At sejle med sejl i Grønland

At sejle med sejl ombord på en skonnert i verdens største fjord på Grønlands østkyst, er ikke bare en rejse ind mellem isbjerge og gletschere. Når man sejler i den storslåede natur uden mobiltelefon eller internet, bliver det også en rejse ind i sig selv.

eg står udenfor lufthavnen i Nerlerit Inaat (Constable Pynt) og ser ud over vandet for enden af landingsbanen, hvor den gamle tomasters træskonnert Hildur ligger for anker og venter på os.
Luften er helt klar, og vandet er fladt som en pande-kage. Tusinde små solglimt reflekteres fra vandets overflade overalt på fjorden. Ikke en lyd høres, før først Air Ice-land letter med kurs tilbage mod Island og derefter Air Greenlands Bell 212 helikopter med passagerer til Ittor-qoortoormiit. Så er her stille igen. Overvældende stille i den kæmpe-store natur, der omgiver os. Enorme fjelde på den ene side og vandet på den anden. Det føles nærmest surrealistisk at stå her på kanten af Grønlands nationalpark, mindre end et døgn efter jeg tog af sted fra et hektisk København. 

Til Grønland fra Island

Turen til Grønlands østkyst har kun taget 1 time og 40 minutter fra Island, men alligevel føler jeg, at jeg nu ved alt om min 83 årige sidemand fra Adelaide i Australien. Bare hyggeligt med en god snak undervejs, for vi er begge spændte. Først da vi ser de fantastiske bjerge på Østkysten tårne sig foran gletscherne og indlandsisen bagved, bliver min sidemand stum af betagelse. Og jeg selv med. 

Nu står vi begge her og indsnuser stemningen og den rene grønlandske luft. Nyder stilheden og beundrer naturen, der fremstår knivskarpt i det klare solskin. Så bliver vi tilbudt transport ned til skibet med lufthavnens pickup, men jeg nøjes med at lade bagagen trille og nyder gåturen ned mod vandet og se skibet træde tydeligere frem med alle detaljer, mens jeg nærmer mig. 

Velkommen ombord 

Kaptajn Alli er en erfaren kaptajn med mange sømil bag sig. Han byder os velkommen om bord og præsenterer sin besætning, før han byder på tørfisk med smør og brændevin. Så lettes der anker, mens vi alle stadig er over dæk. En efter en bliver vi vist ned til vores kvarter, for der er ikke plads til en gruppe-rundvisning. Hver især bliver vi tildelt en alkove eller køjeseng og instrueret i mådeholdent vandforbrug og sparsom vask, indtil vi kan få fyldt vandtanken ved en kilde i fjorden.
Vejret er flot, men en fjordvind rejser sig hurtigt, og med masser af is i vandet er det for farligt at sætte sejl. Det fantastiske i at være på vej, gør dog vind og vejr til en mindre betydningsfuld faktor. Efterhånden som bølgerne bliver større, må folk dog en efter en ned og prøve deres køjer. Derfor er der sen aftensmad første aften, og det er midnat, før folk falder til ro. 

Nattevagt

Vi sejler hele natten, og jeg kan ikke få mig selv til at gå til køjs. Alt personale er også på dæk på grund af den uheldige kombination af is og bølger. Foran i stævnen står is-vagten og lyser med projektører langt foran skibet. Signalerne er tydelige og klare, og skipper reagerer prompte, når der skal svinges til styrbord eller bagbord.

På et tidspunkt rækker isvagten begge arme i vejret samtidig, og kaptajnen stopper hurtigt skibet, da han ikke helt ved, hvordan han ellers skal tolke signalet. En slukøret og undskyldende is-vagt kommer kaptajnen i møde på dækket; han var bare træt og strakte sig og undskylder mange gange. Kaptajn Alli giver ham et opmuntrende skulderklap og smiler. Ingen af dem har sovet meget det sidste døgn, men humøret er højt. Vi er på vej.

