Legender, myter og historiefortællinger i Grønland

Hvilken historie fortalte din mor, far, eller anden voksen, dig som barn, da du skulle puttes?

Jeg ved, at man i Norge har historier om trolde og i Danmark er der en bunke historier af H.C. Andersen. Her i Grønland har vi også mange historier.

I Grønland har vi mange forskellige historier, og jeg vil gerne fortælle dig et par af dem.

Som børn plejede vi at gå igennem stenene i vandet og råbe “Sassumap arnaa, kamagit!”, hvilket betyder “havets mor, bliv vred!”. Jeg tror, at det bare var for at se, om hun virkelig eksisterede – og det gjorde hun! Bølgerne blev altid større og kom tilbage mod os. Det troede vi i hvert fald! Du kan se historiefortællingen om Havets Moder i filmen nedenfor, som også vises på flyet til og fra Grønland:

Fra havet til himlen

Om vinteren har vi nordlys i Grønland. Navnet på grønlandsk er: “Arsarnerit”, som betyder “den der spiller fodbold.”

De siger, at det er vores døde forfædre, der spiller fodbold med et hvalros-kranie, og at hvis et barn var uartig, ville de tage barnets hoved og bruge det som bold. Som børn om vinteren, kom vi som regel hjem inden det blev mørkt!

Fjeldgængere – Qivittoq

Om sommeren har vi mange soltimer, og nord for polarcirklen har vi sol 24/7 – midnatssolen. Så i sommerferien kunne vi blive længere oppe og havde ikke noget nordlys at være bange for. I stedet fik vi besked på ikke at gå for langt væk, da fjeldgængere (Qivittoq på grønlandsk) så ville tage os.

Jeg har ikke et billede af en “Qivittoq”, da jeg aldrig har mødt en! 🙂

Der er mange historier om disse fjeldgængere, da der engang var mange – som man siger. Det kunne for eksempel være, at når to mænd kæmpede for en kvinde, vil selvfølgelig være én taber. Taberen kunne blive råbt og grinet af og kunne blive så flov, at han måtte forlade samfundet.

Dengang boede inuitterne i meget små samfund, meget mindre end i dag, og hvis nogen gjorde et andet menneske til grin, ville han ikke være i stand til at bo der længere. Derfor ville han forlade bygden og bo for sig selv i bjergene. Eller hvis en person havde gjort noget grusomt, ville han eller hun forlade samfundet efter eget valg.

Naturen er enorm barsk i Grønland, så for at overleve ville denne mand lære at tilpasse sig og leve som dyrene. Historien fortæller, at de ville få overnaturlige kræfter, få pels og endda kunne flyve! Så alle ville være bange for disse skabninger, og de ældre jægere fortalte, at de nogle gange under deres jagt har krydset veje med en eller flere.

Og disse historier går fra mund til mund, fra sted til sted, og jeg vil vædde på, at de udviklede historien, så den blev mere skræmmende for hver fortælling. Så vi ville aldrig gå for langt, når vi gik ud og legede med vores venner. I hvert fald ikke min søster og jeg! 🙂

Læs flere rejseblogs fra Laali Berthelsen