Fra Nuuk i Grønland til Nome i Alaska

Jeg indrømmer, at jeg frygtede denne ekspedition lidt. Jeg har sejlet i mange år, men der er stor forskel på ferietogter i troperne og at sejle i Arktis. I havområder, hvor der næsten ingen skibe er, så i tilfælde af en nødsituation, er chancen for hurtig hjælp meget lille.

På den anden side, elsker jeg udfordringer. Efter en strækning på næsten fire tusinde nautiske miles (cirka 7.400 km) ved jeg nu, at tre måneder på en lille 14-meter lang sejlbåd i isfyldte farvande har været anstrengelserne og risikoen værd.

Forelsket i Grønland

Jeg fornemmer eventyret allerede i Københavns Lufthavn. Navnet på flyet »Air Greenland« får mig til at indse, at jeg snart vil være på verdens største ø.

Kort tid efter lander jeg i Nuuk, hvor vores båd ligger ved kaj. Vores sejlklubs stolthed med rød-gult skrog og to master, men her hvor den ligger ved siden af et fiskerfartøj, ser den ganske lille ud.

Mens vi forbereder båden til sejlads, går vi nogle ture rundt i byen i pauserne. Nationalmuseet virker særligt imponerende på os og er en god kilde til information om Grønland. Lige ved siden af ligger Julemandens Postkontor, som vi også besøger. Som polak bemærker jeg selvfølgelig, at en stor del af brevene til julemanden er sendt af polske børn.

På vej mod Grønland

Endelig begynder vi at sejle. Polske sejlere er ret overtroiske, så lige efter vi er kommet ud af havnen, åbner vi en flaske rom og udbringer en symbolsk skål for en succesrig ekspedition til ære for kong Neptun. Naturligvis har vi været meget forsigtige med ikke at forlade havnen på en fredag, da det kunne bringe uheld for båd og besætning.

Selv om vi er i det enogtyvende århundrede, og ingen officielt tror på heksekunst, så gør de fleste polske sejlere alt for at undgå at tage til havs på en fredag, men sejler gerne fem minutter før midnat torsdag eller lige efter midnat fredag blot for at undgå det.

Efter flere dages sejlads langs Grønland er vi fanget af en vind, men heldigvis blæser den i en god retning for os. I Disko Bugten får vi rigtig meget fart på. Men alt kan ikke blive ved at være godt, så ved vores anløb til Ilulissat ødelægger vi motoren. 

Skaden er alvorlig og kan betyde enden på vores arktiske drøm. I de følgende dage forsøger vi at reparere motoren, og mens vi venter på reservedele, har vi tid til at besøge Ilulissat og omegn. 

Ilulissat i Grønland

Vores foretrukne sted var selvfølgelig Isfjorden, hvor vi kunne stirre i timevis på isbjerge. Efter de er brækket af fra forsiden af bræen, glider de langsomt mod havet. Jeg har rejst i Spitsbergen, Island og Antarktis, men ingen af disse steder kan sammenlignes med Grønland.

Selvfølgelig udforsker vi også byen og tilbringer tid sammen med lokale folk. Vores nye bedste ven Hans er kaptajn på et skib, der anvendes til transport af fisk. I starten ligger vores både side om side, og selvom vi flytter til et andet sted, besøger vi ofte hinanden.

En dag får vi et stykke hvalkød fra Hans, som vores kaptajn steger til temmelig velsmagende bøffer. Vores venner fra en svenske yacht »Anna« er også ankommet til Ilulissat, så det er en god lejlighed til at spise sammen i det »internationale team«.

Diskoøen, den grønne ø i Grønland

Den langvarige reparation af motoren gør det muligt for mig at tage en båd og tilbringe et par dage på Diskoøen. Jeg er heldig, for på det lokale arktiske center møder jeg nogle meget søde mennesker.

Før jeg har tid til at se mig om efter et sted til mit telt, giver de mig nøglerne til deres private sommerhus med udsigt over bugten og flydende isbjerge. Jeg er virkelig overrasket, da de ikke kender mig, men bare uselvisk hjælper.

