Krydstogt med MS Fram i Grønland

Af Verificeret Ekspert

Læsetid: 10 minutter

Udgivet: 01/09/2021

MS Fram ligger og funkler i den islandske sol. 
Skibets trosser er som overarmene på en veltrænet bodybuilder og har godt fat i den solide klippegrund i havnen i Reykjavik. Passagererne strømmer til. Vi skal på tur med MS Fram, og som passagerer møde det polare univers som hun er bygget til at færdes i. Vores rejse skal gå over Danmarks Strædet til den sydlige del af Østgrønland, rundt om Kap Farvel og så op langs vestkysten af Grønland. Forventningens glæde er stor. Lad os nu komme ombord!

Der er et voldsomt leben på kajen. Et broget skue af kufferter hober sig op langs kajen. Der er folk til det grove, og de sørger for, at alt kommer med ombord.

Drømmerejse til Grønland

Billetter vises frem ved landgangen, og vi bliver lukket ind til registrering og fotografering. Adskillige passager er gengangere på Hurtigruten, og der er mange hjertelige gensyn passagerer og besætningsmedlemmer imellem. For mange er den forestående rejse en livsdrøm, der går i opfyldelse. Netop dét skib og dets fantastiske rejse lige ind i hjertet af inuitternes forjættende natur og kultur er svaret på deres drømme. 

Storisen ud for Grønlands østkyst kommer drivende nordfra med havstrømmene.

En ødemark af storis i Østgrønland

Mira Kleist peger ud over skibssiden på MS Fram og siger: – Derude ligger storisen. Den kommer drivende med havstrømmene nordfra langs Grønlands østkyst, og kan i mange af årets måneder afskære bebyggelserne langs kysten fra omverdenen. Kaptajnen har fortalt, at der lige nu ligger storis i en bræmme på omkring 60 sømil ud for kysten.

Mira Kleist, der er født og opvokset i Grønland, er med ombord på Hurtigrutens ekspeditionsskib MS Fram som medlem af skibets ekspeditionshold. Og det er hende, der lærer mig det første grønlandske ord. Mens vi ser ud over den næsten uendelige ødemark af storis, forklarer hun, at IMMAQA på grønlandsk betyder »måske – måske ikke«. Det ord og dets betydning er godt at have med i bagagen, når du rejser i Grønland. For ikke alting går, som man lige havde planlagt, forventet eller regnet med. Naturen og dens kræfter kan være både voldsomme og uberegnelige i Grønland. Sådan som den storis, der lige nu spærrer for vores planlagte sejlads ind til Tasiilaq. Sagt af en inuit, der om nogen kender den storladne, grønlandske natur.

Tænk, om vi bliver årets første skib i Tasiilaq på østkysten? 

Men det bliver ved drømmene. Isen kan ikke forceres, og i mange timer må vi sejle langs iskanten. Beundre naturens skaberkraft og kreative kunstværker i form af drivende isbjerge, is der skrues op i fantasifulde figurer; og flokke og solister af den store sæl, klapmydsen, der fra drivende isflager dykker i det polarkolde spisekammer. 

Jacuzzi og fartdjævle i Grønland

Hverdagen har holdt sit indtog på MS Fram. Foredragsholderne har travlt. På det sejlende mini-universitet undervises og fortælles der på tre sprog om inuitternes kultur og om de store oplevelser, der venter. Mira Kleist fortæller om Nuuk, Cecilia Malmstroem om Erik den Rødes vej fra Island til Grønland og Stefan Kredel om snefnug, der bliver til en ny istid. Og meget, meget mere. Dagens rytme følger som udgangspunkt de overdådige serveringer i spisesalen. Hellefisk, laks, jomfruhummere, krabber og rejer i selskab med spæde lam, oksestege og skinker er et lille udpluk fra menuen. Sikre hit er kaloriebomberne i form af skønne desserter, udvalgte oste og kager i trængsel. Endnu en god grund til et par ekstra gåture på dækket i den friske luft; eller som andre gør, tager nogle ekstra kilometer på en af motionscyklerne i træningslokalet.

