Kirker for spæk

Tekst: Martine Lind Krebs
Fotos: Mads Pihl
Artikel fra det tidligere magasin, Greenland Today

De grønlandske kirkers historie er fyldt med skibsforlis og drama, men det er også fortællingen om ressourcestærke menigheder, der selv købte og betalte deres kirker… med spæk!

Genbrugskirke

Det var ikke unormalt, at kirker og kapeller blev flyttet fra et sted til et andet, i takt med at noget nyt blev bygget. For eksempel er der et kapel i Sydgrønland, der har stået i fire forskellige bygder. Det samme gælder kirken i bygden Itilleq ved Sisimiut. Den stod oprindeligt i det gamle Thule, hvor den var blevet bygget i 1930.

Menigheden i Qaanaaq havde brugt seks år på at samle ind til betaling af kirken. For eksempel donerede nogle af menighedens fangere 13 ræveskind til sagen. Men i 1954 blev Thules befolkning tvangsflyttet til det nuværende Qaanaaq, hvor der blev bygget en ny og større kirke. Derfor blev Thule-kirken i 1960-62 bræt for bræt flyttet til Itilleq, hvor den er i brug endnu.

Spæk for en kirke

Året 1771 var et heldigt år for fangerne i Sisimiut. Fire store hvaler lykkedes det dem at fange. Nok til at fylde 60 tønder med spæk, og det var nok til at bestille og betale for den kirke, som de drømte om. Spæk var en eftertragtet vare i de europæiske byer, der brugte hvaltran som olie i byens gadelamper.

I brevet, som menigheden i Sisimiut skrev til Handelskompagniet i Danmark, tilføjede de, at hvis der ikke var nok spæk til at betale for kirken, skulle man bare bede om mere. Kirken ankom som samlesæt sammen med en dansk tømrer, men en epidemi forsinkede arbejdet med at samle kirken, der blev indviet i 1775. Vejrhanen vidner i dag stadig om forsinkelsen. Den bærer årstallet 1773.

Bethelkirken i Sisimiut er Grønlands ældste intakte kirkebygning. Den fungerer ikke mere som kirke, men er i dag en del af Sisimiut Museum, der er i færd med at restaurere kirken, så den kommer til at fungere som museumsudstilling om religionsmødet i 1700-tallet og om bygningens historie.

Jomfruen betalte kirken

Karen Ørsted havde aldrig sat sine ben i Grønland. Alligevel er det hende, der har betalt for den kirke i Nuuk, som senere hen skulle blive til Grønlands domkirke. Det er lidt et mysterium, hvorfor Karen Ørsted valgte at testamentere sin arv til at bygge en kirke og nogle skolehuse i Nuuk – det er blevet antydet, at hun måske havde haft en affære med Hans Egedes søn, Poul Egede.

I hvert fald havde de to mødt hinanden i Danmark. Karen Ørsted var aldrig blevet gift og boede hos sin søster, der var gift med provsten i Haderup ved Ribe. I sit testamente og gavebrev fra 1775 skrev Karen Ørsted, at indbyggerne i Grønland kom hende for »som en lampe der behøver olie«. For de 2500 rigsdaler fra Karen Ørsteds gavebrev blev Vor Frelser Kirke i Nuuk bygget.

Navnet på kirken havde hun betinget sig. I modsætning til mange andre kirker blev den ikke bestilt som samlesæt, men blev bygget op i sten, der senere er blevet erstattet med træ. Kirken stod færdig i 1849. I 1993 blev den udråbt til Grønlands domkirke, da Grønlands stift blev oprettet.

Samlesættet forliste

Det gik ikke helt efter planerne, da Qaqortoq skulle have sin første kirke. Kirken, som kom til at hedde Vor Frelser Kirke, var en gave fra Det Danske Missionsselskab. Den blev sendt som samlesæt fra Danmark til Grønland med skib i 1828. Men skibet gik på skær ud for Paamiut, og byggematerialerne og tegningerne måtte bjerges i land og fragtes til Qaqortoq i mindre portioner over de næste år. Den hårde medfart havde gjort det vanskeligt at samle kirken, så der måttes hentes eksperthjælp fra Danmark. Først i 1932 kunne kirken indvies.

En mindre katedral

Det var første gang, grønlænderne formulerede sig på deres eget sprog i en officiel skrivelse, da Nikolaj, Nathanael, Abel og Ole fra Ilulissat i 1777 skrev til Missionskollegiet i Danmark og bad om et lån til en kirke. Zionskirken, der efter datidens forhold nærmest var en mindre katedral, kostede menigheden 157 tønder spæk og 59 hvalbarder. Den blev indviet i 1783. Kirken var i lang tid Grønlands største kirke, og den er den ældste kirkebygning i Grønland, der stadig er i brug som kirke den dag i dag.

Kristendommen i Grønland

Kristendommen blev introduceret i Grønland i 1700-tallet. Den dansk-norske præst Hans Egede kom til Grønland i 1721, hvor han grundlagde kolonien Godthåb, der hvor Nuuk ligger i dag. Præster fra den tyske brødremission Herrnhut kom til nogle år senere og grundlagde også en kirke i Grønland.

Inden udgangen af 1700-tallet var der kirker i alle de grønlandske byer på vestkysten, og langt de fleste inuitter lod sig døbe i løbet af 1700- og 1800-tallet.

De sidste steder, der blev omvendt til kristendommen, var Østgrønland og det nordligste Grønland. Man regner med, at den sidste tilhænger af den oprindelige inuit-religion lod sig døbe i Thule i 1934.

I dag er 94,5% af den grønlandske befolkning medlemmer af kirken.

Læs flere artikler fra Guide to Greenland