Dykning i Grønland

Af Verificeret Ekspert

At svømme rundt i vand under frysepunktet lyder koldt. Det er det også, men det glemmer du hurtigt, når du på 40 meters dybde er omgivet af oplevelser fra en anden verden. 

Du har stadig dit bedste dyk til gode hvis du ikke har dykket i Grønland 

Hvis du er bidt af at dykke, så giver Grønland dig nogle helt specielle oplevelser. Og det er en garanti. For har du først prøvet at dykke 40 meter under isen, så kan du ikke få nok. Det er en meget intens følelse, fordi du selvfølgelig gerne vil se en masse, men samtidig har en enorm respekt for den barske natur. Det er iskoldt, dine fingre gør ondt, og du skal hele tiden være opmærksom på dit udstyr. Men det er alligevel fantastisk. For mit vedkommende kunne jeg simpelthen ikke lade være med at grine, da jeg kom op efter mit første dyk, og jeg har stadig svært ved at tørre smilet af. 

De første dyk i Grønland

Efter fire timers flyvning fra Danmark landede vi på verdens største ø. Et hurtigt flyskift og direkte videre til vores destination, Sisimiut, der med sine 5.000 indbyggere regnes for at være en stor by i Grønland. Efter lidt frokost og udpakning af udstyr tog vi ned til havnen. Morten og Bo, der arrangerer de ekstreme dykkerture, fortalte, at der var tre meters forskel på flod og ebbe. Det er meget usædvanligt, men fordelen er, at det skaber stærk strøm, hvilket giver et helt unikt liv under overfladen. 

Vi gik ombord og sejlede ud fra havnen. Vi havde planlagt første dyk ved et af de to isbjerge, der var strandet et par km ud for havnebassinet. Vejret var strålende og lysforholdene de bedste. Efter en runde omkring isbjerget fik vi besked på, at forholdene var sikre, og vi skulle gøre os klar til at dykke. Der var ny-is på overfladen, og det var temmelig grænseoverskridende at glide ned i det minus 1,7 grader kolde vand.

Kold og fantastisk dykning i Grønland

Men det kolde gys blev hurtigt erstattet af stor fascination. Jeg kunne klart og tydeligt se bunden 23 meter under mig. Men det kolde vand gav udfordringer. Ventilen fungerede ikke optimalt under de lave grader, og spyttet frøs til is. Derfor skulle vi have to ventiler med ned, så der var mulighed for at bytte under dykket.   

Da alle mand var i vandet, svømmede vi over til isfjeldet. Det stak ca. 10 meter op og temmelig langt ned. Vi gled ned langs væggen og landede blødt på bunden. Det var et utrolig smukt syn med flotte blå og grønne farver. Jeg ville selvfølgelig tage billeder, men mit udstyr strejkede i de lave temperaturer. Pokkers. Vi dykkede rundt om isbjerget og så små krebsdyr, søanemoner, søstjerner, børsteorme og mange andre dyr. Vi kom til smeltevandskanalen, der gik fra bunden og op til toppen af isfjeldet. Det var et fantastisk syn. Der var hele tiden noget nyt at kigge på, men efter en halv time i det kolde vand, var det på tide at gå op. 

Det var så koldt, at jeg fik voldsomme smerter i min venstre pegefinger. Men hva’ pokker, det var hurtigt glemt, da vi sad på båden, og snakken gik om al det, vi havde set. Men det var kun begyndelsen. Inden næste dyk sejlede vi til en lille bugt med en spændende fjeldvæg, der gik ned på sand på 25 meters dybde. Her var dyrelivet meget anderledes. Der var en stor tangskov, søanemoner, søtunger og søpølser, og vi så, hvordan isen fra land fortsatte ned i havet. Første dag havde virkelig indfriet mine forventninger.

Afsted til muslingeøen i Grønland

Efter en god nats søvn var vi atter klar til at udforske Grønland under overfladen. Vi sejlede til en større fjord, hvor målet var Muslingeøen og dens spændende terrassevægge, der gik over 30 meter ned. Langsomt gled jeg ud i vandet og fortsatte ned i tangskoven. Vi var omgivet af 1/2 meter lange søtunger, der lignede væsner fra en anden planet. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende. Vi dykkede længere ned, og jeg følte, at jeg var en naturlig del af denne fantastiske natur. Heldigvis havde min krop hurtigt vænnet sig til de lave temperaturer, så jeg kunne bare nyde det. Dog var jeg lidt misundelig på Mortens tørhandsker! 

Vi sejlede videre til en lille ø, der ikke lå særlig langt ude fra Sisimiut. Her var hele bugten dækket af is, men bådens 40 mm tykke skrog brød let isen. Igen imponerede sigtbarheden mig. Her var 16 meter dybt, og jeg kunne tydeligt se bunden fra båden. Vi dykkede ned bag båden, hvor isen var var blevet brudt. Det var en meget speciel oplevelse at dykke under isen, og jeg kiggede flere gange op for at se, hvor åbningen i isen var. Men med den sigtbarhed var det intet problem. Vi svømmede stille rundt og kiggede på smålivet, der havde valgt dette sted som hjem. Jeg tænkte, at alle disse væsner måtte have frostvæske i blodet for at kunne overleve. Der var en helt utrolig verden. Og fuld af liv ligegyldigt hvor jeg kiggede hen.

