Klatring i Grønland

Nogle af verdens mest lodrette klippemassiver findes i Sydgrønland. De tiltrækker hvert år bjergbestigere fra hele verden. Ben Heason var i 2003 en del af et engelsk team, der forfulgte deres drøm om at klatre på de stejle klippevægge. 

Jeg er født og opvokset i Snowdonia, North Wales, så bjerge har altid været en naturlig del af mit liv. Begge mine forældre klatrede tilbage i 60’erne, og jeg har arvet deres passion for at klatre og eventyrlyst til at rejse til fjerntliggende og udfordrende dele af verden.

Selvom jeg kun klatrede lidt med reb og udstyr, mens jeg voksede op, havde jeg en noget usædvanlig udendørsorienteret opdragelse. Allerede som 4-årig havde jeg gået på Annapurna i Himalaya. Som 13-årig havde jeg besteget de højeste bjerge i Marokko , Grækenland og Thailand. Men først efter jeg i 1994 blev medlem af Birmingham University Mountaineering Club, blev jeg for alvor bidt af at klatre, nogle vil måske sige besat …

I 1996 blev jeg bachelor i Idræt, Motion og Videnskab og flyttede til Sheffield, der er det ubestridte centrum for britisk klatring og har boet her siden.

Efter en tur i Thailand indså jeg, at jeg havde klatret for meget af det, jeg kalder »bekvemmelighedsklatring«, hvor du klatrer op ad klippeskrænter med allerede fastlagte ruter og udfordringer. Det er selvfølgelig sjovt af indlysende grunde, men jeg kunne ikke ryste en nagende trang af mig, jeg trængte til at prøve noget mere udfordrende.

Min bror havde vist mig fantastiske billeder fra hans ekspedition til Grønland et par år tidligere. Det inspirerede mig, og jeg var godt klar over, at jeg selv måtte prøve det. Så jeg gik i gang med at arrangere en ekspedition til Grønland i 2003.

Sydgrønland, et sted at klatrer 

Det krævede et grundigt forarbejde at organisere vores tur, specielt fordi vi havde en utrolig mængde udstyr. Man kan roligt sige, vi var temmelig veludstyrede. Vi havde helt sikkert en fornemmelse af, at det ville blive spændende samt skræmmende, da vi blev sat af på stranden i Sydgrønland langt væk fra alt.

Vi etablerede en fantastisk lille lejr som base omgivet af et utroligt sammensurium af klipper, der bare skreg om at blive besteget. Men først blev vi nødt til at få et overblik over det hele.

Den første dag tog vi det stille og roligt, vi klatrede en 500 meter etape som opvarmning, som min bror havde sat op to år tidligere.

Min største udfordring var at forsøge at nå til toppen via en 23-etaper og 1000 meter rute med et par usikre afsatser som eneste mulige hvilested. Vi besluttede at starte forsøget næste dag.

Den store klatretur på det grønlandske bjerg

Den første dag på bjerget klatrede min makker Si og jeg ni etaper, som alle var relativt ligetil. Vi vidste, at vi ikke ville være i stand til at nå toppen på en dag, så vi tilbragte natten på den eneste mulige afsats lige efter niende etape.

Vi var på farten kl. syv næste morgen. Heldigvis var de første etaper lette, og det var en perfekt måde at varme vores kroppe op på, men derefter startede den vanskelige klatring for alvor. Det tog mig omkring en time at finde vejen gennem en lang snoet rute.

Jeg havde en vag rutebeskrivelse, men det var stadig utrolig nervepirrende. Jeg var hele tiden usikker på, om jeg var på rette vej, og måtte indimellem vælge veje, hvor jeg vidste, at der ingen vej var tilbage. Nu var det soleklart, at det eventyr, som vi håbede at opleve, for alvor var begyndt.

Give op med at klatrer i Grønland?

Efter en krydsning og opstigning i en fantastisk revne var jeg begyndt at blive lidt træt, både mentalt og fysisk. Mens jeg var ved at sætte et sikringstrin under den næste etape, kiggede jeg op og tænkte: jeg håber, at Si er frisk nok til at klare et par etaper endnu. Dette var etapen, hvor min brors venner næsten havde givet op og den etape, de havde sagt var den sværeste at gennemføre. Og jeg kunne se hvorfor.

Desværre syntes Si, at det næste hjørne var for risikabelt og sagde høfligt, at han ikke ville klatre videre. Det var en kæmpe udfordring, der involvererede masser af smerte og bandeord. På et tidspunkt råbte jeg ned til Si, og bad ham at sætte mig på rebet, da jeg var fuldstændig smadret. Men heldigvis ville han ikke, så jeg var tvunget til at fortsætte, og det lykkedes mig at kæmpe mig op til et nemmere stykke.

Efter at jeg havde set ruten, var jeg ved at miste modet, men meget fast besluttet på at gennemføre. Det var Si’s tur til at lede, og vi begav os op til næste etape. Heldigvis var den ikke så hård og førte til en fantastisk rute, der så meget sværere ud nedefra. Alt syntes at gå godt. Ved 21-tiden havde vi kun tre etaper tilbage, to af dem var nemme og den sidste en planlagt rute. Vi tænkte, at det nok ikke var svært at nå toppen herfra.

