En ungarer i Etah

Af Verificeret Ekspert

Tekst: Jesper Kunuk Egede
Fotos: Tamás Farkas
Artikel fra det tidligere magasin, Greenland Today

Tamás Farkas fra Ungarn nyder at rejse i Arktis og Antarktis. På en af sine fem ture til Grønland oplevede han, hvad de fleste andre blot kan drømme om: Et besøg i den myteomspundne, forladte bygd Etah.

Det havde krævet en masse planlægning, en masse penge og endda også en masse mod. Lige siden barndommen havde Tamás Farkas fra Ungarn ønsket at besøge Etah, men drømmen havde syntes næsten uopnåelig. Nu var han nået frem til sine drømmes hedeste sted: Efter flere planlægningsrejser stod han her endelig sammen med den lokale jæger Otto Simigaq.

Historien om Etah

Etah er en nedlagt bygd i de meget nordlige dele af Nordgrønland. Bygden plejede at være det nordligst fastbefolkede sted i verden. Folk havde faktisk boet her lige siden den første indvandring til Grønland, eftersom bygden ligger lige der, hvor inuitter indvandrede fra Canada. Det er de færreste, der er klar over, at Canada kun ligger 26 kilometer fra Grønland på det smalleste sted mellem de to lande. Fra den første indvandring for 4.400 år siden til den sidste indvandring på denne rute i 1865 havde Etah ligget lige der, hvor det sner.

Senere blev Etah også berømt igennem de mange skrifter fra polarforskere, der brugte stedet som udgangspunkt for flere verdensberømte ekspeditioner. Disse omfatter Knud Rasmussens succesrige slædefærd til den nordlige kyst af Grønland og den noget mindre vellykkede nordpolsekspedition af Robert Peary.

I dag står der stadig nogle af de gamle huse ved Etah. De anvendes af de fangere, der kommer her for at jage hvalrosser og isbjørne. Tamás tog med Otto Simigaq på en sådan jagttur. Otto er en fanger fra Siorapaluk, og Tamás og Otto havde mødt hinanden gennem Hans Jensen, der driver Hotel Qaanaaq. Tamás første tur til Grønland skete i sommeren 2005, hvor han tog til Qaanaaq for at fotografere og skabe kontakter til en senere vintertur.

Forberedelser til slædeturene

Tamás’ to næste ture til Grønland gik til Kangerlussuaq, hvor han tog alene ud i tundraen for at fotografere moskusokser.

»Det er en stor udfordring at tage billeder i det kolde vejr,« siger Tamás. »Jeg medbragte masser af batterier, og jeg havde også et lille varmelegeme, der varmede min fototaske op. På den måde var der ikke -35 grader i tasken, men kun -15. Dette betød faktisk, at batteriernes levetid var meget længere. Jeg placerede også ting i min sovepose. Ikke kun batterier og udstyr, men også min tandpasta og mit vand. Man skal altid tænke forud. Rent faktisk var det mere vanskeligt at fotografere i Kangerlussuaq end oppe nordpå med jægerne,« forklarer Tamás.

I Kangerlussuaq måtte Tamás bære alt selv, herunder fotoudstyr, GPS, mad, osv. I de nordlige dele af Grønland var det enklere, da han fulgte rundt med Otto, og udstyret blev placeret på slæden.

Tilbage til Qaanaaq

Tamás forberedelser i Kangerlussuaq bar frugt, og han var nu klar til at tage tilbage til Nordgrønland. Han tog på to rejser til Qaanaaq og Siorapaluk i april 2008 og maj 2010. »Begge vinterture til Qaanaaq varede tre uger – to uger på slæde og en uge i Siorapaluk. Vi drog ud fra Siorapaluk og kom ud på Inglefield Fjord. Første gang gik turen til Etah, og anden gang kørte vi rundt på fjorden, nogle gange sammen to andre jægere,« fortæller Tamás.

»På grund af klimaforandringerne kan man ikke køre til Etah på havisen længere, så vi måtte køre op på indlandsisen. Deroppefra kunne vi komme ned til Etah. Det var en helt ubeskrivelig følelse. Jeg har ikke følt noget lignende særlig mange gange i mit liv. Jeg nød bare at gentage ordene »Jeg er i Etah!« Det var en virkelig mærkelig følelse. Og selvfølgelig var Etah lige så fantastisk, som jeg havde håbet på,« smiler Tamás begejstret.

