlen. Både sigten og udsigten er god, og Vestfjordene med Ísafjördur lige under os, og flere små hvide gletchertoppe, er et imponerende syn. Vi flyver ud over Danmarksstrædet og mod Ittoqqortoormiit i Østgrønland. 

Forventningerne til det ukendte er store, og fornemmelsen af at det bliver en speciel dag kommer frem igen, da havisen langs den grønlandske østkyst kommer til syne. Samtidig bliver det mere skyet, og før vi lander på den lille grusbane på Nerlerit Inaat, er det lukket helt til. Vi er landet i Jameson Land knap 35 km fra Ittoqqortoormiit.

Vores velkomst er overvældende. Det virker som om, at alle byens spidser står klar til at tage imod os, men jeg finder hurtigt ud af, at det ikke er mig, der er den interessante. Næh, det er de to gutter, der har grundlagt Google, der er på besøg og skal ud og lege i sneen. De har lejet en ni-personers helikopter for at komme ud og stå på kite-ski. Det giver lidt ventetid, før vi kan komme videre, men endelig er vi i luften igen og klar til de sidste 35 km i fugleflugt til Ittoqqortoormiit – eller Scoresbysund som byen kaldes på dansk. Vi lander blidt på heliporten over byen og nyder udsigten til Kangertitivaq, der er verdens længste fjord. Og så er det afsted til fods ned gennem byen til det gule gæstehus. 

Grønland, så uspoleret og smukt

Det er med blandede følelser jeg skriver dette, for på den ene side burde jeg holde dette paradis for mig selv. På den anden side er stedet så specielt, så unikt og så uspoleret, at jeg bliver nødt til at skrive mine oplevelser ned. Jeg sidder her oppe over byen og nyder udsigten. Jeg har den tilfrosne fjord til den ene side og et udspændt isbørneskind til den anden. Stilheden er larmende, og kun et par skrigende ravne bryder stilheden på lydsiden. Billedsiden kan imidlertid ikke forstyrres – det er en oplevelse for livet, og et syn jeg altid vil kunne se for mig. Midt ude i mundingen ligger iskanten med sit enorme dyreliv med narhvaler, isbjørne, hvalrosser og sæler. Det var dette kæmpemæssige hul i isen, dette kæmpemæssige spisekammer, som skabte idéen til bosætningen Scoresbysund.

Dog-sledding in North-East-GreenlandVi er fanget i en hytte og kan intet gøre ved det, for her bestemmer vejret farten!

Og så afsted, endelig... I Nord- Østgrønland

Efter et par dage i selve byen skal vi endelig afsted. Tirsdag morgen er der påmønstring på turistkontoret, og det betyder, at skindtøjet og støvlerne skal prøves inden der er afgang med Jan ned til de to lokale fangere, som skal være slædekuske og guider på slæderejsen. Jan er det lokale bindeled mellem turisterne og de lokale fangere. Vi skal på en fire dages slæderejse på Liverpool Land nord for Ittoqqortoormiit i det østlige Grønland. Når jeg skriver vi, er det fordi Stine og Bjarke, der er et yngre dansk ægtepar, også skal med.

Ved et lille rødt træhus står Ondi, der er min slædekusk. Han surrer bagagen fast på slæden og gør de otte hunde klar. Da han er færdig med at pakke slæden, tager jeg plads. Jeg er godt pakket ind og sidder hårdt men godt på den tunge træslæde. Min krop dirrer, jeg er spændt, og jeg er fuldstændig klar til det grønlandske eventyr, der venter mig. Og så endelig går det løs. Slæden suser afsted over havisen, og hundene løber alt hvad de kan til Ondis kommandoer. Det går virkelig stærkt, for hundene har glædet sig til at komme ud og røre sig – hvilket også tydeligt kan mærkes fra deres udstødningsgasser. Hundene fjærter og prutter på livet løs, og gasserne går lige i næsen. Men det er en bagatel og en del af oplevelsen. 

