Fjeldørred fotos i Grønland

Barndomsminder og fjeldørreder i Kangerlussuaq  

Det er 30 år siden, jeg forlod Grønland, men interessen er uformindsket. Dog er fiskestangen i mellemtiden blevet erstattet af et undervandskamera.

Jeg stirrer betaget ned i det klare vand, som roligt flyder forbi; elvens lyde virker beroligende, næsten meditative. Solen skinner fra en skyfri himmel, og strålerne spiller i det klare vand og på elvens grusbelagte bund.

Luften er ren og tør, og mit blik vandrer op fra elven og ud igennem dalen. Vidderne her er enorme, og en fornemmelse af frihed følger helt naturligt. Min opmærksomhed drages dog snart tilbage til elvens vand, hvor flere mørke skygger svømmer forbi med forbavsende høj fart imod strømmen. Det er august, og det er fjeldørredsæson i Grønland. Jeg griber fat i mit undervandskamera og bevæger mig langsomt ud i elven.

Min interesse for laksefisk og fjeldørred kom under min opvækst i Grønland. Det er 30 år siden, jeg forlod Grønland, men interessen for fjeldørreder er uformindsket. Dog er fiskestangen i mellemtiden blevet erstattet med et undervandskamera.

De seneste to somre har jeg besøgt Grønland for at genopleve barndomsminder og ikke mindst for at fotografere og filme den årlige opgang af fjeldørreder i Vestgrønlands klarvandselve.

Kangerlussuaq i 70erne

Jeg er født og opvokset i 70ernes Grønland. Det var en tid med en stor amerikansk militærbase og over 2000 mennesker i min hjemby Kangerlussuaq. Det er cirka fire gange så mange, som der bor i dag, hvor militærbasen forlængst er afviklet.

Som barn var det en tid med voldsomme begivenheder. For eksempel husker jeg den 28. august 1976, hvor et amerikansk Lockheed Starlifter C-141A fly styrtede ned. Her mistede 23 mennesker livet kun nogle få hundrede meter fra skolen, hvor jeg gik. En tragisk ulykke, men heldigvis er det de gode minder, som fylder mest. 

Blandt andet minderne om de mange ture ud i den grønlandske natur. 

Min far var ivrig jæger og lystfisker i fritiden, og han tog mig ofte med. Turene foregik til fods, i bil, på snescooter, i båd og ikke mindst i små Piper fly, når vi skulle længere væk fra Kangerlussuaq. 

Specielt turene i sommermånederne, hvor vi vandrede på det bløde underlag i fjeldene og den dejlige duft af mose-post. De smukke, dybe dale med det klare elvvand omkring Arnangarnup Qoorua (Paradisdalen) og de enorme vidder og den tørre, klare luft samt den dramatiske og bragende indlandsis, der altid er i bevægelse.  

Kangerlussuaq, fra base til bygd

Min familie og jeg forlod Grønland i 1979, og i dag arbejder jeg som forsker i medicinalindustrien i Danmark meget langt fra den grønlandske natur og mine barndomsminder. Minderne fra Grønland har dog draget, siden jeg forlod landet, og jeg har besøgt Kangerlussuaq flere gange op igennem 80erne og 90erne og sidst i 2011 og 2012.

Meget har forandret sig i Kangerlussuaq siden mine barndomsår som en naturlig konsekvens af indførelsen af hjemmestyret i 1979 og afviklingen af den amerikanske flyvebase i 1992. Specielt slående er fraværet af militært personel og fly i alle afskygninger og størrelser, som dominerede billedet i mine barndomsår. Det militære personel er i nogen udstrækning blevet erstattet af turister fra hele verden i dag, også en slående kontrast til 70ernes Kangerlussuaq, hvor turismen var begrænset og primært bestod af skandinaver. Det er tydeligt, at turisme bliver prioriteret og er blevet en indtægtskilde for det grønlandske samfund.

Bevæger man sig væk fra Kangerlussuaq ud i de tilstødende områder, befinder man sig snart i den vilde grønlandske natur. I modsætning til bymiljøerne er naturen mere uforanderlig, og her genfinder jeg de elementer, som fylder så meget i mine barndomsminder, fjeldene, dalene, den rene luft, duftene, og faunaen og floraen.