Udsigt til isbjerge

Apropos fritidsaktiviteter, så er den udvendige jacuzzi en udsøgt og velbesøgt fornøjelse. Det er en særlig oplevelse at nyde den kontrast, det giver at have kroppen i det varme, boblende vand med udsigt til isbjerge.

At rejse på krydstogt er også en social begivenhed. Nye venskaber knyttes, og med 13 forskellige nationaliteter ombord udveksles der meninger og holdninger i verdensklasse. Der er rift om dækstolene ude i det fri, for vel oplever vi både dis og regn og rullende tåge, men inde under den grønlandske kyst bryder solen igennem. Så er det tid til at finde de medbragte bøger frem, eller de lånte fra skibsbiblioteket, og lystlæse, som der ikke er tid til i en travl hverdag.

En dag lyder det fra en flok passagerer: Vi vil sejle med de rappe Polar Circle både, vil vi. Fræse rundt blandt isflager og andre af naturens kunstværker i glitrende is. Sparket afsted med rasende fart af 80 vilde japanske heste pakket ind og kamufleret som en motor med Yamaha i flammeskrift på siden. Vi vil mærke kulden og blæsten og skumsprøjtene fra det salte hav piske i vore ansigter. Sådan bliver det. For dem der vil. Kaptajn Trond Holten beordrer motorerne standset og ankeret ud. Polar Circle bådene kommer i vandet og fartdjævlene bliver sluppet løs.

Hvalsø Kirkeruin er den bedst bevarede af nordboernes bygninger i Grønland. Kirken og den tilhørende præstegård med festsal er bygget omkring år 1300.

I land ved nordboernes ældste kirkeruin i Grønland

Hvalsø Kirkeruin er den bedst bevarede af nordboernes bygninger i Grønland. Det er det første sted, vi får fast grund under fødderne siden afrejsen fra Island, og der bliver vandret flittigt rundt blandt ruinerne fra 1300-tallet, der foruden kirken blandt andet består af en præstegård med tilhørende festsal. Grønlands fortid bliver levende under vores fødder. Og tænk, her stod et bryllup i 1408 mellem et ungt par fra Island, Torstein Olavsson og Sigrid Bjørnsdatter. Men efter den begivenhed fortaber resten af lokalitetens historie sig i vindene over Hvalsø. Brylluppet på Hvalsø er og bliver det sidste livstegn, vi kender fra nordboerne i Grønland.

En snak om fisk og andre havdyr i Grønland

Den er helt gal med klimaet, siger de fiskere, som jeg møder på kajen i Narsaq. Royal Greenlands rejefabrik er lukket, for rejerne er forsvundet fra farvandet ud for vores kyst, fortæller de videre. Og tilføjer så med optimisme i stemmen: – Til gengæld er torsken ved dukke op igen, så nu er det også den, vi går efter med vore langliner.

Endnu en fiskekutter er på vej ind med sin last af torsk. Lossegrejet bliver kørt i stilling på kajen. Og snart er endnu en pæn stabel fiskekasser læsset til kanten med torsk på vej op over bakken til fiskefabrikken. 

Erik den Rødes Brattahlid i Sydgrønland

I den Sydgrønlandske bygd Qassiarsuk tager Edda Lyberth imod og fortæller historien om Erik den Røde og hans kone Tjodhilde. Om hvordan den landsforviste Erik den Røde kom fra Island og i nogle år rejste op og ned langs den grønlandske vestkyst for endelig at falde til ro og slå sig ned i Brattahlid. Hans kystnære rejser fandt sted i årene 982 til 985, og med sans for markedsføring tog han tilbage til Island og fortalte om det forjættede land Grønland. Hans overtalelsesevner har ikke fejlet noget, for i sommeren 986 satte 25 både kursen mod Sydgrønland. 300-400 mennesker nåede frem og bosatte sig derefter med både får, heste og køer ved de dybe fjorde omkring Brattahlid.

De bygninger, som vi i dag kan se på Brattahlid, er rekonstruktioner fra år 2000. Den rekonstruerede Tjodhildes Kirke har et grundplan på blot 2 x 3,5 meter og er opført af græstørv og norske gran- og fyrretræer. Indretningen er ekstrem enkelt. Mest markant er korset over alteret, som kunstneren Aka Høegh har lavet af drivtømmer. Tjodhildes Kirke er indviet som kirke, og skal behandles derefter.

