Det højeste rejsemål – Grønland

Der findes et ordsprog blandt flittigt rejsende “Hvis du har været alle steder, så er der altid Grønland”. Utallige gange har jeg fløjet over Atlanten og utallige gange har jeg kigget ud af det lille vindue og set på det gletsjer dækkede land og tænkt for mig selv: Der er altid Grønland. Jeg undrer mig over hvordan et land så få har besøgt kan have så meget at lokke med. Endelig besluttede jeg at det var på tide. På tide at tage ud til rejseskribenternes tomrum, et mystisk land af is og, ja – intethed. På Island i Reykjaviks gamle centrale lufthavn går jeg over mod et propelfly fra Air Iceland Connect. Destination: Narsarsuaq, Sydgrønland.

Sydgrønland

Motorerne starter op og flyet vugger frem og tilbage mens det letter fra asfalten. Islands vulkanske landskab driver langsomt bort og efter en times tid dukker det første syn af Grønland op. Skarpe grå tinder så langt som øjet kan se, før de dykker ned i et mørkt hav fyldt med drivende isbjerge. Ingen tegn på civilisation, kun rå natur. Som flyet arbejder sig hen over fjeldtoppene dukker en enorm ørken op, en ørken af is.

Indlandsisen dækker hele Grønlands midte. Nu og da kan man se tinder der rager over isen, hvor hovedparten af deres masse er gemt under isen. Du kan flyve i timevis over iskappen uden at se noget som helst andet end indlandsisen.

Motorerne sætter farten ned og kaptajnen bekræfter vi er ved at nå vores destination. Flyet aftager i højden over en flydende masse af is der spytter klumper ud i havet. Som vi nærmer os, dukker små firkantede bygninger op. Før jeg ved af det, er vi landet i det ukendte.

Narsarsuaq, en Grønlandsrejsendes begyndelse

Dette er langt fra som de fleste rejsemål. Jeg gik langs landingsbanen ind i en gammel omdannet militærbygning, tog min taske og gik ud; ingen told og ingen pas tjek. Da solen ramte mit ansigt og en kølig brise blæste over mig, vidste jeg, at jeg var i Sydgrønland.

Da det er et lille samfund, som de fleste steder i Grønland er, kan du forestille dig at det ikke ligefrem var svært at finde mit hotel. Jeg spurgte en lokal som gik forbi om hvilken bygning der var mit hotel, “Den med flagene” svarede han.

Efter at have tjekket ind var jeg fyldt med spænding. Jeg var endelig i det ukendte og selvom jeg var udmattet efter den lange rejse ville jeg sætte fod ud i den åbne natur. Ved at følge vejen til enden af byen fandt jeg en rute med et skilt hvor der stod “The Ridge”.

Jeg gik langs denne højderyg, forbi gammelt militær udstyr, indtil jeg nåede toppen af bakken der havde udsigt over fjorden. Herfra kunne jeg se hele vejen ind til gletsjeren, uden lyde, uden andre mennesker, jeg var helt alene. Følelsen var overvældende, at være et sted så urørt og så ubeskriveligt smukt. Det her var en ægte rejse.
 

Vikingerne af Qassiarsuk i Sydgrønland

Den næste dag blev jeg ført ned til havnen. Der er ingen veje her, hvis du vil fra det ene sted til det andet må du sejle, præcis som man har gjort i århundreder. Min næste destination var den lille fåreholderstation på den anden side af fjorden, Qassiarsuk.

Qassiarsuk er ikke ligefrem hvad du får i hovedet, når du tænker på Grønland. I stedet for nøgen klippe og nogle få buske er det marker med frodigt grønt græs og bløde hvide får, der præger landskabet. Du har også ruinerne, ikke fra inuitter, men fra de første nybyggere som kom i kontakt med dette mystiske land, jeg taler selvfølgelig om de berygtede vikinger.

