Livet i Sydgrønlands fjorde

Af Verificeret Ekspert

Læsetid: 5 minutter

Udgivet: 08/06/2020

Small red house in the south of Greenland

God mad og gæstfrihed i Kangerluarsorujuk

På fåreholderstedet Kangerluarsorujuk smager lammekødet af vild timian, og der serveres hjemmelavet syltetøj af sortebær til morgenmaden. Et ophold hos Lars og Makkak er dog ikke kun en kulinarisk oplevelse, men også et indblik i livet i Sydgrønlands fjorde.

Stykker af is der er brækket af isbjergene, driver rundt i fjorden Kangerluarsorujuk. En havørn er i færd med at fange en fisk, men bliver afbrudt, da vores båd nærmer sig, og flyver ind til bredden, hvor den sætter sig på et klippefremspring. Turen ind til Lars og Makkaks fåreholdersted, hvor man kan spise lam og overnatte, starter i byen Qaqortoq.

Fjorden er den gængse transportvej i det sydlige Grønland, og det lokale selskab Blue Ice Explorer har arrangeret bådturen fra Qaqortoq til Lars og Makkaks sted. 

Vegetation and a couple living in the south of Greenland

Nybyggere i Grønland

Sommeren i fjorden er mild og lys. Langs bredden er der flere steder med grønt græs, og man forstår, hvorfor nordboerne, der bosatte sig i området kort inden år 1000, gav landet navnet Grønland. Hvor græssletten ender, danner fjeldet et imponerende bagtæppe. På stykket mellem vand og fjeld vokser græsset frodigt. Båden sagtner farten, og her dukker Lars og Makkaks hus op. Men hvor er fårene?

Blikket søger over den grønne slette og støder på en fjeldside, der rejser sig i landskabet. Skyerne bevæger sig hen over himlen, og skyggerne på fjeldet flytter sig. Et får viser sig som en hvid plet omkranset af sten og pil og forsvinder pludseligt igen. Hvor fjeldet starter, folder fårenes verden sig ud. 

Lars oldefar rejste fra Norge og slog sig ned i Grønland som fåreholder. Og det har man fortsat med i hans familie. Selv voksede han op på et fåreholdersted lige i nærheden. Da han var i 20erne fik han mulighed for at overtage sit eget areal. Han havde forelsket sig i Makkak, der arbejdede som telegrafist i Qaqortoq. Sammen byggede de det rødmalede hus med hvide vinduesrammer og skabte et hjem baseret på fårehold. 

Man doing garden work and a herd of sheep

Får i Grønland

En fårehund springer rundt i græsset og leger. Men den er meget mere end et kæledyr. Hunden er en afgørende medhjælper, når fårene skal samles fra de store vidder, hvor de går året rundt. Fårene samles til læmning i foråret og igen om efteråret, når lammene er klar til at blive sejlet af sted til slagteriet.

Med en bestand på 500 dyr er fire-fem personer fuldt beskæftigede i sommerperioden. Nu om dage kører man op i terrænet på en ATV – en slags firehjulet motorcykel – når fårene skal indfanges. Naboerne fra nærliggende fåreholdsteder hjælper til, og man låner hinandens hunde. De store gryder kommer frem i køkkenet, og der laves mad i døgndrift, for man bliver sulten af det hårde arbejde. 

Couple doing garden work and feeding their dogs

Grøntsager i Sydgrønland

Bag det røde hus ligger en lille frodig køkkenhave godt i læ mellem gavlen og en vejrbidt stenmur, der skærmer for vinden fra fjorden.

Lars trækker rødbeder op ad jorden til aftenens salat. De er på størrelse med en golfkugle og helt runde. Han tørrer den fugtige sorte jord af knolden, og en kraftig violet farve dukker frem og bryder med alt det grønne i haven.

Det milde klima i Sydgrønland giver mulighed for at dyrke kartofler og majroer, rødbeder og rabarber. Man forstår, hvorfor denne del af landet kaldes »Grønlands have«. Køkkenhaven fremstår særligt kultiveret i kontrast til omgivelsernes naturskønne grovhed. Naturen i området er et skatkammer af mad i form af fugle, rensdyr, fisk og bær.

Men vil man dyrke grøntsager under disse himmelstrøg, kræver det en særlig indsats. Jorden er god, men vækstsæsonen er kort, og der kan komme meget blæst fra fjorden. 

Life in the south of Greenland, kaffemik, gardening and a skull

Mad fra Grønland

En vidunderlig duft af lam breder sig. Makkak kigger op fra komfuret med et bredt smil. 

– De spiser pil og vild timian, og det giver lammekødet en særlig god smag, forklarer hun. 

På et fad ligger fårepølser pakket ind i gederamsblade, ved siden af en postej af lomvig og and. 

Aftenens måltid serveres i spisestuen, hvorfra fjorden skimtes gennem en havestue. Makkak præsenterer maden, der udover sprødstegt lam består af kartofler samt salat af kvan, majroe og rødbede.

Rodfrugterne er mindre, end man ser dem i Europa, men hvad de mangler i størrelse opvejes rigeligt af deres koncentrerede smag. Som om de vil yde deres ypperste i løbet af den korte sæson. Kødet er mørt og smager himmelsk. Desserten er cheesecake lavet med vilde blåbær, der smager sødt af sol.

Vegetation and cosy garden in the south of Greenland

Under måltidet snakkes livligt. Datteren Marie er netop kommet hjem fra et studieophold i Canada. Når sommeren er forbi rejser hun til Danmark igen hvor hun er ved at uddanne sig til ernæringsekspert. 

– Mad og råvarer har altid spillet en vigtig rolle hos os, fortæller Marie. 

– Planten kvan giver salaten en god krydret smag, men den er også rig på C vitamin, fortsætter hun. Gennem tiden har den været brugt af søfarende mod skørbug. På disse kanter har kvan indgået i madlavning i generationer. 

Sønnen Pilo fortæller om dengang en isbjørn dukkede op i nærheden af huset, og det lykkes at finde et foto af den, som går bordet rundt. Makkak beretter om børnenes opvækst, og hvordan de nogle gange måtte blive på skolen i Qaqortoq i ugevis, fordi vejret var så slemt, at de ikke kunne komme hjem.  

– Så talte vi sammen over radioen, husker Makkak.

Life in the south of Greenland, dogs and chickens running free

»Kaffemik« i Grønland

Om morgenen glimter solen i fjordens klare vand. På vej fra den hyggelige gæstehytte over til morgenmaden i huset mødes man af hundene. I køkkenet har Makkak dækket op med hjemmebagt brød, syltetøj af sortebær og frisklavet kaffe. 

I dag skal Lars fejre sin fødselsdag med familie og venner. I vindfanget står maden parat. Gæsterne vil blive budt på enebærmarineret moskusokse, som skal på grillen. Makkak kaster et blik på himlen. Hundene danner fortrop til bådebroen for at tage afsked. Bådens motor sætter i omdrejninger og sejler ud af fjorden, mens de første fødselsdagsgæster ankommer.

Man walking towards a red house in the south of Greenland

Læs flere artikler fra

Andre interessante artikler
Main exhibition space at Ilulissat Icefjord Centre - Greenland

Ilulissat Isfjordscenter – Kangiata Illorsua

the greenland shark in a green light

Grønlandshajen: Syv facts om det halvblinde og langtlevende væsen i de arktiske farvande

7 fakta om slædehunde i Grønland