Dog-sledding in North-East-GreenlandKaffepause i Østgrønland

I strålende solskin kører vi forbi Kap Hope, der er områdets anden nedlagte bygd. Friske bjørnespor i den hvide sne fortæller mig, at vi ikke er alene! Da vi har rundet Dombrava hytten inde i Hurryfjord er det tid til kaffepause. Ondi pakker det uundværlige petroleumsprimus ud og begynder at smelte den hvide puddersne i gryden. Solen skinner, det er varmt og temperaturen sniger sig vel op på omkring fem minusgrader – rigeligt til at man kan sidde mageligt på slæden uden handsker og hue. Det er faktisk så varmt, at jeg sidder og sveder i min sorte sælskindsanorak. Jeg trækker vejret dybt og puster ud. Og så er kaffen klar. 

Midt i stilheden bliver vi overrumplet af det andet hundespand, som har indhentet os. Abia, slædekusken, styrer de ivrige hunde direkte imod os og i løbet af et kort sekund, er alt et stort kaos af hunde og liner snoet på kryds og tværs. To hunde kommer op at slås, for selvom de er glade, gælder det stadig om at vise, hvem der bestemmer. Dog er ingen af hundene i tvivl om, hvem førerhannen er, da Ondis dybe røst maner til ro i geledderne.

Dog-sledding in North-East-GreenlandIs, is og atter is i Østgrønland

Med et par hurtige kommandoer til hundene fortsætter vi turen. Isen i Hurryfjorden som vi kører på er formodentlig flere meter tyk, og det giver et godt plant underlag for slæden. Det er den rene leg for hundene at være trækdyr, og det er tydeligt, at de nyder at få brændt lidt krudt af. I farten når vi lige at se Constable Pynt på venstre hånd, og ude i det fjerne kan vi skimte dagens endestation, fangsthytten ved Fame øerne i bunden af fjorden. 

Da vi er fremme er det fordringstid, og hundene har virkelig fortjent en ordentlig låns sælspæk. Basen, den ubestridte fører, får som det naturligste i verden først for at skabe ro i spandet. Bagefter er der godbidder til resten af hundene – sælspæk smager ekstra godt efter sådan en herlig arbejdsdag. I slædesæsonen skal en slædehund have to-tre kilo fisk eller sæl om dagen, og det skal helst være fed fisk for at pelsen kan stå imod vind og vejr. 

Suppe i en hytte i Østgrønland

Mens hundene gnasker, sætter vi telte op og indsnuser stemningen af fangerliv ved den primitive fangsthytte. Inde i hytten hvæser de to primusser, og Ondi skærer et stykke hvalros i stykker til en hvalros suaasat, der er en velsmagende hvalrossuppe med grødris! Den vame suppe står godt til den fantastiske udsigt. Solen er ved at gå ned over den tilisede fjord, og ude i horisonten kan vi skimte fire små prikker, som vi gætter på er lokale på vej tilbage til byen efter en tur til Storefjord. Stilheden er imponerende og trætheden begynder at melde sig efter den første spændende dag på isen.

Dog-sledding in North-East-GreenlandDet barske fangerliv i Østgrønland

En dag i Grønlands friske luft, måske kombineret med hundenes slipstrøm, giver en god naturlig træthed. Jeg falder hurtigt i søvn i det lille telt. Med et smil på læben og dejlige tanker om en oplevelsesrig dag. Kl. tre om natten vågner jeg ved at teltdugen blafrer i hovedet på mig. Jeg kan høre vinden suser kraftigt udenfor, og de næste timers søvn bliver konstant afbrudt af teltdugens smæld. I det fjerne kan jeg høre Stine og Bjarke snakke om et eller andet, der ikke er, som det skal være. Det er teltets ene teltstang, der er bukket under for det vedvarende vindpres. Men vi er i sikre hænder, for Ondi og Avia har flere gange i løbet af natten været oppe og tjekke teltene – og os. 

