Urbaniseringen i Grønland

Tekst: Mads Nordlund
Fotos: greenland.com
Artikel fra det tidligere magasin, Greenland Today

To byer har den største befolkningstilvækst i Grønland. Hovedstaden Nuuk på vestkysten og byen Tasiilaq på østkysten. Resten af landets byer har også en tilflytning fra bygderne, der alle oplever en langsom affolkning og faldende indbyggertal.

Tilflytningen fra land til by er et globalt fænomen, som man enten kan forsøge at modgå politisk eller acceptere som en del af menneskets natur, da vi altid har flyttet efter hvor der var arbejde og dermed føde.

I de andre nordatlantiske samfund som Færøerne og Island viser den demografiske udvikling, at tilvæksten i Torshavn og Reykjavik ikke aftager, før ca. halvdelen af landets befolkning bor i hovedstaden.

Natur og beton

Fra 1960erne og frem blev mange af betonblokkene i Grønlands byer opført for at centralisere landets befolkning og lukke de urentable bygder. Intentionen var oprindeligt, at alle fik de samme muligheder for blandt andet uddannelse og arbejde, men set i bakspejlet gav det mange problemer. Omvæltningen gik for stærkt, hvilket gav en social slagside. Desuden var det initieret af kolonimagten Danmark og derfor opfattet som et overgreb. Grønlænderne blev ofre, en rolle, der kom til at betyde meget i hjemmestyrepolitikken og forholdet til Danmark efter hjemmestyrets indførelse.

I 1968 besluttede Danmarks Folketing og Grønlands Landsråd at nedlægge minebyen Qullissat, og i 1972 blev minen, og dermed byen, endeligt lukket. Den del af befolkningen, som ikke var flyttet frivilligt, blev tvangsforflyttet til andre grønlandske byer, hvilket havde alvorlige sociale konsekvenser for mange af de fraflyttede familier. Byen blev et symbol, og det er ikke tilfældigt, at mange kendte politikere har rødder i Qullissat.

Der opstod en slags berøringsangst for emnet bygdelukning, der eksisterer den dag i dag, selvom Selvstyret har taget initiativer til både bygdekonferencer og debatter om emnet.

Faktum er, at kun få bygder er lukket i nyere tid, og først længe efter al økonomisk fornuft, som f.eks. Moriusaq, der kostede samfundet over to millioner kr. om året med kun to beboere til sidst. Altså én million kr. pr. beboer, mens der blev sparet på blandt andet skolemad og socialt udsatte andre steder i landet.

Soveby’gder

I nyere tid har der igen været debat om flere steders berigtigelse, og om der erhvervsmæssigt er et bæredygtigt grundlag for at opretholde livet de pågældende steder, hvor hverken butik eller fiskeri kan klare sig uden støtte fra Selvstyret.

Sammenligner man med mindre byer i USA og Europa er de tidligere forretninger i de små byer for længst lukket. Her er forskellen selvfølgelig en bedre infrastruktur, der gør det muligt for nogle af de små samfund at være sovebyer, fordi man kan køre til og fra arbejde i de større byer. En mulighed man ikke har I Grønland, hvilket gør det endnu mere sårbart, hvis al støtte en dag skæres væk.

Ikke kun mindre bygder, men også større steder som Ittoqqortoormiit på østkysten har været til debat. Selvfølgelig er det hjerteskærende at flytte fra sin slægts gravsteder og det sted, hvor man er vokset op, hvis fremtiden i de større byer er uvis. Men oprindeligt var grønlænderne et nomadefolk, der tilpassede sig livet i Arktis ved netop at flytte efter de gode fangstmuligheder, som minimum med en sommer- og vinter boplads.

Måske er den tidligere omstillingsparathed ikke en nødvendighed, når man ikke selv skal fange føden, og objektivt skal det nævnes, at Ittoqqortoormiit blev etableret af den danske polarforsker Ejnar Mikkelsen i 1925, og Qullissat blev oprettet af den danske stat i 1924 på grund af etablering af en kulmine, og ingen af stederne altså er oprindelige grønlandske.

Fremtiden

I den seneste valgkamp i 2014 kom flere unge med spændende nye synsvinkler på fremtiden. Blandt andet hvad der er det fælles mål og begrundelse for at bo spredt i Arktis? Hvor det tidligere var overlevelse, er det i dag socialt armod, der er den største fællesnævner. Noget der ikke alene kan opvejes af snak om en særlig bygdekultur, når resultatet af denne er, at kun få unge er i lære i traditionelle fag som fiskere og fangere, mens over 60% af de unge ikke er i gang med en uddannelse.

Den økonomiske debat er reel. Er der noget sparet ved at lukke de små steder og samle folk i større byer, når mange større byer heller ikke har nogle bæredygtige erhverv?

Spørgsmålene i Grønland er altså de samme som i resten af verden. Skal man støtte yderområderne? Skal man bruge penge på at holde en gammel kultur kunstigt i live og i mellemtiden acceptere, at fremtiden – en stor del af hver ungdoms generation – aldrig kommer videre?

Læs flere artikler fra Guide to Greenland