Ruinerne der rager op fra den grønne jord er fyldt med mystik. De er et tappert symbol på opdagelsesrejsende for længe siden, og en påmindelse om hvor afsides og naturlig Grønland er. Det er virkelig “the final frontier” – den yderste grænse. En af ruinerne skiller sig ud fra de andre; Vikinge kirken. Kirken er velholdt af de lokale fåreholdere som måske deler gener med de rejsende der kaldte Qassiarsuk for deres hjem.

Fortabt i naturen, Igaliku

Som vejret blev værre, skyndte jeg mig at tage tilbage til havnen for at hoppe på en anden båd der skulle tage mig længere ind i fjorden. Båden efterlod mig ved en afsides bro. Mit pit-stop for dagen var en lille bygd ved navn Igaliku der lå fire kilometer længere op af en grusvej fra hvor jeg stod.

Regnen øsede ned og tåge dækkede ethvert udsyn mens jeg gik på den mudrede vej. Det tog vel over en time at komme til byen. Jeg kom ind til mit gæstehus, hvor varmen fra radiatoren var berusende og førte mig i en dyb dvale.

Da jeg vågnede om morgenen og kiggede ud af mit vindue opdagede jeg et land gennem den lettende tåge der var taget direkte ud fra et eventyr. Et gårdområde omgivet af dramatiske fjelde lå gemt i en smal blå fjord. De farverige huse poppede op tilsyneladende hvor det lige virkede til at passe ind, og de var prikken over i’et for dette fantastiske maleriske landskab.

Igaliku er et lille samfund, hvor der umiddelbart ikke er én seværdighed, men derimod en række af små ting der gør området unikt; at gå rundt i den lokale butik, spise rensdyr med de lokale og vandre omkring i vidderne. Mest af alt handler det bare om at sætte sig tilbage og suge det hele til sig.

På min anden dag i Igaliku, gik jeg længere ind mod fjeldene til plateauet. Det er en 17 km vandretur, så vær forberedt på en lang dag. Du krydser små elve, bestiger stejle bakker og endelig ankommer til et plateau der viser hele den ubegribelige fjord med tusindvis af isbjerge.

Ind i fjorden, Whiskey og isbjerge

At sejle ud fra Igaliku var forbløffende flot. Tågen var væk og himlen helt klar, og man kunne tydeligt se de rullende grønne bakker og det dramatiske bjerglandskab. Vi efterlod Igaliku og kaptajnen tog mig med på en udflugt før mit næste stop.

Vi sejlede dybt ind i fjorden, forbi enorme isbjerge, nogle krystalblå, mens andre var helt hvide med sorte linjer skærende igennem, det var som at gå ind i en verden af moderne kunst.

Tæt på foden af en gletsjer stoppede den lokale kaptajn båden og forklarede det var for farligt at sejle tættere på. Klimaforandringerne gør at gletsjerne kælver større isbjerge og oftere. Det kan medføre livsfarlige bølger. Så hvad er bedre end at tage et stykke af denne oldgamle is fra gletsjeren, knuse det til isterninger og servere dem med whiskey? Det var muligvis den mest storslåede oplevelse i Sydgrønland!

Ombordstigning på Arctic Umiaq Line i Narsaq

Min næste destination var den næststørste beboelse i Sydgrønland, Narsaq. Narsaq består af en klynge farverige kassehuse spredt over bakkerne med udsigt til fjorden. Den vigtigste del af byen er Levnedsmiddelskolen Inuili der er placeret på toppen af en bakke.

Rektoren ved Levnedsmiddelskolen bød mig velkommen og hans studerende forberedte en speciel aftensmad til mig ved at lave en dansk ret fyldt med lokale grønlandske ingredienser. At møde de lokale over mad var en vidunderlig oplevelse og jeg kan anbefale enhver der planlægger at tage til Narsaq, at kigge forbi og se hvad dette fantastiske fællesskab har at tilbyde.

Hvis du har flere dage i Narsaq, er et andet godt stop Qajaq bryggeriet. Dette mikrobryggeri tilbyder mange slags special øl. Ejeren, som du kan finde ved Narsaq hotellet, er mere end glad for at vise ølelskere de unikke smage bryggeriet laver.