Under mine ture til de omkringliggende fjelde gør vegetationen det største indtryk på mig. Jeg havde ikke forventet, at Grønland er så grønt, og at tre orkidearter vokser på øen. Især ikke, da der 900 meter over havets overflade er en gletscher, hvor man kan køre snescooter eller hundeslæde, selv midt på sommeren.

Slalom mellem isflager i Grønland

Endelig er motoren repareret. For at teste, at alt er i orden, sejler vi først til Oqaatsut (Rodebay). En rolig bygd, som kun kan nås med båd eller til fods fra Ilulissat. Nu er dette sted kommet på min liste over foretrukne steder i Grønland.

Næste morgen smider vi fortøjningerne og sætter kursen nordover mod byen Upernavik. I starten har vi smukt solskin, men senere bliver det stormvejr, og sigtbarheden bliver dårligere. 

Isfjeldene, der fortryllede os før, er nu årsag til ængstelse. I tåge er det svært at se dem, og nogle gange er de nemmere at høre end at få øje på, da isen stadig »arbejder«. Man kan også føle en mur af kold luft, når man nærmer sig dem. 

Risikoen for sammenstød med et isbjerg er blot en af farerne. Vi husker rådet fra de lokale fiskere: »Sejl ikke for tæt på dem, for isbjergene kan både vende rundt og gå i stykker«. 

Bølgen fra et isbjerg, der vender rundt, er som en lille tsunami og kan let vælte vores båd. Men ikke mindre farlige end isbjergene er isskosserne. Enkelte, mindre isflager, som trods deres beskedne størrelse er i stand til at lave et hul i skroget af båden. Store isbjerge kan ses på radaren, men det kan isskosser ikke. Jo længere væk, vi kommer fra isfjorden i Diskobugten, jo færre isbjerge ser vi men desto flere og flere isskosser. 

Upernavik, en lille by i Nordgrønland

Efter fire dage på havet når vi Upernavik. Da vi kommer dertil, dukker de farverige huse på fjeldet og den lille havn frem af morgendisen. Den dag går hurtigt, for vi er nødt til at fylde tankene med vand og brændstof og gøre de sidste indkøb.

Da alt er klar, har jeg tid til at gå rundt i byen. Nogle børn står på kajen og spørger, om de må se vores båd. Det er sjovt for dem, for det er første gang nogensinde, de ser det indre af en sejlbåd.

Natten, vi tilbragte i Upernavik, var den sidste i havn i to måneder, indtil vi nåede Nome i Alaska. I havnene i arktisk Canada er alle stop med anker, og turene i land foregår med gummibåd.

Nordvestpassagen

I arktisk Canada går vi ikke rigtigt i land som i Grønland. Vi skynder os, fordi havisen kun er åben i en meget kort periode, og vi ønsker ikke at blive tvunget til at tilbringe vinteren i Arktis.

Det mest vanskelige ved at krydse Nordvestpassagen er isen. Hvis man kommer for tidligt, er man nødt til at vente, indtil havisen åbner. Hvis man kommer for sent, kan man blive fanget af isen. 

Dagene passerer i henhold til tidsplanen for vagtskiftene på dækket. Vores båd klarer sig rigtig godt, men vi må hele tiden styre manuelt. Mange gange bander jeg over mig selv, fordi jeg tog med på denne ekstreme rejse og skal stå op midt om natten for at tage en vagt, rystende af kulde på dækket. Men selvfølgelig har jeg flest øjeblikke, hvor jeg er virkelig glad, som for eksempel da jeg ser nordlys for første gang i mit liv.

I Canada besøger vi kun nogle få havne. Pond Inlet, Gjoa Havn, Cambridge Bay og Tuktoyaktuk. For at være ærlig savner vi Grønland lidt der. Primært de mange farvede huse og hundenes gøende sang. 

Tre måneder efter, jeg kom ombord på skibet »Solanus« i Nuuk i Grønland, når vi havnen Nome i Alaska.

For mig betyder det enden på turen, for derfra rejser jeg hjem. Solanus skal sejle videre rundt om Sydamerika og passere det berømte Kap Horn. Og mig? Jeg blev forelsket i Arktis og tænker allerede på at komme tilbage til Grønland.

Find your adventure in Greenland!

Læs flere rejseblogs fra Monika Witkowska