Moskusokser på kanten af det mulige

Af Guide to Greenland Verificeret Ekspert

Udgivet: 08/11/2016

Læsetid: 5 minutter:

Tekst & fotos: Carsten Egevang
Artikel fra det tidligere magasin, Greenland Today

Den ligner en fjern fætter til bisonokserne, men er genetisk mere beslægtet med geder. Med det lange hår fuldt af uldtotter om sommeren kunne man kalde den Grønlands hippie-ko, men moskusoksen er i virkeligheden et helt unikt dyr tilpasset livet i Arktis.

Man kan næsten ikke lade være med at trække på smilebåndet ved mødet med Grønlands største landpattedyr, moskusoksen. Det enormt lange hår udvisker konturen af kroppen, hvor benene kommer til at virke bittesmå og får dyret til at fremstå med et lidt komisk udseende. Men tag endelig ikke fejl! Moskusoksen er en top-tunet organisme, der er ekstremt veltilpasset til det arktiske miljø. Tilpasninger, der er nødvendige, hvis man skal overleve i en af de mest ekstreme egne i Grønland: Thule-området.

Introduceret til Thule

Moskusoksen er ikke naturligt forekommende i Thuleområdet i nyere tid, men det kunne den egentlig lige så godt have været. Indvandringen til Grønland er sket fra arktisk Canada – kun lidt nord for Thule-området, men den kæmpemæssige Humboldt Gletsjer ligger som en fysik barriere i landskabet og har forhindret moskusoksen i at brede sig mod syd.

I stedet har den fortsat sin »invasion« af Grønland mod øst, og dens naturlige forekomst i Grønland er Nationalparken i Nord- og Nordøstgrønland og Ittoqqortoormiit-området. Det var således herfra, at moskusokser i starten af 1960’erne blev indfanget og udsat i Kangerlussuaq-området. I alt blev 27 moskusokser forflyttet til Kangerlussuaq, hvor de mødte optimale forhold for vækst, og denne bestand er i dag vokset til et godt stykke over 10.000 dyr.

Fra den succesrige bestand i Kangerlussuaq har man senere flyttet moskusokser til andre steder i Grønland, herunder to steder i Thule-området. I området ved Inglefield Land i den nordlige del af Thule-området har der tidligere levet moskus, men disse forsvandt fra området omkring 1860’erne. Her blev 14 dyr udsat i 1986, og denne bestand tæller i dag omkring 300 dyr.

I Kap Atholl-området i den sydlige del af Thule-området, blev der ligeledes i 1986 udsat syv moskusokser. Her er arealet mindre egnet for arten, og bestanden tæller i dag næppe mere end 50 dyr. Samlet giver disse to moskusokse-bestande lokalbefolkningen mulighed for at høste omkring 80 dyr årligt og adgang til kød fra landpattedyr som et godt supplement til en kost, der ellers mest består af havpattedyr.

Snabelsko og uldfrakke

Blandt moskusokserne ved Kap Atholl-området var der imidlertid noget galt. En vis andel af dyrene havde forvoksede klove, hvor en abnorm vækst fik klovene til at bue fremad og give dyret gangproblemer. Det har været foreslået, at deformiteten – såkaldte snabelsko – kunne skyldes manglende slidtage af klovene, fordi moskusokserne ved Kap Atholl opholder sig mest i bløde mos-områder i forbindelse med søkongekolonier. Forklaringen skulle imidlertid findes et andet sted. Det viste sig, at den ene af de fem moskus-køer, der har givet ophav til bestanden ved Kap Atholl tilbage i 1986, også havde snabelsko og således havde viderebragt den genetiske defekt til de kommende generationer.

Moskusoksen overlever i nogle af verdens mest ekstreme miljøer – på kanten af, hvad der er fysisk muligt for en planteæder – og dette kræver særlige tilpasninger. Arten har en stor krop med relativt lille overfladeareal, som sikrer minimalt varmetab. Mulen er kort og kraftig og dermed ideel til sparsomt fødeindtag, og de halvmåneformede klove giver et solidt greb på is og klippe.

Mest iøjnefaldende er imidlertid moskusoksens kraftige pels, som er bygget op efter et 2-lags-princip. Yderst er de op til 60 cm lange dækhår, som yder en effektiv beskyttelse mod vind og vejr. Inderst er den særdeles tætte, tykke inderuld – qiviut – som giver en uovertruffen isolation mod kolde temperaturer. Moskusoksens inderuld består af meget lette og bløde, men samtidig meget stærke, fibre, som sidder utroligt tæt placeret på dyret, og her ligger hemmeligheden gemt omkring, hvordan arten kan klare sig året rundt i det ekstreme miljø.

Konger og okser i Thule

Der er imidlertid også en anden faktor, der gør det vanskelige liv som moskusokse højt mod nord lidt lettere. Og her kommer hjælpen fra en højst uventet side; Thule-området er hjemsted for Grønlands talrigeste fugleart søkongen, hvor kolonierne kan rumme hundredtusindevis, enkelte steder millionvis, af individer. De mange søkonger henter deres føde til havs, men når de kommer tilbage til kolonien for at fodre deres unger, smider de en fugleklat eller to. I sig selv en ubetydelig handling, men når millioner af fugle gør det flere gange dagligt i det samme områder, betyder det en massiv tilførsel af næringsstoffer til et høj-arktisk miljø, der ellers kan betegnes som ekstremt næringsfattig.

Således sker der en sand opblomstring af vegetationen i nærheden af søkongekolonier, hvor græsset vokser højt og grønt, mens de nærtliggende områder fremstår grå og vegetationsfattige. På denne måde tiltrækkes moskusokserne til søkongekolonierne, hvor fødegrundlaget er særlig gunstigt.

Det er i øvrigt ikke kun moskusokserne, der nyder godt af den unikke næringsstof-transport fra hav til land. I forbindelse med søkongekolonierne i Thule ses der ofte høj forekomst af andre planteædere som rensdyr og polarharer, og hvor der er mange byttedyr, er der altid høj andel af rovdyr, og arter som polarræv, måger og falke vil ligeledes tiltrækkes af de mange fugle samlet på samme sted.

Moskusokse

Videnskabeligt navn: Ovibos moschatus (artens slægtsnavn betyder »fåreokse«).
Vægt: Hanner normalt 300-340 kg, hunner op til 220 kg. Enkelte tyre opnår en vægt på mere end 400 kg.
Højde over skulderen: 120-150 cm
Føde: Græsser, pil og urter. Moskusoksen er yderst selektiv og går bevidst efter de plantearter eller dele af planten, som giver det største energiudbytte.
Forplantning: Føder typisk én unge (tvillinger er sjældne) efter 7½ til 9 måneders graviditet. Fødslen finder sted i slutningen af vinteren. Fødsels-vægten er 8 til 15 kg, og kalven dier i en periode på 12-18 måneder.
Levetid: Fritlevende moskusokser bliver op til 24 år.
Udbredelse i Grønland: Forekommer naturligt i Nord- og Nordøstgrønland (sydligste udbredelse: området ved Ittoqqortoormiit). Introduceret til forskellige områder (Ivittuut, Kangerlussuaq, Naternaq, Svartenhuk Halvø og Thule-området) i Vestgrønland.