Efter et par afslappede dage i Narsaq var jeg klar til at begive mig videre mod Nordgrønland. Arctic Umiaq Line passagerskibet sejler fra Qaqortoq og samler folk op fra Narsaq om aftenen og begiver sig så mod Ilulissat. Hen af vejen stopper den ved flere af de små afsides samfund der giver dig indblik i Grønlands diversitet langs regionerne.

Nuuk, Grønlands hovedstad

De første to dage sydfra med passagerskibet »Sarfaq Ittuk« var betagende. Vores skib stoppede ved flere isolerede og afsides bopladser der kun kan nås ved at sejle. Her satte vi nogle familier af og samlede nogle andre spændte lokale op der alle var på vej mod Grønlands hovedstad, Nuuk.

Efter to dage, ankom vi endelig til Nuuk tidligt om morgenen. Det var et underligt syn at se fleretagers bygninger og hvad jeg ærligt talt kan sige er en moderne by. Fra Narsarsuaq indtil nu havde jeg kun oplevet små bygder, så at have en storby i sigte var meget spændende!

Jeg blev samlet op af min ven og ejer af Guide to Greenland ved havnen og vi dragede med det samme ud i byen. Vi stoppede ved de historiske dele af byen (som så ud som de fleste Grønlandske byer og bygder) og besøgte andre højdepunkter i Nuuk som universitetet, lufthavnsområdet og de nyere dele af byen.

Mit højdepunkt ved Nuuk var maden! Nuuk er en åben scene af en Grønlandsk kulinarisk revolution. Mange kokke er stolte af ikke bare at bruge Grønlandske ingredienser men at fusionere dem til nogle moderne retter. Så hvad med en gang Moskus kødboller, røgede ørreder, stegt hval eller en rensdyr hotdog! Nuuks kulinariske scene var fascinerende.

At shoppe i Nuuk er også en fornøjelse, med masser af designere der laver tøj fra Grønlandske dyrs skind og kunstnere der udskærer traditionelle Tupilakker* fra rensdyr horn, udgør nogle meget interessante souvenirs.

*Tupilak – inuitter har været og er stadig et overtroisk folk. Man troede at stort set alt i naturen havde en sjæl eller ånd. Åndemanere kunne frembringe og tæmme disse ånder, hvoraf nogle er gode og andre er mere ude på ballade. Udskæringerne lavet af ben giver et billede af disse ånder som blev frembragt og menes at have specielle kræfter, disse er kendt som Tupilak.

At sejle nord for Polarcirklen

Da jeg steg ombord på skibet »Sarfaq Ittuk« igen var det blevet aften. Denne gang var det mod det høje nord og inden længe ville vi krydse Polarcirklen.

Næste dag stoppede vi ved Maniitsoq, også kendt som Grønlands Venedig, for dens mange broer. Det er et godt sted at stoppe og udforske og selvom det bare er den næste by nord for Nuuk kan den noget helt særligt.

Fra Maniitsoq var det en lang dagstur til Kangaamiut, endnu en smuk lille bygd med farverige huse der klyngede sig til kysten. Kort efter vores pitstop ankom vi endelig til Sisimiut, det første stop efter at have krydset polarcirklen.

I midten af Sisimiut kan man tydeligt se historien bag den tidligere hvalfangerstation, med indgangen til byen som er en port af to gigantiske hvalknogler. Byen er spredt over en gruppe af store bakker i rent grundfjeld, og ligger ikke langt fra rå, sorte tinder der gør det til et af de flotteste steder i Grønland.

Sisimiut er også det første stop hvor man finder en overflod af slædehunde. Om vinteren er jagt en stor del af livet og hundene er den primære måde at komme rundt på når man skal krydse frosne fjorde og komme langt ud i baglandet.​​​​​​​

Ilulissat, en arktisk drøm

Efter at være sejlet videre fra Sisimiut om aftenen, forberedte jeg mig på min sidste nat i Passagerskibet Arctic Umiaq Line.

