Dogsledding in East GreenlandPå tynd is i Tasiilaq

Nuka Utuaq har et af de flotteste hundespande i Tasiilaq og kører dagligt i hele vintersæsonen

Nuka Utuaq er en flittig mand. Når han ikke er på jagt eller fisker, kører han hundeslæde med turister eller laver kunsthåndværk. Han fanger og fisker kun til eget forbrug, og betegner sig selv som »mest kunstner«.

Tur over den frosne fjord

Fjorden ved Tasiilaq er frosset til indtil maj måned, hvor isen begynder at brække op ved fjordmundingen. Derefter nærmer det åbne vand sig byen dag for dag, og det første skib med forsyninger forventes at ankomme i starten af juni.

I år er iskanten nået ind til bygrænsen midt i maj, og da det er for farligt at fiske fra iskanten, når isen bryder op, fiskes der i stedet fra huller i isen længere inde i fjorden. 

Dogsledding in East GreenlandTasiilaq fjord om foråret

For hver dag bliver isen tyndere og mere usikker at opholde sig på.

Solen, der bager fra tidlig morgen til over midnat, er med til at danne kilometerlange revner og små pytter med smeltevand ovenpå fjordisen, der – alt efter størrelse – fryser til igen om natten.

På den måde er der ikke kun ét lag is på fjorden om foråret. Nederst ligger vinterens metertykke is. Ovenpå den ligger et voksende lag af smeltevand og øverst et tyndere lag af ny is. Det er dette lag, fiskerne går på ud til deres huller i isen, og hundeslæderne kører på over til den anden side af fjorden, hvor de kan komme op i baglandet og videre til f.eks. bygden Tiniteqilaaq.

Isfiskeri i Tasiilaq

Hver dag vurderes og diskuteres isen. Midt i maj er der stadig otte fiskehuller tilbage, og de bruges flittigt døgnet rundt.

Ingen kører mere på snescooter over fjorden, og de fleste hundeslædeførere er også stoppet med at køre ud på isen.

Dogsledding in East GreenlandHundeslædekørsel over isen

Nuka Utuaq har en god fornemmelse af isen, da han har kørt næsten dagligt indtil nu. Han vil ikke udsætte sig selv eller sine hunde for fare og kører kun med turister ude på isen, så længe det er forsvarligt. Han regner med, at det snart er slut med at køre, fortæller han, da han samler dagens passager op ved nedkørslen til isen.

Der er smeltevand mellem isskruningerne det første stykke ud. Udover at være betænkeligt vådt, bumper det noget at komme over dette første stykke. Den lange slæde når kun lige akkurat fra isflage til isflage, men alligevel rigeligt til at det skønnes sikkert, selvom det virker lidt spændende at køre på.

Bryder igennem isen

Længere ude er overfladen mere jævn at køre på, og lyden fra isen er sprød og knasende, og hundene begynder at tage fart. Det er ikke den sædvanlige stille knirken fra sneen, når man kører på hundeslæde om vinteren, men en knitrende lyd fra den nyeste isskorpe, der ikke helt kan holde til trykket. Flere steder går først den ene af slædens meder igennem, så den anden, og Nuka fløjter et højt signal, der får hundene til at køre så hurtigt, de kan.

De gider ikke rigtig løbe, når det er varmt, forklarer Nuka, selvom de halser af sted foran. På en vindstille dag som denne er der plus 11 grader, men det føles nærmest som en varm sommerdag på grund af solens refleksion fra isen, hvis overflade skinner blankt og vådt.  

Dogsledding in East GreenlandPå zig-zag kurs

Instinktivt mærker hundene, om isen foran er ok, og skifter konstant retning, så Nuka hele tiden må korrigere med jo, jo, jo for venstre og drr, drr, drr for højre. Desuden snakker han til hundene konstant i et rosende og beroligende toneleje, undtagen når de pludselig deles i to og løber til hver sin side for at undgå en smeltevandpyt, som slæden kører lige igennem. Så kommer der mere tryk på korrektionerne efterfulgt af høje fløjt for at holde farten, da slæden kører over en kilometerlang revne, der heldigvis ser ud til at være solidt tilfrosset igen.

Når man ser ud over isen oppe fra fjeldet, kan man tydeligt se de mange blå områder med vand, men når man kører på isen, ses pytterne først, når man kommer tæt på. Pludselig bliver hundene  urolige. De mister fart, og førerhunden ser tilbage på Nuka, som om den ønsker råd og vejledning. Nuka reagerer med det samme, da han opdager, at der er åbent vand til højre for slæden, og får med en række høje »jo, jo, jo« slæden drejet længere mod venstre. Han ser længe på vandet, mens slæden farer forbi. Det var her ikke i går, og nu går det åbenbart stærkt med afsmeltningen.

