Vikings in GreenlandHjælp! Vikingerne kommer!

Verden er blevet mindre, og det begyndte længe før vi fik internettet, den globale handel og rejser jorden rundt på mindre end de berømte 80 dage. Nej, verden blev allerede mindre og mere overskuelig, da Leif den Lykkelige gik i land på Labradors skovklædte kyst for ca. 1000 år siden.  

Hvad Leif den Lykkelige ledte efter, var kød og vand, men det, han fandt, var træer og mennesker. Med denne rejse og de efterfølgende bosættelsesforsøg i Vinland endte vikingernes stadige fremtrængen over Nordatlanten. 

Vikinger som opdagelsesrejsende og kommercielle rejsende

Plyndrende, barske mænd fra det høje nord, kamplystne og med horn i hjelmen – det er stadig vores billede af disse fremadstormende søfarere, vikingerne. Med ordet viking tænker vi på romantisk heltefærd og følger i deres fodspor på moderne krydstogtsskibe. 

Men »vikinger« er også de pirater, der for første gang i 793 overfaldt klosteret Lindisfarne på en ø på Northumbrias østkyst. Dette overfald anses for at være begyndelsen på »vikingetiden«. 

»At gå viking« betød dengang at gå på røvertogt. Disse togter var regelmæssige foretagender, og vikingerne fra Danmark, Sverige og Norge havde opdelt områderne i Europa mellem sig, hvor de især røvede kostbare kirkeklenodier. Formodentlig blev det meste af guldet smeltet om, for arkæologiske udgravninger har ikke tilvejebragt værdifulde kirkeskatte. 

De store opdagelsesrejsende og senere bosættere på Færøerne, Island og Grønland blev ikke kaldt vikinger, selv om nogle af dem gjorde ophold i Irland for at røve slaver og hustruer. 

Det mest bemærkelsesværdige ved vikingetiden, der strakte sig over flere hundrede år, er ikke røvertogterne, men opdagelsesrejserne, bosættelserne, udbredelsen af kristendommen og de meget succesrige handelsforbindelser. 

Vikings in GreenlandBønder som søfarere i Grønland

En af de vigtigste grunde til udvandringsbølgen i Norge i det 9. århundrede var magtkoncentrationen fordelt på nogle få »Goder« (præster) og småkonger. Oprindeligt herskede de over familier i et lille område, de var lovgivende myndighed og især samfundets religiøse overhoveder. 

Lovgivende og dømmende myndighed i mere komplekse sager var den forsamling, der mødtes på tingstedet. Denne styreform havde bevist sit værd gennem mange hundrede år, men ændrede sig, da enkelte norske »Goder« på krigerisk vis tilranede sig mere magt. Nogle af de øvrige »Goder« og frie bønder, der på denne måde mistede deres indflydelse, besluttede derfor at udvandre, især til ubeboede lande som Færøerne og Island. Også i Skotland, på Orkneyøerne og Shetlandsøerne bosatte normannerne sig, men her havde der allerede i tusindvis af år boet piktere og keltere. Man fandt dog ud af det sammen, byggede nye gårde i nabolaget og skabte på denne måde samtidig gunstigt beliggende baser for vikingetogter.

Kun på Færøerne og Island var der tale om egentlig nybebyggelse, når man ser bort fra de irske munke, der allerede havde boet der i nogle århundreder. Munkene holdt først og fremmest af øernes ensomhed, hvor de kunne fordybe sig i deres bønner. 

Vikings in GreenlandVikingeskibene sejlede til Grønland

Forudsætningen for disse sø-rejser – om det nu var som pirater eller opdagelsesrejsende – var de manøvredygtige skibe. 
De såkaldte vikingeskibe blev udviklet i det 8. århundrede. Der var både krigsskibene, der var udstyret med ror og sejl, og fragtskibene, der var dybere og havde tilstrækkelig med plads til mennesker og dyr. 

De lette og hurtige skibe kunne tilbagelægge lange afstande på åbent hav. De kunne nemt lægge til ved kysterne og lige så let tage af sted og var ideelle til togter. 

I 1882 fandt man et sådant skib i Gokstad, hvor det lå i en gravhøj som gravgave. En naturtro kopi af Gokstadskibet er Isledningur, der i år 2000 tog turen fra Island over Grønland og Canada til Washington, D.C. 

Med denne mindeværdige sejlads gentog man Leif den Lykkeliges legendariske rute. Kaptajn Gunnar Marel førte det næsten originale vikingeskib, der var udstyret med et dragehoved, men i modsætning til sine forfædre havde han et kompas. 