Om morgenen vågnede jeg op til en helt ny verden, endelig ankommet til Diskobugten hvor vi var omgivet af tårnhøje isbjerge. Jo tættere vi kom på Ilulissat jo større og flere var der af dem. På nogle enkelte tidspunkter måtte skibet stoppe helt op for at kunne navigere mellem isen.

At ankomme til Ilulissat må have været det mest maleriske øjeblik på min Grønlandstur. De massive isbjerge i bugten drev forbi og gav en udsigt til vidtstrakte farverige huse i UNESCO byen, Ilulissat. Fiskere susede forbi på vej ud for at jagte sæler og hvalers blåst poppede op i luften, det var ren magi.​​​​​​​

På min første dag i Ilulissat gik jeg omkring i de tomme gader. Jeg gik langs flerfarvede træhuse og hylende slædehunde. Ofte er en jæger på vej hjem med en sæl eller en rensdyrkølle og bov over ryggen. Byen har en helt særlig atmosfære og er en sand inkarnation af Arktis på alle måder.​​​​​​​

Kajakroning blandt gigantiske isbjerge

Sent på eftermiddagen kom jeg med på en kajak tur med PGI. Kajakroning blev opfundet her i Grønland. Historisk var de primært brugt til jagt og transport. Disse dage er kajakroning en populær sport og konkurrencer bliver afholdt i alle byer, inklusive forskellige aktiviteter som rulninger.

Vores instruktør gav os en fuld tørdragt, for hvis man faldt ned i det kolde arktiske vand uden beskyttelse fra elementerne ville man uden tvivl fryse ihjel inden længe.

Derefter gik vi ned til kysten, hoppede i kajakkerne og begyndte at ro ud mod isfjorden. Man føler sig meget ydmyg ved at sidde i en kajak mellem gigantiske isbjerge ved solnedgang. Farverne fra isen og det reflekterende hav var helt fænomenalt.

For at runde turen af, åbnede vi en flaske whiskey og fik en drink afkølet af tusindvis af år gammelt is.

Vandring nord for polarcirklen

Vandreruterne omkring Ilulissat er markeret ud fra farver. Hver rute har sine helt egne karakteristika. Jeg vandrede den blå, gule og orange rute.

Den blå tog mig langs en højderyg som fulgte isfjorden, det er en vidunderlig tur som starter i en dal og ender med en fantastisk udsigt over isen i isfjorden.

Den gule er meget kortere men har hvad jeg vil kalde større effekt. Den starter med en udsigt over bugten hvor isen ikke er lige så sammenpakket, og hvor man ofte kan spotte hvaler imellem de massive isbjerge.

Sidst men ikke mindst gik jeg den orange rute som er ca. 23 km lang. Jeg havde brug for en hel dag for at kunne gennemføre denne rute, men den tager dig dybt ind i naturen. Jeg sejlede til Oqaatsut for derefter at gå den lange vej tilbage til Ilulissat. Ruten tog mig op af bakker og rå klippe, langs gemte søer, en sand fordybende naturoplevelse, ved slutningen af den følte jeg at denne forbløffende natur havde givet mig et helt nyt syn på livet.

Seal Sæljagt med inuitter

Sæljagt er ikke bare en yndlings måde at drive tiden for inuitterne, men det er en essentiel måde at skaffe kød til deres slædehunde. Mange lokale spiser også selv sæl, men det er ikke favoritten blandt Grønlands mange vilde dyr.​​​​​​​

Jeg har haft fornøjelsen af at tage med nogle lokale jægere om morgenen. Vi stod blandt massive isstykker og prøvede at spotte sæler poppe deres små hoveder op af vandet.