Belønningen

Vi sejler stadig klokken fem om morgenen og har set mange kæmpe isbjerge passere forbi i den lyse sommernat.
Stormen er langt om længe stilnet af, og der kommer friskbagt franskbrød og kaffe ud fra kabyssen, samtidig med at solen lyser havet op i et gulligt og orange skær. Hvordan kan man så gå i seng? Et isbjerg ligner en hare, et andet en liggende mand.

Vi taler om stort og småt, da resten af skibet begynder at vågne. Morgensolen får horisontens skyer til at rødme i rosa nuancer, indtil de første hvidgule stråler rammer bjergtoppene og får dem til at træde ud af nattens sort/hvide forestilling, som om landskabet males med farver foran vores øjne.
Selv de, der er kommet på dæk for blot hurtigt at se, hvor vi er, glemmer alt om, at de er barfodede og bliver stående betagede og nyder synet. Denne morgen er hele turen værd, og vi er først lige begyndt. Fantastisk.

Fjeldgængeren

Vi sejler ind i en lille vig kaldet Syd Kap, hvor skibet ugen forinden har sat islandske Vilborg af. Hun kommer ud af et lille hus derinde, da hun hører skibets horn forkynde vores ankomst.
De grønlandske sagn om enegængere, kaldet qivitoq, der lever alene i fjeldet, virker ikke til at have skræmt den unge blonde viking inde på land.
Mens vi kaster anker, bevæger landskabet sig pludselig bag hende, og en flok på seks voksne moskusokser og to kalve bevæger sig roligt ind i baglandet med rigelig tid til at fange dem med vores kameralinser.
I et helt år har Vilborg planlagt at opholde sig alene i fjeldet for at udvide sine rammer for tryghed – eller comfort zone som hun kalder det. Det er tilsyneladende gået godt, for det er ingen skræmt dame, vi møder.

Vandring i Øst Grønland 

Vi er i land i tre timer og farer rundt i fjeldet som matroser på deres første orlov i land. Under os ligger skibet for anker, og så langt øjet rækker, er der fjord og isbjerge.
Vi slår os ned på fjeldsiden, hvor lyng og andre planter er i efterårsfarver allerede. Smukt. De fantastiske nuancer af brune, gule og røde farver får fjeldsiderne til at stå i smuk kontrast til den blå fjord og den hvide is.
En lyd som torden rumler igen og igen over fjorden, og vi bliver hurtigt klar over, at det er isbjergene der giver sig.  

Solskin ombord, måneskin om natten

Efter nogle timers sejlads, hvor jeg endelig lukker øjnene lidt, når vi vores ankerplads for natten. Vi går i land i strålende solskin klokken seks om aftenen, og mens nogen går efter fjeldtoppen, er vi andre, der begejstret følger bunden af en forsvunden gletscher og de imponerende aflejringer af mudder, sand og sten i alle størrelser, den har båret med sig, før den forsvandt.
Overalt er der masser af den grønlandske nationalblomst niviarsiaq, duftende lyng og svampe af alle mulige arter og størrelser.

Mystiske sten i Grønland

På flere af fjeldtoppene ser vi store sten ligge, som om en kæmpe hånd har placeret dem der. Lidt et mysterium for den uindviede, hvordan så store stenblokke er blevet lagt, så de næsten kan vippe på en ellers spids bjergtop. De er en sidste hilsen fra de forsvundne gletschere, der nænsomt har lagt stenene der i deres sidste sommer, hvor isen er smeltet omkring dem for flere hundreder af år siden.
Tilbage på skibet er der grillfest på dækket, og da solen endelig forsvinder, forsætter snakken indendørs i kabyssen. Det er tydeligt, at vi allerede er rystet godt sammen efter det første døgn, og derefter nydes den første stille nattesøvn med helt blankt vand omkring os. 

Livet ombord

Der sejles hver dag, og der er daglige vandreture, hvor vi kommer frem. De, der har lyst, kan følge guiden op i fjeldet eller baglandet, mens andre nyder de kystnære områder og udsigten, der er helt unik alle steder, vi kommer frem.
Storslået og uendeligt smukt er en beskrivelse, der passer på mange steder i Grønland. Men her er alting ligesom ganget op, og uendeligt meget større end nogen andre steder, jeg har set. Horisonten virker uendelig, isbjergene gigantiske og gletscherne tager timer at passere. I sandhed verdens største fjord.
Hver dags sejlads er en nydelse. Langsomt at glide gennem fjorden med høje bjerge og dybe dale på begge sider, se isbjerg efter isbjerg glide stille forbi med solen glitrende som tusinde små spejle, mens det knager og giver sig, og afsmeltningen danner små vandfald på isbjergenes sider. 