Vikingerne brugte »sol-sten« til at navigere med og rettede sig efter stjernerne og solens bane. »Solsten« er et mineral, der ved sin brydning af lyset, blev brugt til at lokalisere solen, når der var overskyet. 

Så selvom vikingerne var dygtige søfolk, var deres navigation underlagt vejrforholdene, og derfor kan det ikke overraske, at flere lande blev opdaget ved en tilfældighed.

Vikings in GreenlandVikinge spor og dokumenter

Når vi sejler i vikingernes kølvand og besøger de gamle bebyggelser, støder vi stadig på mange ruiner og vidnesbyrd fra middelalderen. Der gennemføres stadig arkæologiske udgravninger, og nogle gange bekræfter da også sagaernes fortællinger. Der skrives om talrige sejladser mellem Norge og Island, for der var stærke handelsrelationer mellem de nordatlantiske og skandinaviske lande. Blandt andet »Orkneyingasagaen« og »Færingesagaen«, der beretter om kampe om magt og anseelse, men ikke om vikingernes erobringstogter. Allerede i det 8. århundrede levede vikingerne fredeligt side om side med pikterne.

Vikingernes blomstringstid i Storbritannien varede fra det 10. til det 13. århundrede. Orkneyøerne var et hertugdømme, der blev regeret af jarler – de senere »Earls« – der blev indsat af den norske konge. Det mest imponerende vidnesbyrd på den efterfølgende særdeles produktive byggeaktivitet må være Sankt Magnuskatedralen i Kirkwall, der blev påbegyndt i 1137. 

I dag er det næsten kun bynavnene og enkelte ruiner på øerne, der vidner om den nordiske fortid.

Bosættelserne på Færøerne og Island har efterladt helt andre spor. Den nuværende befolkning er efterkommere af bosætterne fra middelalderen, og både sprog og kultur har udviklet sig ud fra de gamle traditioner. Åbenlyse spor som ruiner er der ikke mange af på Færøerne, men der findes blandt andet et tidligere bispesæde og kongsgården, der blev bygget i det 12. århundrede. 

Men de fleste grundmure i de gamle langhuse er forsvundet, de findes kun som integrerede dele i nyere huse eller som byggemateriale i andre bygninger, mens andre er blevet skyllet væk af havet.

Efter en periode med uafhængighed blev de nye lande igen indlemmet i Norge. Den politiske udvikling, der resulterede i, at østaterne kom under dansk herredømme, skulle vise sig at være skæbnesvanger. De tidligere så mægtige og stærke helte fra middelalderen, som de beskrives i de Islandske sagaer, var på grund af kolonisering og naturkatastrofer blevet forarmede og undertrykte bønder. 

Det er netop Islændingesagaerne, der er vigtig dokumentation for livet og for islændingenes opdagelses- og handelsrejser i middelalderen. F.eks. er mange bondegårde blevet udgravet på de i sagaerne nævnte steder. Sagaerne blev godt nok først skrevet ca. 300 år efter, at de fortalte hændelser havde fundet sted, men det viste sig ikke at være ren fiktion. 

Vikings in Greenland

På sporet af Erik den Røde i Grønland

De sande vikinger synes stadig at leve på Island. Takket være turismen er der fokus på denne epoke i landets historie.

Museer, der beskæftiger sig med emnet, kopier af langhuse, haller til originale vikingemåltider og mange andre aktiviteter sætter kulør på landet. 

Man har markeret, gravet og frilagt ruiner.

Men der findes et sted, hvor ruinerne har deres eget liv – i det grønne landskab i den vestlige del af landet, »Neden for Snæfellsnes-gletsjeren« der hvor Erik den Røde rejste ud fra. Herfra sejlede han mod syd og ledte efter et område, der egnede sig til bosættelse. Det land, han opdagede, kaldte han for Grønland, det grønne land, fordi han mente, at det ville tiltrække menneskene, hvis det havde et pænt navn. Sådan står det i »Grønlændinge sagaen«. 

Erik, der var fredløs, forlod Norge sammen med sin far, da de begge var dømt til døden for manddrab og måtte senere af samme grund forlade Island. Han udforskede Grønlands vestkyst, navngav fjorde, bjerge og gletsjere og vendte hjem efter tre år for at finde fæller, han kunne gennemføre en endelig bosættelse sammen med. »Kyndige mænd beretter, at der i selvsamme sommer, hvor Erik den Røde bosatte sig i Grønland, drog femogtyve skibe af sted fra Breiðarfjord og Borgarfjord til Grønland, men at kun fjorten ankom dertil. Nogle drev tilbage og nogle gik tabt. Dette var i den femtende vinter, inden kristendommen blev antaget i Island.«

Sammen med Grønlændingesagaen hører Erik den Rødes saga og Vinlandssagaerne, der beskriver sejladserne til Grønland og »Vínland« i Canada. 