Vi var begge fuldstændig udkørte, og ingen af os havde lyst til at lede vejen, men vi havde endnu en udfordrende etape foran os. Den planlagte rute var våd, og efter at have observeret den stod det klart, at den ikke var sikker. Jeg fik lyst til bare at give op, blive reddet eller forsøge at klatre ned igen. Der var intet, der gav os lysten til at forsøge at klatre op ad denne tilsyneladende umulige rute. Men så indså vi, at der ikke var en vej ned, så vi var tvunget til at forsøge at klatre op.

De sidste kraftanstrengelser på den grønlandske fjeld

Nødtvungen begyndte vi at klatre op ad en tilsyneladende umulig vej til venstre for den planlagte rute. Normalt er jeg en meget optimistisk person, og det eneste, som fik mig til at fortsætte, var tanken om at der nok var en lettere etape efter denne. Jeg kæmpede mig omkring 40 meter op. Så kiggede jeg op, og mit hjerte sank. Jeg kunne simpelt hen ikke tro mine egne øjne, og jeg råbte ned til Si, at det så umuligt ud og sikkert var alt for udfordrende. Jeg blev mere og mere pessimistisk, og det var ved at blive mørkt, selvom det ikke bliver helt mørkt om sommeren i Arktis.

Mine hænder gjorde så ondt, at jeg næsten ikke kunne røre fjeldet. Jeg blev nødt til at ignorere smerten. Alle mine fingre var fuldstændig skåret op, og mine skuldre og ryg gik i krampe, hvis jeg forsøgte at putte min arme bag ryggen for at hvile. Jeg var nærmest i chok. Jeg var ikke bange for at dø, bare bange for det ukendte. Det føltes, som hang jeg i midten af kernen af en hård grusrute, hvor der ingen vej tilbage var, og den eneste vej var op, hvilket jeg ikke havde lyst til.

Jeg nåede rundt om hjørnet og kunne endelig se et hvilested og havde bare lyst til at græde. Heldigvis var de næste etaper nemmere og kortere, og vi nåede toppen ved to-tiden om natten.

Nu når jeg ser tilbage, var den sikkert ikke så svær, men den føltes bare hårdere på det tidspunkt.

Men at gennemføre den rute er uden tvivl det, jeg er mest stolt af i alle de år, jeg har klatret.

Det var en episk fire timers rute ned, men faktisk ikke slem, og jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været så glad for at sidde ned.

Rekreation og klatring i Sydgrønland

De næste fire dage følte jeg mig som en krøbling. Jeg kunne næsten ikke holde en kop te, og bare tanken om at lave te gjorde mig træt. Jeg kunne ikke engang tage sokker eller sko på. Næste gang tror jeg, at jeg vil bruge tape-handsker.

Jeg smurte mine flåede hænder med creme i et par dage, mens jeg indhentede seriøst tiltrængt rekreationstid.

Imens kæmpede de andre med deres egne ruter op ad den lodrette væg. De gjorde en fantastisk indsats og fandt en ny rute på bjerget, klatrede 21 etaper, samt to op ad det massive stykke af bjergvæggen. Andre opnåede at klatre op ad den imponerende rute lidt til højre for vores.

Resten af turen tilbragte jeg med at klatre på fantastiske verdensklasseklipper ved vores lejr. Højdepunktet på turen var helt sikkert min første klatring på den lodrette stenvæg.

Jeg vil helt sikkert gerne på flere ekspeditioner som den her tur til Grønland, men da jeg kom hjem, trængte jeg mest til den »bekvemmelighedsklatring«, jeg beskrev i starten.

Fakta om Ben Heason

• Ben Heason er professionel bjergbestiger, eventyrer og coach og en meget efterspurgt motiverende taler.
• Ben Heasons bror, Mathew Heason, foretog en ekspedition i Sydgrønland i 1991 med British Schools Exploring Society og vandt Kaptajn Scott Societys årlige pris og Young Explorer of the Year i 1992. Han er præsident for Swansea University Mountaineering Club og har siden ledet endnu en Big Wall klatreekspedition til Prins Williams Sund.
• Med broderens Mathews tur til Grønland som inspiration planlagde og udførte Ben Heason ekspeditionen til Sydgrønland i 2003 omtalt i denne artikel.
• Ben Heason arbejder i dag fuldtids som professionel bjergbestiger og træner. Som motiverende taler for sportsklubber, skoler, adventuremesser og virksomheder har han holdt over 350 taler i hele verden.
• Ben Heason har klatret over 8.000 ruter i hele Storbritannien, Irland, Frankrig, Spanien, Italien, Tyskland, Schweiz, Tjekkiet, Grækenland, Slovenien, Jordan, Mali, Egypten, Marokko, Norge, Grønland, Canada, USA, Venezuela, Australien, New Zealand, Sverige og Thailand. 

Kommentar

• Artiklen er forkortet af hensyn til læsbarheden for mindre klatrekyndige læsere. Som den meget erfarne bjergbestiger Ben Heason er, indeholdt hans oprindelige artikel gradueringer (E6 7b, osv.) af hver rute, etape, sværhedsgrader, spaltetyper med mere. Vi håber på læsernes forståelse for vores valg og Bens og verdens øvrige bjergbestigeres tilgivelse.

Find dit eventyr i Sydgrønland her!

Læs flere rejseblogs fra Ben Heason