Drinks with inland ice

Turen er lang, men det føles tiden ikke. Vi er alle travlt optagede af naturen omkring os, og folk sidder eller står på dækket i timevis uden at mæle et ord. Alle bliver vi ramt af noget, der er større end os selv.
Kokken Sebastian forkæler os med moskussteaks købt hos lokale fangere, fisk og salater, pasta og nybagt brød. Hans opfindsomhed påskønnes af alle ombord.
Der udveksles historier og grines en hel del. Der gives plads til alle, både de der vil stå alene, og de der vil nyde en godnatdrink i samvær med andre.
Hver dag tilbydes aftendrinks med indlandsis, og man kan høre, isen er den ægte vare, når tusinder af års sammenpressede luftbobler knitrende slippes løs. 

Dyreliv i Grønland

Vi ser sneharer, der villigt lader sig fotografere helt tæt på. Og til sidst har vi set så mange moskusokser, at ingen henter kameraet , hvis der er under fem i en flok. En aften ser vi en polarræv i sin mørkebrune sommerdragt. Den har travlt og er hurtigt væk igen.
Mange dage nøjes vi med håndvask, men på skibet er et simpelt brusebad. Selvom pladsen er trang, og der generelt skal spares på vandet, er det et fuldstændig fantastisk bad, når man har travet i fjeldet. Måske en mindre detalje, men det får os til at tænke over – samt sætte pris på ting, vi ellers tager for givet i hverdagen. 

For fulde sejl

– »Der sejles«. Kaptajn Allis stemme runger ud over skibet når der sættes sejl, og motoren slukkes.
Ordren får besætningen i højeste gear og alle gæster på dæk. Tovværk løsnes og trækkes gennem øjer på dækket, klar til at trække i sejl og bomme. Rebene omkring sejlene bindes op, og overalt er en hektisk aktivitet, indtil samtlige melder klar til kaptajnen. Så fordeles de gæster, der vil hjælpe sammen med matroserne ved hver deres poster, og det hårde arbejde med at hive sejlene op går i gang.
Motoren slukkes, og så skyder skonnerten lydløst gennem vandet, mens vinden fylder alle sejl. Det er en fantastisk oplevelse. Sådan må det have været for hundreder af år siden, da de første opdagelsesrejsende kom her for at kortlægge de vilde strækninger på østkysten. Vi fornemmer pludselig, hvor hårdt det må have været, og hvor prisgivet datidens søfolk har været for naturens luner. I ugevis har de ventet på vind, og i andre tilfælde ligget underdrejet på grund af for megen vind.
I en tid, hvor alting skal være grønt og miljøvenligt, må denne type sejlads være noget nær den mest korrekte transportform, tilsat en smule historisk vingesus og en forsigtig følelse af, at vi gæster også er en lille smule søfolk. 

Smeltvandssletter og storis

I mange dale ligger kæmpe banker af sand, sten og grus mellem høje fjelde. Det er bunden af forsvundne gletschere, der har aflejret millioner af tons materiale, før de smeltede og forsvandt. Nu ligger sten og grus tilbage, så langt øjet rækker.
De dage, hvor vandet er helt stille, ligger isbjerge, isskosser og små stumper is spredt som et kæmpe puslespil, vi ikke bare kan sejle igennem. Så sender Kaptajn Alli styrmand Remy op i masten for at finde en vej gennem isen. Via radioen kan vi alle høre ham dirigere skibet til styrbord, bagbord og ind imellem fuldt stop. På begge sider af stævnen hjælper folk med bådshager til og afholder de værste isskosser fra kontakt med skibets skrog.
Ind imellem er der små klirrende isterninger ned langs skibets sider, men vi er alle imponerede over besætningens evner til at finde vej gennem isen. Vi tager det som den kæmpe oplevelse, det er, og alle mand er på dæk, hvorfra vi interesserede følger med. 