Vikings in GreenlandGrønland og Vinland

Udover de to opdagelsesrejsende Erik og hans søn Leif, står især Thorfinn Karlsefni og hans kone Gudrid i centrum af fortællingerne. Det var dem, der forsøgte at bosætte sig i Vinland. Senere arkæologiske udgravninger har bekræftet, at der fandtes ruiner fra vikingerne på L’Anse aux Meadows. Bosættelsesforsøgene mislykkedes, fordi de stødte på såkaldte skrællinger, som de kaldte den lokale befolkning. Det har sandsynligvis været henholdsvis inuit og indianergrupper, der gjorde deres krav gældende. Gudrid, som islændingene i modsætning til deres mandlige helte kun har givet et lille mindesmærke, var nok den mest vidtberejste kvinde i middelalderen, for senere begav hun sig på vej fra Island til Rom.

De ruiner, der indtil i dag er de mest hemmelighedsfulde, er nok dem fra Hvalsey eller Hvalsø i Sydgrønland. Her, ikke langt fra Qaqortoq, står en fantastisk gruppe af ruiner med en meget velholdt kirke. Overfor ligger øen Hvalsø (Hval's Ø), der har lagt navn til stedet og – alt efter synsvinklen – minder om en hval. 

Her støder man kun sjældent på mennesker, undtagen når Edda Lyberth fortæller krydstogtsskibenes turister om sagaerne, eller Qaqortoqs indbyggere er på udflugt om sommeren. Resten af tiden er det kun fårene, der nyder stedet. 

Går man rundt blandt ruinerne og betragter langhusenes mure med diverse birum og til sidst sætter sig i den store hal, får man en fornemmelse af, hvordan her var for 800 år siden. »På søndage kom regionens bønder her til gudstjeneste, i kirkerummets nicher brændte levende lys og gennem vinduerne, der formodentlig havde glasruder, faldt sollyset. Blomsterne på engen svajede i vinden og om få dage skulle de høstes, således at fårene, der løb rundt i fjeldene, ville have tilstrækkeligt med foder til vinter«. 

Mysteriet om de grønlandske og nordiske bosættelser eksisterer stadig den dag i dag, hvorfor de blev forladt, og hvor menneskene drog hen. I ca. 450 år boede de i Grønland, og det sidste skriftlige vidnesbyrd er en vielse den 14. september 1408 i Hvalsø kirke.

Vikings in Greenland

Grønlandsk Viking 

Elias Larsen fra Sisimiut så i 1996 et flot privat sejlskib lægge til i byens havn. Om bord var en gruppe amerikanske sejlere. 

- Jeg kørte dem en tur rundt og fortalte dem om byen.

Som tak inviterede de mig til middag på skibet om aftenen. Her fortalte de, at de planlagde at bygge en kopi af vikingeskibet »Knarr« og gentage Leif Erikssons rejse fra Grønland til Nordamerika. 

- De manglede en mand, og da de spurgte om jeg ville med, sagde jeg selvfølgelig ja, fortæller Elias. 

Det blev til en spændende rejse, der både blev filmatiseret og udgivet i form af bogen »A Viking Voyage« af W. Hodding Carter. 

- Det var en fantastisk oplevelse. Jeg var med op langs Grønlands kyst i 1997 og ud midt i Davisstrædet, husker Elias. 

- Vi sejlede i mørke og al slags vejr og fik stor respekt for de gamle vikinger. Fra Sydgrønland (Bratthalid) roede vi ligesom vikingerne har beskrevet i sagaerne helt op til Diskoøen (Bjørne Øen) for herfra at skrå over mod Baffin Island (Helluland, landet af sten) på grund af Golfstrømmen op langs Grønlands vestkyst og den evige nordenvind i Davisstrædet. 

Derfra var turen planlagt til Nord Labrador (Mark-land) via Syd Labrador (Skovland) til New Foundland (Vinland)

Desværre holdt båden ikke til det barske vejr, og de øvrige måtte gennemføre resten af turen året efter uden den grønlandske Viking, Elias Larsen, der i mellemtiden var ansat som direktør for det daværende grønlandske Erhvervsudviklingsselskab, Sulisa.