Søkongefangst i Thule-området

Tekst & billeder: Carsten Egevang
Artikel fra tidligere magasin, Greenland Today

Billederne i denne artikel er skudt af Carsten Egevang og er en del af et fælles projekt imellem Island, Færøerne og Grønland for at videreformidle den biologiske og kulturelle betydning havfugle-fangst i Nordatlanten.

Søkongen er en havfugl med en lille kropsstørrelse, en sort/ hvid fjerdragt og begrænset til at bebo de mest barske og fjerntliggende områder i den højarktiske zone. Men hvad den lille alkefugl mangler i kropsstørrelse og farverige fjerdragt, kompenserer den for med de enorme antal, som den optræder med på ynglestederne. Kolonierne med søkonger kan overstige hundredtusindvis individer – visse steder endda millioner. I Thule-området i det nordlige Grønland findes det vigtigste udbredelsesområde for den lille alkefugl med mere end 80% af verdens befolkning samlet her. I Thule-området foregår der en helt unik form for fangst, og en meget speciel lokal ret med søkonger – Kiviaq – regnes som en eftertragtet delikatesse.

Fugle i millionvis

Søkongen forekommer i Thule-området i den nordlige del af Grønland, hvor den yngler under den korte og hektiske arktiske sommer. Fuglene ankommer fra de sydlige vinterkvarter i maj og forlader området igen i løbet af september måned. I denne periode bliver kolonien levende med fugle, og himlen over kolonien er malet sort af de mange fugle. Det høje antal fugle samlet på samme sted resulterer samtidig i et højt antal fugleklatter, der tilføres miljøet tæt på kolonien. Den gødende effekt fra fugleklatterne gør, at omgivelserne ved søkongekolonier forekommer frodige og grønne i et ellers ufrugtbart og næringsfattigt miljø. Dette fænomen er til gavn for de græs-spisende arktiske pattedyr, og ofte finder man derfor moskusokser, rensdyr og snehare i nærheden af søkongekolonierne.

Den samlede bestand af søkonger i Thule-området skønnes til mellem 30 og 60 millioner par. Dette høje antal fugle kan kun understøttes af en ekstremt høj produktivitet i det marine miljø – og det er præcis det Nordvandet (Nordvands-polyniet) giver. Lokale strøm- og vindsystemer holder polyniet isfri hele vinteren, og ved starten af foråret er den biologiske produktivitet mange gange højere i forhold til isdækkede områder. En ekstraordinær stor opblomstring af is-alger efterfølges af milliarder af små vandlopper – søkongens vigtigste byttedyr – og i en kort periode er der føde i overflod tilgængelig for søkongerne.

Kiviaq

Søkongen har altid været vigtig for de lokale indbyggere i Thule. Det er sandsynligt, at den lille fugl med en vægt på bare 150 gram har været grundpillen for overlevelse i det barske miljø højt mod nord. De enorme mængder fugle har imidlertid kun været til rådighed for Inuit i en begrænset periode i løbet af året. Konservering og opbevaring af søkongerne har været nødvendig for at få fødekilden til at række gennem perioder med dårlig jagt. Kiviaq er konservering af søkonger, og den laves ved at fjerne knogler og kød fra en frisk skudt ringsæl (Pusa hispida), hvor spæklaget efterlades. Sælen proppes så med 300 til 500 søkonger og opbevares under en bunke sten i en periode på tre til seks måneder. Under lave temperaturer fermenterer spæklaget fuglene og giver en stærk og moden smag.

I dag er søkonge-fangst stadig vigtig i Thule distriktet. Fangsten af fuglene foregår i kolonierne ved hjælp af et net på en lang stang. Søkonge-fangst er en aktivitet, som alle deltager i. Hvor de fleste andre jagt-aktiviteter i Grønland er forbeholdt mandlige fangere, udføres søkongefangst af både mænd og kvinder – gamle, unge og børn. De fleste af fuglene bliver spist efter kogning, men nogle bruges til at lave den traditionelle Kiviaq. I dag bruges Kiviaq ikke så meget til opbevaring, men betragtes som en delikatesse, som gemmes til vigtige festligheder såsom konfirmation, bryllupper og den årlige nationaldag. Det er en kraftigt smagende ret, og det løse kød på fuglene smager af en blanding af virkelig stærk ost og lakrids.

Læs flere artikler fra Guide to Greenland