Lichtenau – en bygd i Sydgrønland

I Sydgrønland, nord for Alluitsup Paa, kan man rejse tilbage i tiden og opleve den oprindeligt største bygd med helt op til 500 beboere. I dag er der kun 2 tilbage.

Lichtenau – den forladte by

Vi er i den sydligste del af Grønland med udgangspunkt fra Sydprøven eller Alluitsup Paa, som er det grønlandske navn. Vi tager på dagtur til Alluitsoq eller Lichtenau, som bygden også hedder. Vejret er flot, og vi har lavet en aftale med en lokal beboer fra Alluitsup Paa om, at han skal hente os. 

Det er en fantastisk flot vandretur hen over fjeldene. Der er langt og klart sigt, så vi kan se ud over hele sydspidsen fra toppen af fjeldet. Her er det vanskeligt at finde noget, som ligner en sti, men vi ved, at vi skal op over fjeldet frem for at vandre langs kysten. Det er for farligt, og det bekræftes på sejlturen hjem.

Vi vandrer i store områder med sortebær. De er modne nu, og vi kan hurtigt plukke en håndfuld, som spises med velbehag. Det er en vandretur, som af kendere måske kan gøres på under to timer, men vi kan ikke! Vi bruger også mere opmærksomhed på at sigte rigtigt, for det er ingen spøg at gå forkert i disse egne. Vores nedstigning mod Lichtenau er lidt brat, men dog blød og grøn, og med hjælp af buksebagen kommer vi godt ned. Jeg tror, der er en lettere nedstigning mod Lichtenau, men der findes ingen kørevej. Al transport hertil er til fods eller til vands. 

Foran os åbenbarer der sig en lille grøn oase af en bygd med kirken i midten og 12-15 huse grupperet omkring den. Som den fineste lille fuglerede ligger denne bygd, godt beskyttet i en naturlig vig bag et klippefremspring, der, mod nordøst, værner mod storm og hav, og på den modsatte side har læ af grønne, frugtbare fjelde.

Herrnhutternes missionsstation i Sydgrønland

Lichtenau er grundlagt som en af flere missionsstationer i Sydgrønland, af den tyske brødremenighed Herrnhutterne i 1733. De missionerede for den kristne tro og opholdt sig i livslange perioder i tæt kontakt med den grønlandske befolkning.

Herrnhutterne var karakteriserede af stor flid og håndværksmæssig dygtighed. De byggede flere af de væsentlige bygninger, som stadigvæk findes i Lichtenau. Brødremenigheden blev af Christian VI kaldt til Danmark for at tilføre de danske håndværkere deres byggeekspertise.

Her i Lichtenau, som de kaldte stedet, er det også meget tydeligt at se de fine håndværkstraditioner – selv om husene i dag er stærkt i forfald. Mange har stået tomme i op mod et halvt århundrede, men alligevel kan man, når man færdes i og udenfor, stærkt fornemme livsvilkårene og historien på dette afsides, men utroligt smukke sted.

De sidste beboere i bygden i Sydgrønland

I denne ensomt beliggende bygd er der i dag kun to personer tilbage. Et ældre ægtepar, som har boet her hele deres liv. Kristian på 75 og hans kone Theodora på 64. De bor i det hvide hus, der ligger lidt højt og har majestætisk udsigt over bygden og til havet. Fra at være en stor og velfungerende bygd med op mod 500 beboere er det i dag et uddødt og forladt bosted.

Her var engang gode fangst- og jagtmuligheder, som dannede grundlag for et velfungerende samfund. Men op igennem midten af 1900-tallet blev levevilkårere hårdere, og affolkningen tog fart. I perioder var der næsten tale om hungersnød i den lille, isolerede bygd. Derfor flyttede mange til f.eks. Sydprøven op gennem 1970 og 80’erne.

Bygden der blev nedlagt i Grønland

Kristian passer på det hele. Han reparerer nødtørftigt, hvor han kan og afværger de værste skader fra vind og vejr. Man får på en usagt måde en stærk og rørende fornemmelse for, at det er ham, der vogter over den sidste historie. De fleste af bygningerne er åbne, men ellers låner han os nøgler, så vi kan gå indenfor og kigge.

I marts 1900 overtog den danske stat missionsanlægget i Lichtenau, og Herrnhutterne tog afsked med de lokale og deres hjem i Grønland. Som kompensation for overdragelsen modtog brødremenigheden 40.000 kroner af den danske regering. Brødremenigheden havde i år 1900 i alt 1.637 medlemmer fordelt på seks missionsstationer i Grønland.

Kristian og Theodora er flyttet op i det hvide hus, der ligger lidt højt. De boede tidligere i det lyseblå, som nabo til kirken. Vi bliver vinket an, og Kristian kommer bærende med et nyslagtet lam på nakken. Vi bliver budt indenfor på kaffe. De ved, vi ville komme i dag, og vi har medbragt kage.

De har besøg af to børnebørn. Glade og aktive drenge, som springer rundt som lopper. Vi tilbringer eftermiddagen med at gå rundt i den forladte by, som har mange historier at fortælle. Her er smukt, stille og pittoresk – kirken fremstår, som den gjorde, da den var i brug. Selv altersølvet står fremme, og intet er fjerne.

En usædvanlig frodighed i Grønland

Her, på dette afsides liggende sted må man, så vidt det er muligt, være selvforsynende. De har et lille primitivt drivhus, hvor varme og duften af blomster møder en, når døren lindes lidt. En utrolig kontrast af skønhed og livsglæde som modsætning til en næsten uddød og forladt bygd.

Imponerende så grønne fingre de har. Her findes urtegård og blomsterhaver med en frodighed, som vi ikke har set andre steder i Sydgrønland. Og alt er sirligt passet og fint. Sidst på eftermiddagen trækker tågen ind over fjeldet og den lille forladte bygd. Det bliver koldt. Vi bliver som nævnt hentet i båd og er glade for ikke at skulle gå tilbage over fjeldet. 

Tilbage i Alluitsup Paa

Varm kaffe og dejlige madder venter på Seaside Whale Hotel. Karen sørger godt for os. Vi ser to finhvaler lige foran hotellets terrasse, højst 100-150 m ude i havet. Et fantastisk syn. Der på terrassen sidder vi og fantaserer om de muligheder, den lille bygd kunne have, hvis husene blev restaureret.

Flere af husene i bygden, f.eks. præsteboligen, børnehjemmet, depothuset og fårestalden er alle højst bevaringsværdige og udgør den oprindelige centrale akse i bygden sammen med den lille smukke kirke.

Med en restaurering ville man ikke kun bevare de bygningsmæssige og kulturmæssige værdier, men også kunne anvende bygningerne til kursus og turistformål i fremtiden. En ny epoke ville kunne begynde for det lille samfund – og igen ville der lyde latter og larm imellem husene.

Læs flere artikler fra Guide to Greenland