Koreaner bor i Grønland

Af Insuk Kim Verificeret Ekspert

Kim Insuk er den eneste koreaner i Grønland. Her fortæller hun om nogle af hendes mange oplevelser i det land hun kalder “Mit andet hjem”

Jeg besøgte for første gang Grønland i 2003 og har boet her siden 2015, da jeg kom tilbage for at tage en kandidatgrad i Vestnordiske Studier på Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet). Jeg skriver en blog på koreansk og blev via den fundet i januar af en tv-producent fra Sydkorea, der planlagde at producere en tv-dokumentar om Arktis med fokus på dyr, natur og menneskers liv med klimaforandringer.

Arktiske tårer

For ni år siden producerede koreansk TV en dokumentar om Arktis og klimaforandringerne. Programmet var en stor succes i Korea, og det blev en god kilde til viden om Arktis. Dokumentarens titel var »Arktiske tårer« og viste en ret mørk side af Arktis og Grønland. Derfor opfatter koreanere stadig Arktis som et område med mange seriøse problemer. På en måde er det rigtigt, men virkeligheden er ikke så desperat.

At arbejde med det koreanske tv-hold er en god mulighed for at vise koreanerne, hvordan Grønland reelt er. De første filmoptagelser i Grønland startede i midten af april og sluttede medio maj. Vores tur startede fra Nuuk via Ilulissat til Qaanaaq og derefter Upernavik.

Moderne Grønland

I Nuuk filmede de købmandsforretningerne, Nuuk Center, moderne bygninger, universitetet, busser og trafiklys. Der er mange eksempler, der viser, at folk i Grønland ikke bor i Igloer, og at landet ikke er så desperat endda.

Ilulissat har været det eneste sted omfattet af UNESCOs verdensarv i Grønland indtil nu, hvor Sydgrønland bliver det næste. Her fandt vi nogle mennesker, der kunne sejle med os og fortælle, hvordan Grønlands virkelige situation er. Vi så flere sælskind flyde i havnen. Da EU forbød importen af sælprodukter i 2009, blev den økonomiske situation for fangerne værre. Selv om EU lavede en undtagelse i 2015, hvis sælprodukter blev fanget af inuitter og oprindelige folkeslag, er der stadig mange, der ikke kender den ændrede forordning. EU undlod at oplyse folk om den nye forordning. Dette er en af grundene til, at EU har svært ved at få observatørstatus i Arktisk Råd. Efter sælfangst tager mange jægere kun kødet, fordi skindet ikke længere er noget værd.

*Hygge med jægerne, mens vi sad fast i en snestorm. (Fra venstre) Naimanngitsoq, tv-producenten, Aleq, mig og Niels. Foto af tv-kameramanden.*

Nordgrønland

Derefter tog vi til Qaanaaq, den nordligste by. Det var ikke let, og flyet var forsinket tre dage pga. vejret. Her var vi med på sæljagt med hundeslæde og tre jægere, Naimanngitsoq, Niels og Aleqatsiaq Peary (Aleq). Aleq sagde, at vejret ikke blev godt, så jægerne ønskede at udskyde vores tur. Jeg og tv-folkene kontrollerede vejrudsigten, som så fin ud. Men vejrprognosen var forkert, og jægernes var rigtigt. Det sneede hele dagen. Vi var fascineret af jægerne og indså, at deres sanser er bedre end vejrudsigten fra computeren.

*Niels tjekker sit udstyr inden han skyder.*

På den første jagtdag fangede de en sæl. I modsætning til hvalrosser og hvaler i Grønland er sæler ikke begrænset af kvotesystemet. Der er masser af sæler. Sæl har været en meget vigtig naturressource for det grønlandske folk. Ikke kun kødet, men også skindet og endda knoglerne er blevet brugt. For grønlænderne er intet dyr mere bæredygtigt end sæler. Naimanngitsoq sagde, at da EU forbød im-porten af sælprodukter, faldt jægernes indkomst drastisk.

Siden da er antallet af fangere også blevet reduceret. EU påvirker ikke kun økonomien, men også jagtkulturen. Fangerne fortæller deres børn, at de skal få en uddannelse og få et bedre arbejde end fanger. Aleq sagde, at de måske er den sidste generation af jægere i Qaanaaq. Han tilføjede »Se på os. Vi kunne ikke komme ud på jagt til tiden, og nu sidder vi fast i en snestorm. Vi behøver ikke at være begrænset af nogen kvote, naturen styrer os allerede«.«

*(Fra venstre) Niels, Aleq og Naimanngitsoq. Aleq kaldte dem »den sidste fangergeneration«.*

Uventet møde
Vi havde et ophold i Upernavik, da vi tog fra Qaanaaq til Nuuk. Her bor en grønlandsk pige, der er meget interesseret i Korea, og hun viste os de smukkeste steder. Hun havde lært sig nogle koreanske ord og introducerede mig til en gruppe piger, der ikke kun interesserede sig for K-pop, men også koreansk kultur og mad.

Efter en måneds rejse med det koreanske tv-hold kom jeg tilbage til Nuuk. Denne sommer filmer de »Sommer i Grønland«, og jeg glæder mig til at besøge alle de fantastiske steder igen.

Over hele Grønland var folk virkelig venlige og meget hjælpsomme. Livet som den eneste koreaner på verdens største ø giver mig mange chancer. Jeg har fået mange nye oplevelser. Hverdagen er helt anderledes end i Korea, og jeg lærer bogstaveligt talt noget nyt hver dag. Jeg føler, at jeg har fundet mit andet hjem i Grønland.