Gudrun Rasks Kirke i Qaqortoq er fyldt til bristepunktet. Alle er i deres fineste skrud. Der er konfirmation i kirken, som er opkaldt efter Hans Egedes hustru. Hans Egede var norsk-dansk præst og grundlagde kolonien Godthåb i 1721.

Fest og glæde og et dystert minde i Grønland

Vi ankommer til Qaqortoq tidligt en søndag morgen. Byen er i feststemning. Overalt flages der med det grønlandske flag med den opgående sol over polarisen.

I byens gader er folk klædt i smukke og farvestrålende nationaldragter. Anledningen til den megen festivitas er dagens konfirmation i byens Gertrud Rask Kirke, der ligger højt til vejrs oppe over havnen. Kirken er opkaldt efter Hans Egedes kone og glimter hvidt i sollyset som et andet isbjerg.

Selvom kirken er fyldt godt op med konfirmander og deres familier, så bliver vi vinket indenfor til en ståplads bagerst i kirken. På den måde får nogle af os rejsende med MS Fram en stor og betagende oplevelse, på én af grønlændernes store festdage.

Skibet Hans Hedtofts forlis

Frelserens Kirke hedder den anden af byens kirker. Den ligger nede ved havnen og bærer i sit indre på et dystert minde. Døren er låst, men vi får fat i Erik Petersen, der er kustode på det nærliggende museum og kan fremtrylle en nøgle til kirkedøren. – Dér hænger redningskransen fra grønlandsskibet Hans Hedtoft, som forliste på sin jomfrutur ud for Kap Farvel i januar 1959, fortæller han og fortsætter: – Den er et dystert minde fra dengang og det eneste, der nogensinde er fundet efter forliset. Redningskransen drev i land i Island og blev fundet af bonden Magnus Haflidason. Grunden til, at redningskransen i dag findes i Frelserens Kirke skyldes, at Qaqortoq var den sidste havn før den skæbnesvangre sejlads tilbage mod Danmark.

Redningskransen er omgivet af tørrede kranse fra mindehøjtideligheder afholdt i anledning af forliset. På en stor tavle kan vi læse navnene på de 95 besætningsmedlemmer og passagerer, som omkom ved det forlis, der for alvor satte gang i debatten om det forsvarlige i vintersejlads til og fra Grønland. – Jeg var 16 år gammel, da jeg lige som mange andre fra Qaqortoq var ombord på Hans Hedtoft for at se det nye skib. Og jeg stod på kajen og vinkede farvel, da skibet sejlede ud fra havnen med kurs mod katastrofen, slutter Erik Petersen stille sin beretning.

MS Fram ligger for anker ud for den nedlagte mineby Ivittuut, hvor man i årene fra 1854 til 1968 brød mineralet kryolit. En orlogskutter fra den danske marine sejler forbi på vej mod den nærliggende Flådestation Grønnedal.

Kryolitminen i Ivittuut

– Ivittuut er det vigtigste sted for os på hele den her rejse, fortæller tvillingeparret Lis Jørgensen og Per Darlem. Vi blev født i minebyen i 1939, som dengang var en driftig by, hvor der i årene fra 1854 til 1968 blev brudt mineralet kryolit. Vores far, Richard Darlem, var maskinmester, og han døde i 1953, kun 41 år gammel. Han ligger begravet på kirkegården i Ivittuut, men vi ved jo ikke, om hans gravsted findes længere. Det er 53 år siden, at vi sidst så det. Men nu er vi sammen med vore ægtefæller rejst herop for at besøge hans gravsted. Hvis det altså findes. På Hurtigrutens kontor i København fandt vi ud af, at MS Fram ville gøre ophold ved Ivittuut.

Og det gør MS Fram. Ankeret ryger i vandet ud for den nu nedlagte mine, hvor det arktiske klima har forvandlet området til en spøgelsesby. Men der er en egen skønhed over det ædle forfald. I bådene bliver vi sejlet ind til det stadig brugbare kajanlæg. I den ene hånd bærer Lis Jørgensen en langstilket, blå rose, købt i Qaqortoq. I den anden hånd holder hun sin bror Per Darlem. Hånd i hånd går de op mod højdedraget, hvor kirkegården ligger. Et kæmpestort kors viser vejen.