Dag to starter med en god kop morgenkaffe lavet på kogt sne. Og så er det bare med at få pakket sammen og komme afsted. Vi starter på havisen, og inden længe svinger vi til højre op gennem Kalkdalen. Vejret viser sig fra sin mere barske side i dag, men blæst og snefygning gør turen op gennem dalen til en fantastisk oplevelse. 
 

Hundeslæde-kørsel i fuld fart

Abia vælger at køre over den store aflange sø, men det går ikke helt uden komplikationer. Hundene er pludselig stoppet op – og står i vand til maven. Stine og Bjarke bliver heldigvis på slæden, og galant som Abia er, fylder han et krus med det kolde, klare vand og spørger, om de er tørstige. Hundene er ikke meget for at fortsætte, så Abia må for en gang skyld have gang i pisken for at drive dem videre. Det er dog ikke helt så let, så der skal bakses meget frem og tilbage, før der endelig kommer glid i den tunge slæde. Men hverken Stine eller Bjarke bliver våde!

I fuld fart siger vi farvel til Kalkdalen og Istorvet, som vi ved ligger derude et sted mod nord. Vi fortsætter turen på Horsens Fjord, der er et stort virvar af store og små snefnug. Men det er fantastisk smukt, så hvordan mon det ser ud i strålende solskin og høj, blå himmel? Men i dag viser Grønland tænder, så jeg er glad for min anorak, der slutter godt til omkring mit ansigt og holder de hidsige snefnug ude. Vi finder læ og spiser en hurtig frokost i det smukke landskab, før vi kører længere ud ad fjorden.

Varm kilde i Nord- Østgrønland

Pludselig drejer Ondi skarpt mod venstre fjeldside – det er tydeligt, at han vil vise os noget. Og ganske rigtigt, længere fremme er der en lille sø midt i det frosne hav. Det er en varm kilde, som Ondi har spottet. Vi nærmer os langsomt det underlige fænomen, der ser meget mystisk ud midt i al isen. Egentlig var det meningen, at vi skulle slå lejr på Horsens fjord, men vi kan tydelig mærke på Avia og Ondi, at de gerne vil nå længere i dag, så vi fortsætter. 

Her ude på yderkysten af Liverpool Land er sigtbarheden ikke stor, men hundene navigerer via de store indfrosne isskosser og småøer, der ligger som nunatakker i isen. Vi kører mod syd forbi Vejle Fjord i en forrygende snestorm, som hele tiden tager til i styrke. Men det går, for vi har heldigvis vinden i ryggen.

Dog-sledding in North-East-GreenlandTid bliver pludselig noget man skal forholde sig til på en anden måde  – der er nok af den, og det er vi ikke vant til i vores eller fortravlede hverdag

Vejret bestemmer farten i Grønland

Næste stop er hytten ved Kap Høegh. Vi ankommer i en voldsom snestorm, så det gør bestemt ikke noget, at det er en af de bedre hytter med både indendørs toiletspand og en stor opholdsstue med sovebriks. På de kanter er det ren luksus, og det sætter vi alle stor pris på. Vi får hurtigt fyret op, og mens petroliumsovnen summer, breder der sig en herlig duft af kaffe. Uden for kan vi høre vinden, der suser og rusker godt i hytten. I sådan en situation smager kaffen ekstra godt, og vi hygger os med kortspil indtil vi hopper i soveposerne ved midnat.  

Vi vågner op til endnu en dag med med snestorm, og det betyder ændringer i planen. Men det er vilkårene, når man tager på opdagelse i så vildt et klima som det grønlandske. Ondi går ud og vurderer situationen og ringer til byen på satellittelefonen for at få en vejrmelding. Det skulle blive bedre i morgen, så indtil videre er vi strandet her. Vi planlægger en lille tur til iskanten senere på dagen, men blæst og snefygning tager til, så det må vi droppe. 