Den sidste hundeslædetur denne sæson

Det bliver årets sidste tur, konstaterer han, mens slæden endnu ikke er nået over fjorden til målet i fjeldene på den anden side, og han skal også tilbage igen senere.

Opkørslen fra isen til fjeldet er ikke noget problem, selvom der er lidt isskruninger, der skal forceres, inden slæden når land. Til gengæld er der ikke meget sne tilbage på fjeldet, og slæden kører flere steder på den bare jord og gennem mudder.  

Dogsledding in East GreenlandFørerhunden Pølsi

Da slæden kommer op i fjeldet holder Nuka pause på en åben plet med visnet lyng fra sidste sommer. Men hundene synes, der er for varmt, og vil ikke lægge sig. De trækker så langt over mod en af de dejligt kolde snefaner som muligt, før de falder til ro.

Nu bager solen fra en næsten skyfri himmel, og Nuka smider jakken, mens han drikker den medbragte kaffe og alvorligt ser tilbage over fjorden med Tasiilaq på den anden side. Heroppe fra ses de voksende blå områder med vand tydeligt, og Nuka planlægger at køre en anden vej tilbage i en stor bue længere inde mod bunden af fjorden, hvor isen ser bedre og mindre våd ud.

Hunde Hieraki

Nogle af hundene ruller rundt i den tørre lyng, der er god til at klø sig på ryggen med. Andre ser ud, som om de sover i samme øjeblik, de lægger sig.

Førerhunden »Pølsi« går rundt imellem flokken og markerer sin rang ved at modtage anerkendende slik fra de øvrige hunde, der signalerer overgivelse ved at ligge med blottet strube, mens »Pølsi« snuser til dem, eller blot overlegent ignorerer dem. Et par enkelte vil ikke dukke sig og lægger ørerne tilbage. Men nogen slåskamp bliver det ikke til, for en let knurren fra »Pølsi«, der samtidig blotter tænderne en anelse, får dem til at lægge sig. Samtidig lyder der et par ord i et bebrejdende tonefald fra Nuka, der nævner de pågældende »rebelske« hunde ved navn. Så går han hen og kæler lidt for »Pølsi« først for at holde rangordenen, derefter de mest bekræftelsessyge hunde. Især de to yngste på kun otte måneder skal have en del opmærksomhed, men også »Enøje«, der skiller sig ud ved at have et brunt og et blåt øje.

Dogsledding in East Greenland

»Pølsi«, der har reageret ved at høre sit navn blive nævnt, har rejst sig op og modtager igen en del kælen og klappen. Det er tydeligt, at der hersker en gensidig respekt og kærlighed mellem de to. En tillid opbygget gennem mange timers kørsel gennem flere vintre.

Nuka er helt afhængig af sine hundes evner og lydighed, når de er af sted sammen, som de lige har demonstreret på zig-zag turen over fjorden.  

Dogsledding in East GreenlandEn arbejdsplads

På slæden hænger ekstra seletøj og reb. Bagerst sidder en bremse, der trædes ned, mens hundene spændes for, så de første ikke begynder at trække, da de altid er meget ivrige efter at komme af sted. Der ligger også en istuk, »Ajaappiar« på østgrønlandsk, og en pisk – »Noqqardaa«.

Nuka demonstrerer, hvordan pisken bruges, og får den til at slå smæld gang på gang med rolige håndbevægelser. For ham er pisken et nødvendigt præcisionsværktøj, og han rammer ikke hundene, men lader den smælde lige ved ørerne af en hund, der er på vej i forkert retning.

Det er sjældent, han bruger den, og kun på steder, hvor der skal køres meget præcist - som mellem vågerne ude på fjordisen.

Tunge træk

Alt efter forholdene kan hundene trække mellem 500 og 1000 kilo plus Nuka selv. Det er dog meget sjældent, der er behov for at trække så meget. 

Dogsledding in East GreenlandSidste tur

Nedkørslen til fjorden foregår med fuld fart over den resterende sne og nogle steder det bare fjeld. I starten virker den nye rute bedre, men længere ude på isen bliver både hunde og Nuka betænkelige. Til sidst standser han forsigtigt og står af slæden med sin »Ajaappiar« for at teste isen. Med det samme går han igennem det øverste lag is, men heldigvis er der ikke så meget vand ovenpå den gamle is nedenunder. Men så knirker og brager isen faretruende, og Nuka giver hundene besked om at sætte i gang og kaster sig på slæden, der også ryger igennem. Godt, han har så meget styr på sine hunde, og at de er så stærke, som de er. På få vigtige sekunder får de trukket slæden væk fra hullet, og Nuka sidder stille og observerer flittigt området foran slæden i lang tid. Lidt efter lidt slapper han af og nyder igen nuet, mens slæden stadig kører for fuld fart hjem mod Tasiilaq.

- Turen i dag bliver årets sidste, konstaterer han eftertænksomt – men med et stort smil.