To Danskere og de Syv Fisk
Udgivet: 18/10/2020
Læsetid: 3 minutter:
Overvejer du at tage på en fisketur, men er i tvivl? Gør det! Vi havde den bedste tur. Det er fantastisk hvad tre timer på havet kan gøre, uanset om du fanger en fisk eller ej. Men vil du høre en hemmelighed? Sandsynligheden for at du fanger en fisk er stor.
Lad os tage dig med på vores oplevelse
Det var en smuk dag med solskin og næsten ingen vind. Da vi ankom, blev vi mødt af smil fra kaptajnen og matrosen. Vi var fire personer som skulle med på turen, foruden de to. Vi sejlede afsted fra Kolonihavnen klokken 14.00 fyldt med spænding over hvad turen mon ville bringe.
Vi sejlede ind i Nuukfjorden, omgivet af bjerge, smukt blåt vand og af og til et flydende isbjerg. Den gode kaptajn sejlede os tæt på et vandfald, så vi kunne tage smukke billeder og endda røre det.
Vi sejlede i omkring en time, hvilket kun føltes som ti minutter – tiden flyver afsted i godt selskab – og så ankom vi til det perfekte fiskested. Selv godt selskab og en fantastisk udsigt kan ikke slå stoltheden i at fange sin egen fisk.
Det fik Maya at føle. Hun har aldrig fanget en fisk før og glæden og stoltheden i hendes ansigt, da hun fangede en rødfisk siger alt. Se det selv på det nedenstående billede.
Lad os fortælle dig noget – at hive to fisk op på en pilk er ikke noget let arbejde. Heldigvis, var der hjælp at hente, når vores arme var ved at falde af, det var kaptajnen og matrosen som kom til undsætning og hjalp med at hive den uendelige line op.
Ohøj sømand! Isbjerg forude!
Efter at have fanget syv fisk (!!!) tilsammen, var det tid til at vende snuden mod Nuuk med en kop varm kaffe og en kiks, hvilket var tiltrængt! I båden var atmosfæren fyldt med glæde og stolthed over dagens fangst. Men vent! Eventyret var ikke ovre endnu! Isbjerg forude!
På afstand så isbjerget ikke ud af meget, men bliv ikke snydt, da vi nærmede os, kunne vi se det var kæmpe. Vi var overvældet af størrelsen, farven og dens skønhed. Kaptajnen sejlede så tæt på isbjerget, at vi kunne røre det. En af de andre passagerer skar også et stykke is af, som han puttede ned til sine fisk, for at holde dem kolde.
Eventyret med hjem
Alt dette lyder meget fredfyldt, men det sværeste var ikke overstået endnu. Vi kom hjem efter tre timers sejltur, og skulle nu til at filetere fiskene. Har du nogensinde renset og fileteret din egen fisk? Vi kan afsløre, at det havde vi ikke. Og sikke en udfordring det blev. Med sved, tåre og meget kolde hænder, fik vi det gjort, men kun ved hjælp af YouTube og en masse stædighed.
Mens vi skriver dette, er torsken kommet sikkert i land, skåret i stykker og er ved at blive til ceviche og rødfisken fandt vejen til panden fyldt med smør. Det er fantastisk, hvad naturen kan bringe.