– Her ligger han, siger Per Darlem med blanke øjne efter nogle minutters søgen. Richard Darlem, 1912-1953, står der på gravstenen. I fællesskab anbringer de to søskende den medbragte blå rose på gravstedet. – Han var en god far, siger Lis Jørgensen og Per Darlem senere, da de har fået begivenheden lidt på afstand. Og tilføjer så: – Det var godt, vi besøgte ham. Nu har vi fred og ro i sindet.

Kun en enkelt bygning bliver vedligeholdt i Ivittuut. Den rummer til gengæld en perle af et geologisk museum, som holder åbent, når der kommer skibe forbi og folk på besøg.

På museet fortælles også kryolitminens historie med masser af godt billedmateriale og genstande fra minens aktive år. For Lis Jørgensen og Per Darlem er det en ren guldgrube, ja, en rejse i tid tilbage til barndommens land. 

Stilheden er overvældende i bunden af Evighedsfjorden. Kun når bræen kælver med store stykker is, brydes stilheden og fortryllelsen.

Nuuk, hovedstaden i Grønland

Grønlands nationale museum og arkiv holder til i nogle af de gamle bygninger i kolonihavnen. Her er stof nok til flere timers fordybelse i Grønlands kulturhistorie og fortid.

Mumierne fra Qilakitsoq

Men jeg går målrettet efter de sensationelle mumier, der ved et tilfælde blev fundet ved Qilakitsoq i 1972 og senere bragt til museet. Fundet omfatter de mumificerede lig af seks voksne personer og to børn, alle ældre end 500 år. Fra Egypten kendes en avanceret mumificeringsproces, især anvendt på de egyptiske faraoer.

Men den teknik har ikke været anvendt på de grønlandske mumier. Deres mumificering skyldes et heldigt sammenfald af klimatiske forhold på fundstedet, en slags frysetørring. Og takket være det, fik vi i eftertiden et helt unikt indblik i datidens klædedragter, sygdomme, fødemidler og mange andre forhold, som påvirkede den tids mennesker.

Takuss

Lad os slutte vores rejse med MS Fram med endnu et grønlands ord. Et ord, som mange af mine medrejsende ønsker går i opfyldelse. For hvem vil ikke gerne endnu engang opleve Grønlands forjættende natur og mødet med den grønlandske befolkning?

Så lad os i stedet for farvel sige: Takuss – vi ses!


Fakta om MS FRAM

MS Fram er Hurtigrutens blev taget i brug i 2007. MS Fram er bygget specielt til sejlads i arktiske farvande. Grønlandsk kultur og sprog har været inspirationskilde til skibets interiør, ligesom det er grønlandske kunstnere, der har leveret kunsten ombord.  

Inuit-sprogets begrebs-verden er brugt ved navngivningen af skibets hovedområder; Qilak (himmel), Imaq (hav) og Nunami (på land). På ekspeditionerne til Grønland er MS Fram også et sejlende mini-universitet med blandt andet foredrag og film om den arktiske verden. Foredragene holdes på dansk, engelsk og tysk.


Fakta om det første Polarskib Fram

Det oprindelige polarskib Fram blev bygget til brug for Fridtjof Nansens nordpolsekspedition og søsat i 1892. Skibet gennemførte i alt tre ekspeditioner.

Den første var Fridtjof Nansens nordpolsekspedition, den anden ekspedition blev ledet af Otto Sverdrup med det formål at kortlægge Nordgrønland. Den tredje og sidste ekspedition var med Roald Amundsen ombord, og denne gang var det kapløbet om først at nå til Sydpolen. Den 14. december 1911 nåede Roald Amundsen Sydpolen, en måned før konkurrenten Robert Scott.

Med de tre ekspeditioner blev Fram det skib, som havde været længst mod nord og længst mod syd.

Læs flere rejseblogs fra

Andre interessante rejseblogs
Området ved Ittoqqortoormiit

Ittoqqortoormiit – Scoresbysund, Østgrønland

Løb i Nuuk Grønland

Løb i Grønland

God mad på Restaurant Nordlys i Nuuk