Grønlandsoplevelser, der sætter tålmodigheden på prøve

Men selvom vi er strandet, er det en stor oplevelse at mærke de enorme kræfter, der hersker her. Enorme snedriver samler sig omkring huset, og kun hundenes mørke snuder fortæller, hvor de ligger gemt i snedriverne. Jeg kommer til at tænke på skrønemageren Riel, der engang sagde, at Østgrønland ikke er landskab, men vildskab. En dag som i dag rammer det fuldstændig plet. Vi er fanget i en hytte og kan intet gøre ved det, for her bestemmer vejret farten! 

Tiden går med at læse, spille kort, slappe af, drikke kaffe og spise nødder fra nødrationen. Det er en af den slags grønlandsoplevelser, der sætter tålmodigheden på prøve. Tid bliver pludselig noget man skal forholde sig til på en anden måde – der er nok af den, og det er vi ikke vant til i vores ellers fortravlede hverdag. 

Dog-sledding in North-East-GreenlandPå med vanten – og hjem igen 

Efter en nat med storm og snefygning er vi spændte på, hvad dagens vejr byder os. Det tegner ikke godt, men Ondi og Abia ved, at vejret er bedre i byen, så vi skal afsted. Vi pakker vores ting sammen og drager afsted. De store snedriver gør, at vi ikke kan skyde en imponerende fart, og da vi skal igennem Elvdalen, må vi alle af slæderne og skubbe. Specielt Ondi, der nu har Stine og Bjarke som passagerer, har problemer med hundene, så han må hele tiden råbe til hundene, der kæmper en brav kamp for at trække slæden. Endelig kommer der fart på, og nu går det som en leg. Abias kone og søn står klar til at tage imod os, og de hopper op på slæden og kører med det sidste stykke. Sikke en fantastisk tur. 

Da jeg står i badet i gæstehuset, er jeg et stort smil. Jeg er imponeret over kvaliteten af turen, der viser Grønland præcis så vildt og barskt, som det er. Men det er også hele tanken bag det lokale NANU Travel, der arrangerer turen. Turismen skal være lokalt forankret og til gavn for lokalsamfundet. Det skal være turisme, som man kan stå inde for og som er kvalitetsbaseret. For mig er denne tur et minde for livet, intet mindre. Og jeg kan garantere, at jeg bestemt ikke er færdig med at udforske Grønlands vildskab.

CV

  • Svend Erik Nielsen (f. 1956), lektor og cand. scient. i biologi, geografi og naturgeografi. Ansat på Frederiksborg Gymnasium og HF.

  • Svend Erik Nielsen har gennem de sidste 20 år rejst i Grønland både sommer og vinter. Han har skrevet speciale om turisme i Grønland, bestøvningsbiologi hos violer og Edderkoppestenbræk i Grønland og Nordsverige, samt speciale i geografi om turisme i Diskobugten med fokus på hvordan bygdebefolkningen påvirkes.

  • Forfatter til bogen Greenland Kalaallit Nunaat, produceret for the Branding Greenland group. Medforfatter til bøgerne: Kontrasternes Land, Gyldendal Undervisning og Turen går til Grønland, Politikens Forlag. Har desuden forfattet tekster om Grønland på internetsiden www.turengaartil.dk

  • Foredragsholder ved introduktionskurser om Grønland og leverandør af tekst og billeder til bøger, rejsemagasiner og kataloger om Grønland, samt til Grønlands Turistråds fotodatabase.

  • Rejseleder i Grønlands Rejsebureau siden 1986, bl.a. på flere botaniske rejser til bl.a. Thule, Upernavik, Nanortalik og Tasiilaq. Er i øjeblikket i færd med at planlægge et rejsekursus til Svalbard og Nordøstgrønland for at studere, hvordan planter og dyr (hvalrosser og isbjørne) er tilpasset de ekstreme livsvilkår i arktiske egne.