Østkyst hustlers

I Hare fjord møder vi et hold englændere, der gennem tyve år har holdt ferie her. Tidligere har nogen af dem arbejdet med at sælge rejser bl.a. til Grønland, en anden er ornitolog, en tredje biolog o.s.v. At de nu er pensionerede, afholder dem ikke fra fortsat at sejle til nye steder i verdens største fjord. Dog tager de ikke længere højere op i Nationalparken og klatre som i deres yngre år.
Midt i deres lejr står hunden Tarzan, der også er veteran i Østgrønland, og meget glad for at møde nye mennesker. En rigtig god ven at have med som alarm, når man camperer i isbjørne-land.
Den eneste førstegangs-besøgende i teltlejren er Steve, der ikke er pensionist men kunstner og underviser i tegning i Glasgow. Han viser nogle af sine skitser frem, mens han begejstret fortæller, hvor intens en oplevelse det har været for ham at bo her i ni dage.

Ingen globale fodspor i Grønland

Overalt i deres lejr står tønder i forskellige farver, da de ikke vil efterlade noget som helst i naturen.
Vi går derfra med et smil på læben. Fantastiske personligheder, tydeligt uhelbredeligt ramt af »den grønlandske virus«, der har drevet dem herop igen og igen. Man behøver bare løfte blikket og se sig omkring, så forstår man dem godt. Afhængighed af Grønlands natur er ikke det værste, man kan lide af.

Den grønlandske by Ittoqqortoormiit 

Sidste stop på turen er den nordligste by på Grønlands østkyst, Ittoqqortoormiit. Her ser en gruppe af byens børn spændt til fra strandkanten, mens vi kaster anker. De vinker og smiler, og vi føler os aldeles velkomne tilbage til civilisationen efter en uge i vildnisset. Det samme gør sig gældende, da vi går tur i byen. Overalt møder vi smilende voksne og børn, der gerne stopper op for at vise vej, eller svare på spørgsmål. 

Gæstfrihed i Grønland

Vi er inviteret til at spise hos en familie, hvor moderen, Grethe Pike, bor alene med sine tre yngste sønner. Hun har lavet moskussteg, og der er rigeligt. Hun besvarer spørgsmål, mens vi nyder maden. – Jo, de har tit besøg af isbjørne i byen, siger Grethe Pike. Hun fortæller, hvordan de i foråret havde besøg af en isbjørn, der snusede rundt ved hoveddøren. Derfor har de fået den hund, der nu ligger udenfor med sine hvalpe, som en effektiv isbjørne alarm.
Hun viser også billeder fra vinteren, hvor hun gik og støvsugede og pludselig så en isbjørnemor med to unger gå forbi på havisen lige nedenfor vinduet. Men bange er hun ikke, heller ikke for sine drenge, der er vokset op her og kender til forholdene.
Grethe fortæller, at byen engang havde over 600 indbyggere, men nu er nede på lidt over 400 personer.
– Det er især de unge, der ikke kommer tilbage efter endt uddannelse, men nogen gør, og det har byen brug for til at varetage byens job og fremdrift, forklarer hun.

Bor med isbjørnene i Østgrønland

Efter maden er der kaffe og grønlandsk marmorkage med flødeskum. Mens vi er i gang med kagen, kommer 18-årige Inunnguaq hjem. Efter at have hilst pænt på alle gæster, går han af sig selv i gang med opvasken. Vi spørger interesseret, hvordan Grethe har lært ham det, men hun svarer beskedent, at hendes børn altid har hjulpet til i hjemmet, og at det er en naturlig del af deres opdragelse.
Inunnguaq er lige vendt tilbage efter tre år i Nuuk, hvor han er blevet student. Hans drøm er at blive pilot, men først vil han gerne til England og forbedre sit engelsk, fortæller han. Med den energi og gå på mod, han udstråler, er der ingen tvivl om, at han nok skal nå sine mål her i livet.
Men det er vel også kun folk af en særlig støbning, der kan leve her med fem til syv meter sne om vinteren og isbjørne i baghaven. Eller også er det eksistensvilkårene her, der skaber folk af en helt særlig støbning. 