Det er ikke nemt at jage sæler, du har kun få øjeblikke til at sigte og skyde sælen når de kommer op for at få luft. Vi fik desværre ikke nogen, men det var ikke fordi vi ikke så nogen, tværtimod så var det fantastisk at se hvor mange der var, og ofte kom hvaler også op til vores store fornøjelse.​​​​​​​

Grønland fra luften

Efter at have udforsket byen i nogle få dage og dykket ned i den grønlandske kultur var det på tide at se stedet fra luften.

Der er kun én måde at skabe sig et overblik over hvor enormt meget is der flyder gennem isfjorden og at se de kæmpe gletsjere som lange fingre fra Indlandsisen, og det er ved at flyve i et lille propelfly med AirZafari.

Sent om eftermiddagen blev jeg samlet op og taget til Ilulissats lille lufthavn for enden af byen. Vi steg ombord på det lille fly med plads til seks og kom hurtigt op i den klare arktiske himmel.

Helt simpelt sagt, så var det spektakulært. Massive kælvende gletsjere kollapsede ned i havet mens den truende hvide ørken, som indlandsisen virker som, viste sine ellers gemte krystalklare blå søer og dybe sprækker. Da vi fløj over isfjorden lå der isbjerge så høje som højhuse og glimtede, mens den blå farve skinnede fra havoverfladen.

Tæt på de største isbjerge lå familier af hvaler og svømmede rundt efter føde. Hvilken perfekt dag det var!​​​​​​​

Stilheden ved Eqi gletsjeren

En af mine sidste aktiviteter var en sejltur ind til Eqi gletsjeren. Det er en lang vej til en af verdens største og hurtigste gletsjere, båden med World of Greenland tager ca. 12 timer, tur-retur.​​​​​​​

Vores båd startede med at skubbe til isen nord for Ilulissat, og som vi bevægede os længere begyndte isen at skrumpe i størrelse og mængde. Til sidst efter at have drejet ind i en anden fjord var der kun få isbjerge der dog nu virkede mere dramatiske.

Da vi kom ind i fjorden der er hjemlandet til Eqi, ændrede landskabet sig til en bizar grå verden.

Jo tættere vi kom på Eqi, jo større blev den. Mange dele af gletsjeren tårnede 90 meter over havniveau, og ofte kælvede så store stykker is af at de skabte mini tsunamier. Landskabet var helt surrealistisk.

Her lærte vi virkelig om klimaforandringernes udvikling og hvor stor en forskel det har gjort. Isen som langsomt er blevet mindre over årene er i de sidste få accelereret til ubegribelig fart. Nu trues Eqi med at forsvinde inden for de næste 10 år.​​​​​​​

Mine sidste tanker fra Grønland

Efter et to uger langt eventyr langs verdens største ø, havde jeg nu nået min sidste morgen i Grønland. Denne episke arktiske rejse bragte mig til nye verdener jeg aldrig kunne have forestillet mig og introducerede mig til en fantastisk kultur der har gjort mig afhængig af dette smukke land!

Jeg vandrede en sidste tur langs Ilulissats gader for at mindes de mange oplevelser. Som de fleste dage her, var det en lys morgen, folk gik i gang med deres dagligdag, en perfekt afslutning på mine sidste timer.

Mine nye lokale venner jeg havde mødt under mit ophold samlede mig op og kørte mig til lufthavnen. Deres gæstfrihed og venskab er noget jeg aldrig vil glemme.

Som jeg gik ud på landingsbanen, begyndte motorerne at rumle. Jeg steg ombord og som flyet skød sig selv ud i himmelen tog jeg et sidste blik på Grønland og Arktis, de farverige huse blev mindre og mindre, mens de nærmeste gletsjere blev tydeligere. Det var et perfekt sidste øjeblik inden vi kom over skyerne.

Jeg har nu rejst til vel over 100 lande. Ingen andre steder på denne planet er lige som Grønland. Det er en helt utrolig smuk og helt anderledes verden jeg føler mig afhængig af nu. Dette var heldigvis kun min første rejse, for allerede som jeg skriver disse ord er jeg ved at planlægge mit næste eventyr til verdens yderste, Grønland!

Læs flere artikler fra Guide to Greenland