Naturen i Greenland bestemmer

Næste dag tog vi tidligt afsted. Vi skulle langt, og vejret var ikke så godt, som det havde været de sidste par dage, tværtimod. Det sneede kraftigt, og vinden fik båden til at rulle voldsomt på de store bølger. Vores mål var et vrag af en gammel fiskerbåd i Itilleqfjorden, og skuffelsen var stor, da vi så, at fjorden var fuld af is. Tyk is! I hvert fald kunne de 600 hk og det 40 mm tykke skrog ikke hamle op med isflagerne.

Båden fik fuld kraft, men vi fik den ikke nærmere end en lille km fra vores bestemmelsessted. Øv. Alternativet blev et dyk på en fjeldvæg som gik stejlt ned til 150 meter. Her var dyrelivet meget forskelligt fra det, vi tidligere havde set, og for første gang så vi fisk. Det blev til et dyk mere, før vi kastede os ud i et natdyk, hvilket bekræftede mig i, at en dykkerferie til Grønland hører hjemme i april måned og ikke om sommeren, hvor de lyse nætter ødelægger den oplevelse.

Fiskerbåden Borgin

Dagen efter var vejret perfekt, og vi ville igen prøve at komme ud til vraget af fiskerbåden. Men denne gang med hundslæde. Vi sejlede, så langt vi kunne, og herefter blev Morten og hund guidet hen til målet med GPS. Da de var ved vraget, afmærkede Morten isen på stedet og gik tilbage til båden og hentede os andre. Vi læssede udstyret på hundeslæden og skubbede den ud til det afmærkede sted. 

Vel fremme ved positionen begyndte vi at lave hul i isen. Det var lidt surrealistisk, at vi decideret stod og hakkede hul i isen, for at vi kunne komme i vandet! Efter en halv time havde vi fået lavet et hul i den 15 cm tykke is, som var stort nok til, at vi kunne komme ned – og op. Bo mærkede stedet tydeligere op med en cirkel, så vi kunne se hullet under overfladen. Det var rigtig spændende, men jeg var nu ikke så sikker på, at vi kunne finde vraget. Men et isdyk skulle jeg da have med, så jeg var med på galskaben. 

Vandet i hullet frøs hurtigt til is igen, og da jeg hoppede i, var der allerede grødis. Langsomt lod jeg mig falde ned i dybet. Og pludselig, på 10 meters dybde, så jeg to master lige ud for min maske. Det var fiskerbåden Borgin. Jeg dykkede længere ned og studerede nysgerrigt skibet, der forliste i 1954 – året før jeg blev født. Her stod et komplet træskib på 110 fod. Lastet med 350 tons saltet torsk. 

Jeg svømmede rundt om vraget, og kom pludselig til at tænke på, om jeg kunne se, hvor jeg skulle op. Men det var intet problem, heller ikke på 40 meters dybde. Cirklen, som Bo havde lavet omkring hullet, lyste direkte mod mig, og viste mig udgangen fra dette eventyrland. 

Jeg følte mig glad og fri, og jeg er sikker på, at hvis det ikke var for mundstykket, så havde jeg grinet af glæde. Men det måtte jeg vente med til jeg kom op, men så blev der heller ikke holdt noget tilbage. Latter og ustyrlige udbrud brød løs, og alle var enige om, de ikke havde prøvet noget lignende. Bo og Morten spurgte om vi var friske på et dyk mere, men vi var enige om, at dette var den bedste finale, vi kunne få. Med et stort smil på læben sluttede min dykkerferie i Grønland. 

En lille opfordring til at dykke i Grønland

En dykkeferie i Grønland er lige så enestående som øen selv. Det har været en oplevelse for livet, der har givet mig dyrebare minder. Jeg kan kun anbefale det, men det kræver, at du er klar til at tage imod ubeskrivelige naturoplevelser og vil bruge lidt tid på at fordøje indtryk, du aldrig har drømt om. Så er du advaret…

DYKKERtips – for de teknisk interesserede – i Grønland

Uldundertøj og godt varmt tøj er et must, ligesom gode, varme handsker (tørre eller våde). Man behøver ikke fullface-maske, men det er vigtigt at have en nysynet ventil med octopus.

Find dit eventyr i Grønland her!

Læs flere rejseblogs fra

Andre interessante rejseblogs
Området ved Ittoqqortoormiit

Ittoqqortoormiit – Scoresbysund, Østgrønland

Løb i Nuuk Grønland

Løb i Grønland

God mad på Restaurant Nordlys i Nuuk