Moskusokser i Kangerlussuaq

Helt uden forandring er naturen dog ikke. Specielt slående er det store antal moskusokser omkring det fredede område ved Arnangarnup Qoorua. Under mit seneste besøg i Grønland talte vi på et tidspunkt 69 dyr fra det sted, vi stod, og man får til tider fornemmelse af, at man befinder sig midt i en kvægfarm for moskusokser.

Det er svært at forstå, at der faktisk ingen Kangerlussuaq area før 1960erne. På det tidspunkt blev 27 moskusokser flyttet til området, og de har siden formeret sig til tusindvis af individer.

Moskusoksen Willie

En legende iblandt de originale 27 dyr var moskusoksen Willie. I 1969 begyndte Willie at opsøge Kangerlussuaq, tilsyneladende interesseret i menneskelig kontakt. Men Willie var en temperamentsfuld herre, og efter nogle konfrontationer med de lokale blev Willie modvilligt indfanget og slæbt bort fra byen. 

Willie vendte dog hurtigt tilbage til Kangerlussuaq og fortsatte sine konfrontationer med de lokale, blandt andet angreb Willie en mand med et barn i armene, og jeg har ofte hørt historien om, hvordan han angreb min barnevogn med mig sovende i den. Jeg husker naturligvis intet, men min mor fortæller dramatisk, hvordan hun fik barnevognen i sikkerhed på trappen op til blokken, hvor vi boede, imens Willie trynede trappegelænderet godt og grundigt.

Til sidst blev Willie skudt af min far efter ordre fra den lokale ordensmagt. En upopulær beslutning blandt beboerne i Kangerlussuaq, men mon ikke at en lille del af Willie lever videre i Kangerlussuaqs moskusokser den dag i dag.

Grønland giver aldrig slip  

Minderne er mange, og det har været et stort privilegium at vokse op tæt på den imponerende og utæmmede grønlandske natur. En natur, som i sin storhed og vildskab giver plads til eftertanke og ydmyghed i en foranderlig verden, der bevæger sig fremad med hastige skridt.

Minderne fra Grønland giver mig ro i en travl hverdag, og jeg ser med glæde frem til mit næste besøg i det smukke land mod nord, hvor jeg voksede op.

Grønlandsk Fjeldørred (Salvelinus alpinus)

Fjeldørreden er vidt udbredt i hele Grønland. Ligesom den almindelige ørred (Salmo trutta) findes fjeldørreden i en vandreform, der tilbringer voksenlivet i havet, men vandrer op for at gyde i ferskvand, og i en standform, som tilbringer hele livet i ferskvand i søer og vandløb. 

Standformen der lever i søer og vandløb, er af beskeden størrelse, da den tilbringer livet i de næringsfattige ferskvandsmiljøer, som findes i de arktiske regioner.

I modsætning hertil kan vandreformen tage for sig af det fede spisekammer, som findes langs den grønlandske kyst, og individer på over otte kilo er blevet fanget af lystfiskere i Grønland. 

Kilo-for-kilo er fjeldørreden en af de stærkeste laksefisk, og desuden er den en fremragende spisefisk. Derfor er fjeldørreden meget eftertragtet af lystfiskere, og læg dertil de fantastiske og unikke naturoplevelser, som Grønland byder på, og det bliver klart, hvorfor lystfiskeri efter Grønlandsk fjeldørred er i særklasse. 

Gydevandringen op i vandløbene finder sted i sommermånederne, og på dette tidspunkt kan man i klare vandløb se de fede og velnærede fjeldørreder trække imod gydebankerne, hvor de selv kom til verden nogle år forinden. Fjeldørredens gydedragt er karakteristisk mørk på ryggen med lyse pletter, og bugen varier fra lys til dybe orange og røde nuancer.

Lystfiskeri i Grønland

Lystfiskeri kræver fisketegn i Grønland. Fiskeri er begrænset eller direkte forbudt flere steder, primært omkring større gydeområder. Søg råd og vejledning hos de lokale turoperatører og myndigheder.

Fakta om skribenten

Dan Bach Kristensen er født og opvokset i Grønland og freelance fotograf/videograf i sin fritid med speciale i undervandsoptagelser.

Læs flere artikler fra Guide to Greenland