»Når det kommer til grønlandsk proviant, er mattak selvfølgelig min favoritspise. En anden ting, jeg er vild med, er tørret hellefisk. Ræklinger, som de laver dem oppe nordpå. Det er meget forskelligt fra den tørrede torsk længere sydpå. Når man tilbereder maden oppe nordpå, kan man også smage forskel på vandet – selv set i forhold til mad, der er lavet i Kangerlussuaq,« fortæller Tamás.

En fangers liv

De tilbragte nogle dage i Etah; Otto som jæger og Tamás med sit kamera. »Etah var ikke meget mere end et par tørveisolerede, ramponerede træhytter. Der var også en lille, nyere træhytte, der bliver brugt af de lokale fangere, når de kommer herop.

Det var i den hytte, vi boede. Otto jagede på fjorden og enten fulgte jeg med ham, eller også vandrede jeg ud og tog billeder. Der var en hel del rensdyr, moskusokser, arktiske harer og polarræve i området. Det var virkelig interessant for mig at se, hvordan dyrene blev slagtet, for jeg havde aldrig været på jagt i Ungarn. På grund af kulden blev kødet øjeblikkeligt pakket separat, enten til eget brug eller til videresalg og så det, der skulle bruges til hundene.«

»Det er sjovt, den ene dag gik jeg op på klipperne for at skyde fugle, jeg mener, for at tage billeder. Jeg nærmede mig meget langsomt, og jeg kunne næsten røre fuglene. Den næste dag – han peger på billederne og griner – kom Otto også med derop. Han fangede, hvad ved jeg, hundredvis af fugle. Dik, dik, dik, dik og så var de i nettet…«

Frygt for fremtiden

Tamás har en utroligt stor respekt for de grønlandske fangere og deres levevis.

»Min store drøm er at tilbringe et år med min familie i Siorapaluk. Jeg ved, det næppe er muligt, men det er virkelig interessant at se, hvordan folk bor der. Jeg er bange for, at vi er ved enden på historien om de grønlandske fangere. Det er grunden til, at jeg overhovedet tog til Siorapaluk i første omgang. De fleste mennesker i Grønland lever ikke med denne livsstil længere. Der er mindre havis og færre chancer for at jage. I Qaanaaq kommer den største indtægt ikke længere fra jagtudbyttet, men fra at tage på jagt med turister. Jeg håber, at turismen vil hjælpe disse traditioner med at overleve, for det er meget svært at leve af jagt alene. Hvis du kunne jage fra isen i ni måneder om året i Qaanaaq, det ville være godt. Nu kan de kun jage fra isen i fem måneder, og det er ikke nok til at opretholde en stor nok indtjening,« slutter Tamás.

Tamás Farkas har læst matematik, fysik og logik i Budapest og logik i Amsterdam. Han underviste senere i logik på et af Budapests mange universiteter, før han drog ud i erhvervslivet. Fotografering er en hobby, ikke en levevej. Han har startet fourwhales.com som en familievirksomhed, og det er et fuldtidsjob for både Tamás og hans hustru Zsofi. Sammen med deres to børn bor de i skoven i Hárshegy i Budapests 2. distrikt. »I betragtning af, at vi bor midt i en by med et par millioner mennesker, er det ret fascinerende, at man kan bo i en skov,« siger Tamás.

I øjeblikket er svalbardkollektionen den mest fremtrædende på hjemmesiden, der er stilet mod forhandlere. Tamás har været ved Svalbard to gange, og hans næste plan er at ro de 1.000 kilometer rundt om Svalbard i kajak. Tamás og Zsofi arbejder nu på deres grønlandskollektion og ser frem til at præsentere den på fourwhales.com.

»På den første tur var vi kun to af sted. Vi arbejdede med en rutine, hvor vi vågnede om morgenen, kørte i løbet af dagen og sov om aftenen. På den anden tur rejste vi nogle gange med to andre fangere. Her kunne vi eksempelvis sove fra 22:00 til 02:00, og så skulle vi videre, fordi lavvande var på vej og så videre. Det var meget mere abrupt, og det var svært for mig. Jeg havde et ur, men solen var altid oppe, så jeg havde ingen idé om, hvorvidt klokken var 7 om morgenen eller 7 om aftenen. Det at få afbrudt sin rytme kan være svært. Også fordi luften er anderledes i det højarktiske,« forklarer Tamás, dog uden at klynke.

Læs flere artikler fra

Andre interessante artikler
Stella polaris

Stella Polaris * Ulloriarsuaq

Itilleq church

Kirker for spæk

Møde mellem to slædekulturer