Livsbekræftende 

Jeg forlader østkysten med en fred og ro i sindet, jeg ikke har følt i årevis. Landet, fjordene, dyrelivet og ikke mindst menneskene, der lever her, har gjort et stort indtryk på mig.
Min egen nemme hverdag er helt klart sat i relief af denne sejltur i verdens største fjord og besøget i en optimistisk by med stærke mennesker på kanten af civilisationen.
Det har ikke bare været endnu en rejse, men en unik oplevelse, der har lært mig at sætte pris på livet på en helt ny måde.

Fakta om Skibet »Hildur«

Længde: 26 m
Bredde: 4,8 m
Sejlareal: 250 m²
Skrogmateriale: Eg
Master: 2
Køl: 8 tons 

Fakta om passagerne

Før jeg tog af sted, var jeg meget nysgerrig efter at finde ud af, hvem der tager på et krydstogt uden moderne bekvemmeligheder og uden forbindelse til verden udenfor. Det viste sig at være en meget broget forsamling. 

• De rejsendes alderspræsident Angus på 83 år kom helt fra Adelaide i Australien for at deltage. Året forinden havde han ellers været i Grønland for at sejle på vestkysten, men blev syg og måtte i stedet opholde sig tre dage på hospital i Nuuk. Det havde dog ikke skræmt ham fra stadig at ville se Grønland, og derfor var han en af de første, der havde indløst billet til det specielle togt.
• Ann og Allan, 64 og 72 år, fra Wales, har rejst verden rundt på deres egen måde, bl.a. med bil igennem Afrika og mange arabiske lande. De havde aldrig prøvet en grupperejse før og var med netop på grund af det unikke ved at sejle på en anderledes og ikke luksuriøs måde i en del af verden, de altid har drømt om at se.
• Hjalmar og Lydia, 50 og 53 år fra Island, ejer deres egen trawler og fiskefabrik og har ellers mest været på ferie under sydligere himmelstrøg. Siden Lydia var 14 år har hun drømt om at se Grønland, og nu lykkedes det altså at lokke hendes mand med.
• Michelle og Paolo fra Como-søen i Italien kan lide steder med få mennesker og at føle naturens kræfter. De følte, turen var en kæmpe chance og deres livs rejse. Efter turen blev de gift ombord på skibet.
• Vilborg, 31, Reykjavik, Island, havde i et år planlagt at skulle være alene i fjeldet i en uge. Hun elsker Grønlands natur og vil tilbage for at krydse indlandsisen en dag.
• Anton på 49 år, og Gunnar fra Island plejer at vandre, fiske og tage på jagtture sammen. De kunne ikke modstå fristelsen, da de hørte om turen, selvom der hverken var jagt eller fiskeri involveret. De vil gerne op-leve mere af Grønland og ønsker begge at komme tilbage og fiske engang i fremtiden.. 

Fakta om besætningen

• Martin, 33, Ulm, Stuttgart, Tyskland – Styrmand og kok
• Har tidligere boet 1/2 år i Upernavik og sammenlagt i Island to år. Vil gerne lave film.
• Sebastian, 27, Onsala, Göteborg, Sverige – Kok
• Sommerjob mellem studiet i sociologi. Vil gerne arbejde med miljøspørgsmål. Spiller improviseret Jazz i sin fritid.
• Remy, 28, Nouméa, New Caledonia – Styrmand
• Har tidligere boet 1/2 år i Upernavik. Elsker klimaet i Arktis og menneskene. Føler sig i live her nordpå, »fordi det ikke er nemt«. Finder glæde i de små ting. Ønsker at sejle og uddanne sig mere indenfor sejlads.
• Alli, 58, Husávík, Island
• Har været fisker, siden han var 15 år, og altid sejlet. De sidste tre år for Northsailing. Grønland er smukt, men meget forskelligt fra andre steder, han har sejlet, fordi man hele tiden skal være på vagt med isen og vejret.  

Find dit eventyr i Grønland!!

Læs flere rejseblogs fra Mads Nordlund