Historefortælling fra nord – inuitlegenden om Sedna

Historiefortællinger er en af de ting, som jeg værdsætter mest ved Grønland.

Historier om jagt, de gode gamle dage, eller blot genfortællinger af de gamle grønlandske sagn og myter. Heroppe er der altid tid til en god historie – over morgenmaden, på vej op (eller ned ) af et bjerg, eller foran Brugseni. Dét synes jeg giver hverdagen et skønt twist.

En specifik legende bliver ved med at sidde fast i min hukommelse: Legenden om Sedna. Jeg vil nu prøve at gøre mit bedste for at give denne historie videre til dig!

En gammel grønlandsk myte fortæller historien om den unge kvinde, Sedna. Hun var utroligt smuk med sit store sorte hår, og var meget klog og dygtig. Hun var den perfekte inuitkvinde – men ingen mand var god nok til hende.

Hver gang en smuk jæger bad om hendes hånd, sendte hun ham væk. Sedna var selv en meget god jæger, og hun behøvede ingen mand til at tage sig af hende.

Men hendes holdning gjorde hendes far meget vred. Han ville have, at hun opførte sig ligesom de andre kvinder i landsbyen, og at hun skulle giftes hurtigst muligt.

Hans tålmodighed slap op, og en dag krævede han, at hun sejlede til en forladt ø. Hun ville bo der, indtil hun var klog nok til at acceptere et af de mange ægteskabsforslag.

Sedna ventede og ventede på øen. Og som tiden gik, fik hun pludselig besøg. En meget smuk mand, der fortalte hende, at han var en succesrig jæger. Han lovede hende et liv med ham, hvor hun aldrig ville gå glip af noget. Efter nogen overvejelse accepterede hun endelig hans forslag, og sammen forlod de øen.

En dag fik Sednas far den forfærdelige besked, at hans datter var blevet narret. Manden, hun havde giftet sig med, var en bedrager. Han fangede ikke noget mad, han behandlede hende forfærdeligt, og hun led og sultede hver eneste dag. I rent raseri sejlede faderen og hele familien af sted for at redde den stakkels Sedna og få hende sikkert hjem igen.

Familien ankom til Sednas hjem, og hun steg hurtigt på båden – slået, ængstelig og bange for, hvad hendes mand ville gøre, når han fandt ud af, at hun var væk… og med god grund! For så snart at manden opdagede, at Sedna var flygtet, afslørede han sit sande jeg ved at transformere sig til en kæmpe ørn. Han fløj ud til havet, og da han så familiens båd, begyndte han at slå med vingerne så hårdt, at det skabte en massiv storm og sendte båden ud af kontrol.

Han viftede og viftede med vingerne, indtil båden begyndte at synke. Sedna faldt overbord i stormen, og i sit forsøg på at overleve, greb hun fat i rækværket med begge hænder.

Men den store ørn var rasende og fast besluttet på at se hende død. Han blev ved med at skabe en større og endnu mere dødbringende storm. Sedna skreg og bad sin far om at hjælpe hende op af det iskolde vand. Men da faderen så det stigende raseri fra ørnen, besluttede han at redde resten af familien. Faren tog sin ulu-kniv og skar alle fingrene af sin datter, Sedna.

Da den skrigende Sedna sank ned i dybets mørke, stoppede ørnen endelig sit raseri, og lod familien gå.

Sedna blev ved med at synke. Hendes fingre pulserede af smerte, og hendes tunge tøj trak hende hurtigt mod havets bund.

Men pludselig stoppede smerten, og blodet der løb fra hendes fingre, blev nu forvandlet til små sølvfarvede væsner – det var de første fisk! Sedna indså nu, at hun kunne trække vejret igen, og hun huskede pludselig ordene fra landsbyens shaman, der engang fortalte hende om naturens ånder: “De lever i nordlyset. Herfra styrer de årstiderne og alt liv. Hvis nogen bliver forurettet, hjælper ånderne – men KUN hvis de stadig er virkelig rene i hjertet”.

Sedna boede nu i havet, men som tiden gik, blev hendes store sorte hår helt rodet og beskidt. Og fordi hun ingen fingre havde, var det umuligt for hende at rede det. Dét gjorde hende vred og trist… Det var noget, som inuitterne snart ville komme til at frygte!

På jorden sultede inuitterne, og Sednas familie var død. Der var ingen dyr at fange og forsyningerne var for længst væk. I kriser som disse ville landsbyen tilkalde shamanen, Angakkoq. Angakkoq ville derefter komme i en tilstand af trance og være i stand til at kommunikere med naturens ånder og hjælpe med at bringe balancen tilbage i naturen.

Shamanen og ånderne rejste til bunden af havet. Her fandt de et kæmpe hus med en stor slædehund på taget. Hunden knurrede til dem, men lod dem passere. Inde i huset fandt de en kæmpestor, og rasende, kvinde.

Ånderne hviskede til shamanen, at han måtte vikle sig ind i håret på kvinden og holde godt fast, da hun ville forsøge at dræbe ham. Efter et stykke tid med at kæmpe med kvinden, lykkedes det shamanen at overbevise hende om, at han var der for at hjælpe og ikke for at skade hende. Hun troede på ham, og han fandt en kam og begyndte at ordne hendes rodede hår. Han fjernede al slags affald, som folk havde smidt i vandet, og som timerne gik, var hendes hår næsten rent igen.

Da han fiksede de sidste strå af håret, begyndte 10 kæmpe dyr at svømme ud af hendes hår – ét dyr for hver af hendes afhuggede fingre: skægsæl, hvalros, klapmyds, narhval, rensdyr, isbjørn, ringsæl, moskus okser, grønlandssæl og alverdens slags fugle.

Sedna, nu Havets Moder, talte med Angakkoq og fortalte ham, at inuitterne ikke prøvede godt nok at leve deres liv ordentligt, at de var grådige, og at deres ligegyldighed fik hendes hår til at filtre sig sammen, så alle dyrene satte sig fast og blev holdt tilbage fra jægerne. Hvis shamanen kunne minde sit folk om deres plads i denne verden, og at de skulle lære at leve i fuldstændig balance med naturen, så ville hun igen frigive dyrene.

Angakkoq vendte tilbage til sit folk, og siden den dag har inuitterne forsøgt at holde deres løfte til Havets Moder. Og når de fejler, straffer hun dem stadig ved at lade dyrene blive i hendes hår på bunden af havet, og derved efterlader inuitterne til at sulte.

Uanset hvilken morale du finder i denne historie, er det op til dig. Det smukke ved denne historiefortælling, er (ifølge mig), at der kan være mere end et budskab at finde mellem linjerne. Men i Grønland bruger vi stadig historien om Sedna som en påmindelse om at jage ansvarligt og bæredygtigt og leve i balance med naturen.

/C

Læs flere rejseblogs fra Christina Gamborg Holm